Mysteriet om sandbunkerne.

DSCN2424

Nogle har måske ligesom jeg undret sig over de sandbunkerne, der kan ses på nogle skråninger langs med vejen. I denne ende af kommunen, hvor jeg bor drejer det sig om steder mellem Køng og Bårse.

En opringning til biolog Carsten Horup i Vordingborg Kommunes Afdeling for Land & Miljø bekræftede min mistanke om, at det nok drejede sig om foranstaltninger til at hjælpe bestanden af markfirben. Sandbunkerne, som er mellem 1 og 2 kvadratmeter, er etableret som leve- og ynglesteder for markfirbenet.

Markfirben er omfattet af EU’s habitatdirektiv bilag IV (særligt sårbare og truede arter), og som følge heraf har Vordingborg Kommune et særligt ansvar for at beskytte arten ved at sikre velegnede levesteder. Markfirben kræver lysåbne, soleksponerede, tørre lokaliteter til fødesøgning og sandede områder til æglægning. Der er gennem vinteren blevet etableret i alt 81 soleksponerede sandbunker på 10 lokaliteter i kommunen fortæller Carsten Horup.

Ved en nyanlagt grusbunke ved Frederikssund har vejdirektoratet i august 2016 fundet over 50 æg. Det bliver jo nu så spændende at se, om bunkerne her i kommunen kan virke lige så godt.

Markfirbenet findes i det meste af Danmark. Det bliver op til 23 cm langt. Det lever i det åbne land, gerne i områder med løs sandet jord. Hunnen er gråbroget medens hannen om foråret kendes på sine grønne farve på kropssiderne. Både hannen og hunnen har gråt bånd ned langs ryggen. Markfirbenet lever hovedsageligt af biller, græshopper og larver. Om vinteren ligger markfirbenet i dvale, men midt i april kommer hannen frem, medens hunnen først kommer frem midt i maj.

Markfirbenet lægger æg i juni måned. Solen søger for at udruge æggene, som klækkes i august. I september går de voksne markfirben igen i dvale, medens ungerne venter endnu en månedstid med at gå i dvale. Markfirbenet er gået meget tilbage i de sidste 100 år, så det er godt, at der bliver gjort noget for bestanden.

Markfirben (800x559)