Hærfuglen
Under mit ophold på Talay Tara 40 kilometer syd for Hua Hin i Thailand, gik jeg ofte en tur rundt i området for at fotografere de fugle jeg stødte på. Næsten hver gang stødte jeg på hærfuglen. Den hører til skrigefuglene.
Hærfuglen er vidt udbredt i Europa og et bælte gennem Asien. I Europa er bestanden dog på retur. Den har kun ganske få gange ynglet i Danmark, og da kun i Jylland. Den bliver dog jævnligt observeret i landet. Hærfuglen lever af større insekter, og jeg så den ofte i gang med at gennemsøge kokasserne for larver.
Hærfuglen kan rejse sin fjerkam på hovedet, så det ligner en krigerhjelm. Derfor har den fået sit navn. Den er dog også ret aggressiv, og jeg så den flere gange slås med andre hærfugle samt andre fuglearter.