• Alle indlæg,  Naturture i Danmark

    Der findes stadig pletter af natur.

    Rådyr på engene
    Rådyr på engene

    Den danske natur har det generelt ikke så godt i disse år. Biodiversiteten forringes, og naturområder går tabt. Der findes dog stadig områder, hvor man kan få store naturoplevelser.
    En tidlig majmorgen i den store mose byder på mange spændende naturoplevelser.
    Klokken er syv, og jeg starter med at gå gennem et stykke skov, hvor skovens fugle synger, så det er en lyst. Ude af skoven fortsætter markvejen over mosen. På begge sider af vejen strækker engene sig langt omkring. Rådyrene græsser fredeligt, i engenes frodige græs. En rørhøg svæver søgende efter føde lavt hen over engene let genkendelig på vingernes v-form.
    Længere fremme kommer man til den store lavvandede sø. I et udgået træ ude i søen sidder der 2 havørne. Jeg sætter mig og iagttager dem halv times tid. Pludselig letter den ene og tager en tur ud over søen, hvilket medfører at ænder, gæs og de andre vandfugle forskrækket flyver op, for ikke at blive bytte for den ”flyvende dør”. Svanen har bygget sin rede i kanten af søen, og den bliver roligt liggende på reden medens jeg forsigtigt passerer stedet.
    Jeg forsætter ud over mosen. Viberne protesterer kraftig, hvis man kommer for tæt på deres territorium, og lærkesangen er der hele tiden i øret. I krattet på begge sider af vejen sidder der nattergale, der overdøver koret af de andre sangfugle.
    Dobbeltbekkasinens snurrende lyd høres også, når den i stæk fart dykker ned mod engen. Er man heldig kan man også her høre engsnarrens kald, og græshoppesangerens svirrende tone, der lyder ligesom en græshoppe. De er dog begge mest aktive om natten.
    Jo der findes stadig pletter, der kan tilfredsstille en naturelsker.

  • Alle indlæg,  Naturture Vordingborg Kommune

    Oreby Skov er en typisk dansk kystskov.

    Tidligere redaktør for Ugebladet Niels Bangild på cykeltur i Oreby Skov.
    Tidligere redaktør for Ugebladet Niels Bangild på cykeltur i Oreby Skov.

    En cykeltur i en kystskov, giver en fin naturoplevelse, hvor man får både vandet og skoven at se.
    I Vordingborg køres ud for enden af Orevej. Her fortsætter vejen som en markvej ud gennem det flotte småbakkede morænelandskab langs med vandet. På denne majdag med blå himmel og drivende skyer i den lidt kraftige blæst, var der en flot udsigt ud over Storstrømmen, og man kunne se over til Nordfalster. En flok edderfugle med en børnehave passet af 3 voksne hunner roede af sted langs kysten. På vejen passerer man Jættestuen Troldhøj.
    Fremme ved Oreby Skov svinger vejen ind i skoven. Tag den første skovvej til venstre. Man kan nu følge denne skovvej gennem hele skoven. Også inde i skoven støder man på flere gravhøje.
    På denne årstid er der rigtig gang fuglestemmerne, og musvågen svæver elegant over skoven.
    Cirka midtvejs i skoven fører et lille stykke sti ned til vandet, og man kan få sig et kik langs kysten til begge sider.
    Skoven er en blandet skov hovedsagelig med bøgetræer. I skoven findes blandt andet den sjældne bille eremit. I dele af skoven findes gamle træer med hulhedder i stammen, som er vigtig for artens muligheder. I skoven findes ligeledes den sjældne sværdskovlilje.
    Har man mod på mere, kan man cykle videre ud til Knudskov, hvor man kan slå et smut ud til Storstrømmen. Er man så heldig som os, ser man måske et par havørne svæver over Knudskov. Tilbagevejen kan gøres af asfaltvejen tilbage mod Rosenfeldt. Lige før godset køres til venstre tilbage til Orevej.

    Se Oreby Skov tur på et kort

  • Alle indlæg,  Natur

    Pas på et af Danmarks farligste dyr

    Skovflåten hører til blandt Danmarks farligste dyr.
    Skovflåten hører til blandt Danmarks farligste dyr.

    At gå ud i naturen er interessant hele året, men netop her i foråret er det højsæson for skovture. Vi har ingen rigtige farlige dyr i den danske natur. Man skal dog passe på skovflåten, som er en lille blodsugende mide.
    Skovflåten er ikke i sig selv farlig, men den kan overføre parasitten borrelia fra mus til mennesker. Parasitten kan i sjældne tilfælde fremkalde borrelieose, som hvis det ikke bliver behandlet, kan medføre komplikationer i form af hjerteproblemer og ansigtslammelser. På Bornholm kan den også overføre hjernebetændelse.
    Skovflåten placerer sig på spidsen af blade eller i det høje græs. Her fra lader den sig dumpe ned på varmblodede dyr. Det er derfor vigtig at se efter og få fjernet eventuelle flåter, når man er kommet hjem fra turen. Dette kan gøres med en pincet, hvor man taget fat om skovflåten helt nede omkring hovedet, og trække flåten af langsomt, og uden at den går i stykker. På apoteket fås også specielle skovflåttænger.
    Eventuelle symptomer viser sig ved at området omkring bidstedet bliver rødt, og man får feber, hovedpine og muskelsmerter. Hvis det er tilfældet bør man gå til lægen.