Avnø myldrer af liv lige nu
Masser af skolebørn er i denne tid på udeskole på Avnø. For nylig var en gruppe elever fra Sværborg Skole derude. Mange af disse elever havde også været en tur på Avnø for 4 år siden. Også den gang var jeg med dem derude. Den gang handlede det meget om at komme ud og fange fisk og krebsdyr i vandkanten og studere dem, ligesom de også var på en såkaldt GPS-tur med diverse poster. Denne gang handlede det også om naturen, men også om historien bag Avnø helt tilbage fra istiden og Avnø under sidste verdenskrig, hvor stedet blev brugt til at uddanne tyske piloter.
Snart vil Avnø også være et mylder af fugle- og dyreunger. Ude på ”klydeøen” ligger der for tiden mange klyder på rede, ligesom der som sidste år er mindst et par måske 2 af den sjældne dværgterne på øen. En del stormmåger ligger også på rede derude.
Mange viber og rødben har også gang i produktionen af næste generation. Her ude har de et fristed. Bestanden af vadefugle er i de senere år gået stærkt tilbage, således er vibebestanden siden 1970 halveret. På Avnø kan man dog stadig opleve at blive angrebet af dem, hvis man kommer for tæt på reden eller deres unger.
I vandhullerne kan man høre den grønne frøs kvække, og om aftenen fløjtetudsen karakteristiske fløjtetriller, og i vandhullerne kan man også se flere slags andefugle, blandt andet Atlinganden, som kun yngler fåtalligt i Danmark, og mest i Jylland.
I løbet af juni måned vil Avnøs sæler føde deres unger. Man kan så være heldig at træffe dem på stranden. De er ikke bange for mennesker og meget nysgerrige, men man må absolut ikke røre dem, og heller ikke opholde sig nær ved dem, da deres mødre så ikke kommer ind til dem.
Skolerne her i Sydsjælland er heldige at have et område som Avnø at praktisere udeskole på. Udeskole kan dog praktiseres på mange måder, og kan i princippet også forgå i den nærmeste grøftekant, eller virksomhed. Som Vordingborgs borgmester Henrik Holmer engang udtrykte det lærer eleverne mere her, end ved den sædvanlige ”rumpe til bænk” undervisning. Børnene har her ude mulighed for at bruge naturen til at anskueliggøre sammenhænge og se teorier udført i praksis.
En ny skolereform skal snart implementeres. Man må håbe på, at reformen vil medføre mere rum for udeskoleundervisning. Ifølge eksperter på området kan man stort set undervise i alle fag på udeskoleture. Vi vil med mere udeskole få både gladere, sundere og klogere børn.