• Projekt ørn.

    Ørne på Avnø fjord, De gamle fugle har gult næb og hvide haler, medens de unge ørne er brune med gråt næb.

    ”Projekt Ørn” har i snart mange år fulgt havørnens genindvandring til Danmark. Det startede med det første par, der etablerede sig ved Maribosøeren. Efterhånden som der kom flere og flere havørne, viste der sig et behov for at følge udviklingen tættere. Dansk Ornitologisk Forening besluttede derfor at starte ”Projekt Ørn”, hvor en gruppe ørne entusiaster skulle følge ørnene.
    Hver ørnerede fik tildelt en koordinator, som skulle følge det pågældende ørnepar. Det vil sige holde øje med, hvornår parret give sig til at ruge, hvor mange unger de får, og om de kommer på vingerne. De skal også etablere et samarbejde med de lodsejere, hvor rederne befinder sig.
    Bestanden har siden 95 udviklet sig til at vi i 2016 nåede op på 99 etablerede par. Hvis det fortsætter på den måde, kommer vi snart over de 100 par. Der kom 123 unger på vingerne. Siden 1996 er der kommet 710 unger på vingerne.
    ”Projekt Ørn” handler ikke kun om havørnen, men også om kongeørn og fiskeørn. Disse 2 ørne kan ikke mestre en succes som havørnen. Der er i 2016 konstateret 4 kongeørnepar, det var dog kun de 3 af parrene, der fik hver en unge på vingerne. Kongeørnen yngler indtil videre kun i Jylland.
    Der blev i 2016 registreret 5 par ynglende fiskeørne. Der kom 6 unger på vingerne, heraf 2 på Sjælland og 4 i Jylland.

  • Mysteriet om sandbunkerne.

    DSCN2424

    Nogle har måske ligesom jeg undret sig over de sandbunkerne, der kan ses på nogle skråninger langs med vejen. I denne ende af kommunen, hvor jeg bor drejer det sig om steder mellem Køng og Bårse.

    En opringning til biolog Carsten Horup i Vordingborg Kommunes Afdeling for Land & Miljø bekræftede min mistanke om, at det nok drejede sig om foranstaltninger til at hjælpe bestanden af markfirben. Sandbunkerne, som er mellem 1 og 2 kvadratmeter, er etableret som leve- og ynglesteder for markfirbenet.

    Markfirben er omfattet af EU’s habitatdirektiv bilag IV (særligt sårbare og truede arter), og som følge heraf har Vordingborg Kommune et særligt ansvar for at beskytte arten ved at sikre velegnede levesteder. Markfirben kræver lysåbne, soleksponerede, tørre lokaliteter til fødesøgning og sandede områder til æglægning. Der er gennem vinteren blevet etableret i alt 81 soleksponerede sandbunker på 10 lokaliteter i kommunen fortæller Carsten Horup.

    Ved en nyanlagt grusbunke ved Frederikssund har vejdirektoratet i august 2016 fundet over 50 æg. Det bliver jo nu så spændende at se, om bunkerne her i kommunen kan virke lige så godt.

    Markfirbenet findes i det meste af Danmark. Det bliver op til 23 cm langt. Det lever i det åbne land, gerne i områder med løs sandet jord. Hunnen er gråbroget medens hannen om foråret kendes på sine grønne farve på kropssiderne. Både hannen og hunnen har gråt bånd ned langs ryggen. Markfirbenet lever hovedsageligt af biller, græshopper og larver. Om vinteren ligger markfirbenet i dvale, men midt i april kommer hannen frem, medens hunnen først kommer frem midt i maj.

    Markfirbenet lægger æg i juni måned. Solen søger for at udruge æggene, som klækkes i august. I september går de voksne markfirben igen i dvale, medens ungerne venter endnu en månedstid med at gå i dvale. Markfirbenet er gået meget tilbage i de sidste 100 år, så det er godt, at der bliver gjort noget for bestanden.

    Markfirben (800x559)