Handicapvenlig vej indviet på Avnø


Borgmester Henrik Holmer hjælper Handicaprådets forman Anders J. Andersen over kvægristen

 Den nye handcapvenlige vej fra Avnø Naturcenter og ud til Avnøfjorden er nu indviet. Det barske vejr var ikke helt til udendørs aktiviteter, men borgmester Henrik Holmer og formanden for Handicaprådet Anders J. Andersen, naturvejleder Kari Hald med flere vovede sig dog ud for at klippe snoren over til den nye vej og den handicapvenlige indgang til området.

Ved en guidet tur for handicaprådet for nogen tid siden blev det konstateret, at det var næsten umuligt for handicappede i egen kørestol at komme ad den hullede og ujævne vej ud til fjorden og se på sælerne.

Friluftsrådet Kreds Storstrøm, Ornitologisk Forening Storstrøm, Danske Handicaporganisationer Vordingborg og Danmarks Naturfredningsforening i Vordingborg, besluttede derfor at arbejde for at få forbedret vejen. Organisationerne gik derfor i gang med at søge diverse fonde om midler til at forbedre vejen.

I løbet af efteråret kom der tilsagn om 150.000 kroner fra Aage V. Jensens Fonde, som jo også var dem der i sin tid sponserede den store kikkert i tårnet. Fra Bevicafonden tilsagn om 60.000 kr. og fra Vanførefonden 100.000. Der manglede nu 60.000 kr. for at projektet kunne gennemføres. For at få det gjort nu skød Naturstyrelsen Storstrøm de sidste 60.000 kroner ind.

Ud over at vejen var meget hullet og ujævn, stod der også ofte vand på den sidste del vejen, så det blev besluttet, at hæve den del af vejen med ca.10 centimeter. På hele vejen blev der lagt et toplag af stenmel, som når det har sat sig, skulle gøre vejen hård nok til at kørestolsbrugerne kan køre på det. For at give kørestolsbrugerne adgang til området er der blevet lavet en færist med metalplader på, som kørestolene kan køre ind over.

I dagens anledning, havde Vordingborg Kommune doneret en tænkebænk til det nye udsigtspunkt ved fjorden. På et skilt på bænken skriver Henrik Holmer ”Kunne vi skifte det lille ord ”men” ud med det endnu mindre ”og”  kan vi i fællesskab være med til at sætte fokus på de gode ting og de ting vi i fællesskab skal gøre bedre.”

Det er ikke blot de handicappede der får glæde af den forbedrede vej. Alle andre gæster, såvel som de skolebørn der kommer på udeskole på Avnø, vil også få stor glæde af den nye vej fortæller naturvejleder på Avnø Kari Hald.

Hun kunne i øvrigt også fortælle, at en måling fra marts til december 2012 viser, at der har været ca. 30.000 besøgende på Avnø i den periode.




You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.

Comments are closed.