• Alle indlæg,  Naturture til udlandet

    De vilde hunde i Afrika er truet af udrydelse

    Vi så de vilde hunde tager sig en slapper i middagsheden.

    På en af vore ture i Krüger Nationalpark i Sydafrika var vi så heldige at støde på en flok vilde hunde, der lå og slappede af i middagsheden. Når det var heldigt, var det fordi de vilde hunde er en udryddelsestruet art. I Krüger Nationalpark skønner man, at der kun er ca. 350 eksemplarer. Krüger Nationalpark er ca. 3 gange så stor som Sjælland, så der er meget langt mellem, at man kan opleve de vilde hunde.
    Totalt findes der kun 2-5000 vilde hunde i hele Afrika, og de lever hovedsagelig kun i nationalparkerne, hvor de er beskyttet mod efterstræbelse af menneskene.
    Hundene er på størrelse med en mellemstor dansk tamhund. De er meget sociale dyr og lever i flokke på 10 til 20 medlemmer, de kan dog også være større. Hundene jager i flok, og er et af de mest effektive rovdyr, idet de i 80% af deres jagter nedlægger deres bytte, medens det kun lykkedes for løverne i 30% af tilfældene. De er i stand til at nedlægge dyr helt op til zebra størrelse. Deres hovedføde består dog for det meste af de noget mindre antiloper, så som Impalaer. Hundene jager i flok og deres velorganiserede jagtmetode, gør dem i stand til hurtigt at nedlægge deres bytte. Hundene kan i deres jagt på byttet holde en fart på ca. 50 kilometer i timen over lange afstande.
    Vilde hunde kan findes i bushlandskabet og på de åbne sletter. Her konkurrerer de med de andre rovdyr, såsom løver, leoparder, geparder og hyæner. Disse dyr er dog også deres fjender, og specielt løverne er hårde ved bestanden af de vilde hunde, idet op til 40% af dødsfaldene blandt hundene skyldes løverne, og hvor der er mange løver, er der kun få vilde hunde.
    Det er kun den dominerende han og hun i flokken der får hvalpe. Resten af flokken hjælper parret med at opfostre og passe hvalpene. Når flokken går på jagt efterlades hvalpene med et medlem af flokken til at passe på dem.

  • Alle indlæg,  Naturture til udlandet,  Ugens naturfoto

    Ugens naturfoto – Coral Grouper

    Coral Grouper fanget af en fisker, som jeg var ude at sejle med i farvandet ud for Burma

    Coral Grouper lever ved korarevene. Det er en rovfisk med meget skarpe tænder. Fiskerne fanger disse flotte koralfisk, som vi andre holder af at kikke på, når vi snorkler eller dykker.
    Ifølge legenden var grouper den første fisk med gælder. Det var fordi den slugte en smuk pige, som den elskede. Pigen havde skarpe skaller med, som hun kunne skære slidser i fiskens krop med og svømme ud i friheden.

  • Alle indlæg,  Naturture til udlandet

    Flodhesten er afrikas farligste dyr.

    Flodhesteungen går på land medens mor holder øje.
    Flodhesteungen går på land medens mor holder øje.

    Det siges, at flodhesten dræber omkring 3000 mennesker om året. Dette skyldes hovedsagelig, at flodhesten er meget territorial, det vil sige, at den er meget aggressiv, når den forsvarer sit territorium. Specielt når den har unger, skal der passes ekstra på.
    Flodhesten har et voldsomt bid. Hjørnetænderne i undermunden kan blive op til en ½ meter, og den kan med lethed bide en krokodille midt over. Flodhestene og kodillerne lever normalt fredeligt sammen, men når flodhestene har unger, accepterer de ikke krokodiller i nærheden.
    Flodhesten kan veje over 3 tons, og er trods sin store kluntede krop hurtig både på land og i vandet, hvor den tilbringer den meste af dagen. Normalt ser man dem ligge i floden eller vanhullet med kun hovedet i vandskorpen. Den kan dog være dykket ned i helt op til ½ time.
    Om aftenen og natten går den på land for at fouragere. Den kan gå op til 10 kilometer for at få spist de ca. 40 kilo, den sætter til livs i døgnet.
    Fra det hus vi boende i tæt på Krüger Nationalpark og Crocodile River, så vi dog næsten hver dag flodheste gå på land for at æde.
    Flodhestene afmærker deres territorium med deres afføring. Den bruger halen som den svinger frem og tilbage, og på den måde spreder afføringen i området. Den bruger også denne metode til at afmærke ruten, når den går på land og græsser, så den kan finde tilbage til floden eller det vandhul, hvor den opholder sig om dagen.

    Du kan se flodhesten markere sit territorium på nedenstående film.