Ungerne fodres og passes på skiftende facon

Ternen har lige givet sin unge en fladfiskeunge.
Ternen har lige givet sin unge en fladfiskeunge.

Her i sommermåneden, skal de store unger fodres. De fleste fugle fodrer deres unger. Det gælder blandt andet ternerne, som fanger små fisk til deres unger. Man kan høre på ungernes skrig, når en voksen fugl nærmer sig med føde, som den afleverer i farten.
Der findes dog også fugle, der overlader det til ungerne selv at finde deres føde. Det gælder blandt andet klyden. Her må unger selv lede efter noget at spiser, dog godt overvåget af forældrene, som straks flyver op og skælder ud, hvis man nærmer sig.
At ungerne tigger føde af de voksne fugle, kan man også høre i haven, hvor fugleungerne sidder rundt omkring og kalder på deres forældre. Højeste lyd i haven, kommer fra de halvvoksne solsortunger, der har forladt reden. Lyden tiltrækker dog også Danmarks værste fugledræber, nemlig katten, som tager godt for sig af retterne.
I det hele taget er det farligt at være fugle- eller dyreunge. En stor stigning i kajakroere ved vore kyster giver megen forstyrrelse. Hvis de går i land på kysten, bliver fuglene her forstyrret, og ungerne bliver udsatte for krager og store mågers angreb. I fuglereservaterne er det ikke tilladt at færdes før efter den 15. juli.
Desværre ser man også kajakroerne sejle for tæt på sælerne, så de søger tilflugt i vandet, hvor de føler sig trygge.. Specielt i den første måned, hvor ungerne dier hos sælmødrene, er det vigtigt, at de får fred. Blot nogle få forstyrrelser kan have fatale konsekvenser for ungernes overlevelse, da de så ikke får de fedtreserver, som de skal overleve på den første tid efter at de ikke mere kan die hos deres mødre, og selv skal fange deres føde. I forvejen overlever kun ca. halvdelen af ungerne deres første leveår.
Dyre- og fugleunger er også i fare i det danske landsbrugsland. For eksempel ligger rådyrungerne og hareungerne ofte skjult ude i kornmarkerne. Det er et farligt sted at ligge, når der skal høstes. Mange dyr og fugle går til når de tages af de store høstmaskiner. Landmændene bryder sig ikke om at få dem i maskinerne, og de arbejder da også sammen med dyrenes beskyttelse og DN om at findes løsninger der kan forhindre disse dyredrab.
Der er blandt andet blevet lavet en folder med råd om hvordan man kan forhindre, at de mange dyr og fugle går til. En af de metoder der beskrives, går ud på at opstille skræmmemidler ude i marken dagen før der skal høstes, således at man får skræmt dyrene ud af marken. Dansk Jægerforbund anbefaler, at sende hunde gennem marken inden man høster.
Der forskes i andre metoder for at afhjælpe problemet. Blandt andet afprøves varmefølsomme kameraer, der kan afslører dyrene før de bliver taget af høstmaskinerne.