• Ugens naturfoto – Grønbroget tudse

    Grønbroget tudse klatrer glimrende
    Grønbroget tudse klatrer glimrende

    Den grønbrogede tudse (også kaldet fløjtetudsen)  boede i vores drivhus, hvor den hjalp med at bekæmpe skadedyrene. Tudsen lever af myrer, biller, myg, sommerfuglelarver, tusindben og små snegle. En dag kravlede den op af et flethegn i drivhuset. Efterfølgende hjalp jeg den dog ned igen.
    Som så mange andre paddearter er grønbroget tudse ifølge Skov- og Naturstyrelsen gået katastrofalt tilbage gennem de sener år.

     

    Se tudsen klatre ved at klikke på billedet neden under.

  • Naturen i fugleperspektiv.

    Helikoptertur over Dybsø Fjord
    Svinølandet med Svinøstrømmen og Svinø Strand set fra luften.

    Oppe fra 300 meters højde tager vores landskab sig rigtig flot ud. Det kunne mine børnebørn Lau og Tue og jeg konstatere på en helikoptertur over lagunelandskabet Karrebæk og Dybsø Fjorde. Her oppe fra kan man rigtig se, hvordan vandet omkring os præger vores natur.
    Hvad vi også kunne se var, at farvandet mellem Dybsø og Enø kaldet Kragholmstrømmen er ved at lukke helt til. I min barndom kunne der sejle en fiskekutter igennem her ind til Dybsø Fjord. Strømmen ned langs kysten har efterhånden ført så meget materiale hen foran indsejlingen, at den kun kan forceres i en kajak. Det betyder, at vandudskiftningen af Karrebæk og Dybsø Fjord, udelukkende foregår gennem kanalen ved Karrebæksminde og gennem Dybsø- strømmen.
    En af grundene til denne udvikling, er at man omlagde Susåens løb, da man gravede kanalen ind til Næstved i 1938. Susåens hovedstrøm løb tidligere forbi Abbednæs. Noget af strømmen forløb videre gennem inderfjorden og ud gennem Longshave på Enø. En anden del løb ud forbi Gavnø til Kragholmstrømmen. Nu løber strømmen direkte ud gennem Karrebæksminde. Hvad det betyder på længere sigt, er svært at sige, men umiddelbart betyder det en ringere vandudskiftning i fjordene, da der nu kun er passage gennem Karrebæksminde og Dybsøstrømmen ind til de 2 fjorde.
    Om en kommende havstigning grundet klimaændringer vil kunne råde bod på den udvikling, vil kun fremtiden kunne afsløre.

    Klik på billedet for at se flere naturbilleder på min Flickr photostream

  • Ugens naturfoto – Myrerne sværmer

    På stille solrige dage er det tid for myrerne til at tænke på den næste generation. Samtidig bibringer de dog mågerne et festmåltid.
    På stille solrige dage er det tid for myrerne til at tænke på den næste generation. Samtidig bibringer de dog mågerne et festmåltid.

    På stille solrige dage er det tid for myrerne til at tænke på den næste generation. Samtidig bibringer de dog mågerne et festmåltid.

  • En cykeltur Stege Nor rundt

    Stege Nor med Stege by i baggrunden
    Stege Nor med Stege by i baggrunden

    Stege Nor på Møn dækker et område på ca, 5 m2, og er forholdsvis lavvandet med en genemsnitsdybde på 1,5 meter. På grund af det smalle indløb er der en meget lille vandudskiftning i Noret.
    En Cykeltur Noret rundt kan eksempelvis startes fra Stege Havn. Der fra køres ned mod Noret, hvor man kan følge Søndersti indtil man når Voldgraven, hvor man kører op imod byporten. Denne port er fra middelalderen, og volden er vores eneste middelaldervold. Den var i gamle dage vandfyldt.
    Turen fortsættes nu østpå ad Storegade og Klintevej. Lige efter Hotel Præstekilde i Keldby svinges til højre ind på Møns Golfbane, som nok er en af de flottest beliggende golfbaner i Danmark. En sti fører ned over banen til Noret. Her har man en god udsigt over Noret. Ved den østligste ende ligger Slotshøj, hvor fra man har fin udsigt ind over Noret mod Stege, ligesom man den modsatte vej kan se helt til Høje Møn. Fortsæt ad stien på golfbanen op til Keldbylille. Her kan man evt. besøge Keldbylille Museumsgaard, som er en firlænget gård opført i bindingsværk i år 1800. Gårdens udstilling viser landbruget udvikling fra 1800 op til omkring 1930.
    Lige før Tåstrup kan man tage en afstikker ad Strandkildevej. Oppe på bakken får man en fin udsigt over Noret. Fortsæt gennem Svensmarke med de gamle hyggelige bindingsværksbygninger, og videre gennem Tøvelde og Bissige frem til Norets Vestlige ende. På vejen mod Lendemarke og Stege passere man Rødkilde Højskole, som ligger smukt med en park i engelsk stil ned mod Noret. Gå en tur i parken og nyd udsigten. Her fra er der knapt 2 kilometer tilbage til Stege Havn.

