Foråret er kommet til Avnø.

Tranerne ser imponerende ud i luften. Her over Avnø Naturcenter.
Tranerne ser imponerende ud i luften. Her over Avnø Naturcenter.

Foråret er kommet til Avnø. Luften genlyder af lærkesang, og viberne laver deres volter ud over de mange vådområder, der er kommet på Avnø. Små flokke af stære flyver rundt på området. Det er midt i marts. Vejret er lidt diset med solskin og 14 graders varme. 2 rådyr står ud på engen og spejder op mod mig. Da jeg kommer for tæt på, skynder de sig ud i rørskoven.
På vejen ud til Nokkeskoven, kommer der en lille flok traner svævende ind over området. Lidt tidligt syntes jeg, trækket over Østersøen plejer først at komme sidst i marts og først i april. Det kan være at det varmere klima gør, at de ikke flyver så langt sydpå som tidligere. Trækket plejer også at gå mere østligt op over Møn og Nyord.
Ude ved fjorden høres pibeændernes karakteristiske pibende stemme, og gravandehannerne jagter hinanden. Også strandskaderne er kommet. De går og leder efter sandorme i det lave vand.
Ude i fjorden ligger der omkring 150 sæler og hviler sig på stenene. Det er meget lavvandet, så de har lidt besvær med at komme til de gode sten. Pludselig kommer en havørn trækkende op over revet. Alle sælerne går i vandet. Havørnen kan normalt ikke klare en sæl, men de har respekt for den store fugl. Den sætter sig på en sten på revet og begynder at pudse sig. Efter nogen tid på stenen letter den dog igen, tager en kort runde over revet og flyver derefter over mod Knudshoved Odde. Sælerne har travlt med at komme tilbage til deres sten.
Det er ikke blot fuglene, der kommer til Avnø. Der var også besøg af 9. klasse fra Sofiendalskolen i Haslev, som havde udeskoledag på Avnø. Det er jo bedre og sjovere end ”rumpe til bænk” undervisningen.