Duehøgen

Duehøgen ligner meget den nært beslægtede spurvehøg, men er betydeligt større. Faktisk er duehøgen den største høg i vores del af verden. Især hunnen, som kan være op til 20 % større end hannen, er en kraftig rovfugl på størrelse med musvågen. I felten kendes duehøgen især på sit kraftige bryst og sin lange og brede hale
I Danmark yngler duehøgen over hele landet, men forekommer i visse landsdele noget spredt. Arten yngler især i større skove. Reden placeres som regel højt oppe i en grenkløft i en bevoksning af gamle træer. Duehøgeparret har gerne flere reder i deres territorium, som de skifter mellem fra år til år. Den samme rede genbruges gerne mange gange og kan derfor blive meget stor og høj.
De danske duehøge er udprægede standfugle, der bliver i landet året rundt. I vinterperioden gæstes Danmark af et mindre antal skandinaviske fugle