Avnø myldrer af liv lige nu
Klydeunger på Avnø Masser af skolebørn er i denne tid på udeskole på Avnø. For nylig var en gruppe elever fra Sværborg Skole derude. Mange af disse elever havde også været en tur på Avnø for 4 år siden. Også den gang var jeg med dem derude. Den gang handlede det meget om at komme ud og fange fisk og krebsdyr i vandkanten og studere dem, ligesom de også var på en såkaldt GPS-tur med diverse poster. Denne gang handlede det også om naturen, men også om historien bag Avnø helt tilbage fra istiden og Avnø under sidste verdenskrig, hvor stedet blev brugt til at uddanne tyske piloter.
Snart vil Avnø også være et mylder af fugle- og dyreunger. Ude på ”klydeøen” ligger der for tiden mange klyder på rede, ligesom der som sidste år er mindst et par måske 2 af den sjældne dværgterne på øen. En del stormmåger ligger også på rede derude.
Mange viber og rødben har også gang i produktionen af næste generation. Her ude har de et fristed. Bestanden af vadefugle er i de senere år gået stærkt tilbage, således er vibebestanden siden 1970 halveret. På Avnø kan man dog stadig opleve at blive angrebet af dem, hvis man kommer for tæt på reden eller deres unger.
I vandhullerne kan man høre den grønne frøs kvække, og om aftenen fløjtetudsen karakteristiske fløjtetriller, og i vandhullerne kan man også se flere slags andefugle, blandt andet Atlinganden, som kun yngler fåtalligt i Danmark, og mest i Jylland.
I løbet af juni måned vil Avnøs sæler føde deres unger. Man kan så være heldig at træffe dem på stranden. De er ikke bange for mennesker og meget nysgerrige, men man må absolut ikke røre dem, og heller ikke opholde sig nær ved dem, da deres mødre så ikke kommer ind til dem.
Skolerne her i Sydsjælland er heldige at have et område som Avnø at praktisere udeskole på. Udeskole kan dog praktiseres på mange måder, og kan i princippet også forgå i den nærmeste grøftekant, eller virksomhed. Som Vordingborgs borgmester Henrik Holmer engang udtrykte det lærer eleverne mere her, end ved den sædvanlige ”rumpe til bænk” undervisning. Børnene har her ude mulighed for at bruge naturen til at anskueliggøre sammenhænge og se teorier udført i praksis.
En ny skolereform skal snart implementeres. Man må håbe på, at reformen vil medføre mere rum for udeskoleundervisning. Ifølge eksperter på området kan man stort set undervise i alle fag på udeskoleture. Vi vil med mere udeskole få både gladere, sundere og klogere børn.Handicapvenlig vej indviet på Avnø
Borgmester Henrik Holmer hjælper Handicaprådets forman Anders J. Andersen over kvægristen Den nye handcapvenlige vej fra Avnø Naturcenter og ud til Avnøfjorden er nu indviet. Det barske vejr var ikke helt til udendørs aktiviteter, men borgmester Henrik Holmer og formanden for Handicaprådet Anders J. Andersen, naturvejleder Kari Hald med flere vovede sig dog ud for at klippe snoren over til den nye vej og den handicapvenlige indgang til området.
Ved en guidet tur for handicaprådet for nogen tid siden blev det konstateret, at det var næsten umuligt for handicappede i egen kørestol at komme ad den hullede og ujævne vej ud til fjorden og se på sælerne.
Friluftsrådet Kreds Storstrøm, Ornitologisk Forening Storstrøm, Danske Handicaporganisationer Vordingborg og Danmarks Naturfredningsforening i Vordingborg, besluttede derfor at arbejde for at få forbedret vejen. Organisationerne gik derfor i gang med at søge diverse fonde om midler til at forbedre vejen.
I løbet af efteråret kom der tilsagn om 150.000 kroner fra Aage V. Jensens Fonde, som jo også var dem der i sin tid sponserede den store kikkert i tårnet. Fra Bevicafonden tilsagn om 60.000 kr. og fra Vanførefonden 100.000. Der manglede nu 60.000 kr. for at projektet kunne gennemføres. For at få det gjort nu skød Naturstyrelsen Storstrøm de sidste 60.000 kroner ind.
Ud over at vejen var meget hullet og ujævn, stod der også ofte vand på den sidste del vejen, så det blev besluttet, at hæve den del af vejen med ca.10 centimeter. På hele vejen blev der lagt et toplag af stenmel, som når det har sat sig, skulle gøre vejen hård nok til at kørestolsbrugerne kan køre på det. For at give kørestolsbrugerne adgang til området er der blevet lavet en færist med metalplader på, som kørestolene kan køre ind over.
I dagens anledning, havde Vordingborg Kommune doneret en tænkebænk til det nye udsigtspunkt ved fjorden. På et skilt på bænken skriver Henrik Holmer ”Kunne vi skifte det lille ord ”men” ud med det endnu mindre ”og” kan vi i fællesskab være med til at sætte fokus på de gode ting og de ting vi i fællesskab skal gøre bedre.”
Det er ikke blot de handicappede der får glæde af den forbedrede vej. Alle andre gæster, såvel som de skolebørn der kommer på udeskole på Avnø, vil også få stor glæde af den nye vej fortæller naturvejleder på Avnø Kari Hald.
Hun kunne i øvrigt også fortælle, at en måling fra marts til december 2012 viser, at der har været ca. 30.000 besøgende på Avnø i den periode.