    Se Rundt Stege Nor på et kort

  • Ugens naturfoto – Dovendyr iklæder sig grønne alger.

    Dovendyr i træerne over vores resort i Costa Rica

    Dovendyret er meget langsom, og må derfor camouflerer sig, for at undgå at blive opdaget af sine fjender eksempelvis jaguaren. I Dovendyret pels gror der grønne alger, hvilket giver dyret samme farve som bladene, og algerne får den fordel, at de på den måde kommer op, hvor der er mere lys.
    Dovendyret tilbringer stort set hele sit liv i træerne. De kommer kun ned en til to gange om ugen, enten for at flytte til et andet træ, eller for at forrette deres nødtørft, som de graver ned i jorden, så det ikke opdages af deres fjender.
    De er tilpasset et liv i trætoppene, hvor de en stor del af tiden hænger eller sidder på en gren og sover. Kun 3-4 timer om natten er den aktiv.
    Jeg var dog heldig at se et bevæge sig, efter at have stået og iagttaget det i over en halv time. De blade som det lever af er meget energifattige, så dovendyret må virkelig spare på energien. Dens bevægelser er uhyre langsomme og velovervejede. Som regel hænger den med ryggen nedad, og når den skal flytte sig flytter den et enkelt arm eller ben af gangen. Det totåede Dovendyr har på arme og ben 2 lange krogede kløer, som den hager sig fast i grenene med.
    Dovendyret er almindelig i den tropiske regnskov i det nordlige Sydamerika og Mellemamerika. Det var let at følge dovendyrene fra dag til dag, da de som regel kun flyttede sig over i det nærmeste træ, med de specielle blade, som de kan lide. I samme område lever også det tretåede dovendyr. De kan være svære at skelne fra hinanden. Det totåedes pels er dog noget længere end det tretåedes.

    Klik på billedet for at se flere naturbilleder på min Flickr photostream

    Vis Dovendyr Costa Rica på et kort

    Se dovendyret i bevægelse neden for.

  • På cykeltur gennem 5 skove

    Lilliendaltur-020
    Redaktør af Ugebladet Niels Bangild var med på turen gennem de 5 skove.

    Nu nærmer tiden sig, hvor skoven iklæder sig efteråret flotte gyldne farver. Redaktør for  Ugebladet Niels Bangild og undertegnede er lidt tidligt ude på vore cykler, for at sondere terrænet. Turen startede fra Vallebovej, hvor broen går over motorvejen ind på Kulsbjerg Øvelsesterræn.
    Gennem øvelsesterrænets flotte varierende natur kom  vi til Vallebo skov, som vi passerede på vej mod Tolstrup. Efter Tolstrup fortsatte vi videre mod Godset Lilliendal. Hans Gustav Lillienskjold købte i 1774 Skuderupgaard, hvor han opførte en ny hovedbygning og omdøbte gården til Lilliendal, som i dag er et moderne Landbrug.
    Efter Lilliendal fortsættes gennem den flotte kastaniealle mod Høvdingegård. Før vi når denne, svinges til højre ind i Mern Hestehave og videre til Viemose Hestehave. Det åbne landskab mellem de 3 skove Mern Hestehave, Viemose Hestehave og Skovhuse Skov blev under 2. verdenskrig brugt som nedkastningssted for våben og materiel til modstandsbevægelsen.
    Fra Viemose Hestehave forsættes nu forbi Mern Skovhuse og over i Skovhuse Skov. I det åbne landskab mellem skovene så vi glenten i sin elegante flugt blive kraftigt moppet af kragerne. Også flere musvåger kredsede over skovene.
    Skovene ligger virkelig højt i landskabet, som er temmelig kuperet. I Skovhuse skov passerer vejen tæt forbi Djævlebjerg, som med sine 74 meter er noget af det højeste i skoven.
    Ude af Skovhuse Skov, fortsætter vi direkte over i Vallebo Skov. Også her er temmelig kuperet. Vi fortsatte op gennem skoven til  vi igen rammer asfaltvejen mod Tolstrup, som vi fulgte et lille stykke, inden vi svingede ind i Røstofte Kohave og kørte over til Røstofte Skovvej, hvor vi svingede til venstre ned forbi Troldbjergskoven, og gennem øvelsesterrænet tilbage til Vallebovej.

    Vis 5 skove, Sydsjælland på et kort