Mosehornuglene
Mosehornuglen er en mellemstor, guløjet og slank ugle. Den har en længde på 33-40 cm og et vingefang på 95-105 cm. Den har kun meget små ”horn”. Mosehornuglen er en ret hyppig træk- og vintergæst i Danmark. Arten lever fortrinsvis af smågnavere, men kan også undtagelsesvis tage mindre fugle og insekter. Mosehornuglen er blandt de få danske ugler, som er dagaktive, og den jager ofte lige før solnedgang. I Danmark findes der ganske få ynglepar. Uglen her har jeg fotograferet på Avnø.
Solnedgang over Irrawadda floden
Solnedgang over Irrawadda floden set fra Thiripyitsaya hotel i Bagan i Myanmar (Burma). Irrawadda floden er Myanmars vigtigste kommercielle vandvej, den er omkring 2.170 km lang. Den løber fra nord til syd, og ender ude i Adamaderhavet. Vi sejlede på floden i 2 dage op til Mandalay.
Blå glente
Den Blå Glente er en middelstor rovfugl med en blågrå fjerdragt på ryggen og hovedet, samt hvid underside. Den har en længde på omkring 30-35 centimeter og en vingefang på cirka 80-90 centimeter.
Den Blå Glente er en aktiv jæger, der lever af insekter, små Pattedyr og fugle. Den yngler i Afrika og det sydlige Asien. I Europa yngler et mindre antal på Den iberiske Halvø og i Sydfrankrig. Den er en ret sjælden gæst i Danmark, om end den er set næsten hvert år siden 2018.
Rørhøg
Rørhøgen ofte flyvende lavt hen over rørsumpe, søgende efter bytte. Hannens fjerdragt er iøjnefaldende med brun ryg, blågrå hale og svingfjer og sorte vingespidser. Hunnen er ensfarvet mørkebrun med lys isse, hage og vingeforkanter. Den kendes ofte flyve med vingerne i V-form. Herhjemme træffes den typisk i vådområder med veludviklet rørskov. Især i de senere årtier har arten spredt sig til mange mindre vådområder. Reden anbringes altid i rørskov, hvor den også kan finde føden. Den tager gerne syge og skadede dyr, bl.a. smågnavere, rørskovsfugle, blishønsekyllinger, ællinger, padder og fisk, som den opdager fra luften.
Pibeænder
Pibeanden er en mellemstor svømmeand med et stort, rundt hoved og et forholdsvis kort næb. Hannen har et rødbrune hoved og gule blis, medens hunnen er uden den gule blis. Pibeænder bruger generelt deres stemme mere end andre svømmeænder. De udsender et karakteristisk fløjt, som har givet arten dens navn. I Danmark er pibeanden en ekstremt sjælden ynglefugl, men er derimod en meget almindelig trækgæst i det meste af Danmark. Pibeanden lever fortrinsvis af vandplanter og græs.
Zebraen
Zebraerne er meget succesfulde hovdyr, fordi kan vandre langt, løbe stærkt, og udnytte græs. De lever på den afrikanske savanne. Zebraer kan løbe 60-70 km/t, og hvis de opdager fjender som løver i god nok tid til at komme op i fart, kan de slippe for løvernes angreb.
Savannezebraen lever i det østlige og sydlige Afrika. Den forekommer fra Sydsudan og det sydlige Etiopien til det nordlige Sydafrika og nordlige Namibia, hvor den findes fra 0 meter til 4.300 meter over havet.
Zebraernes stribers primære rolle er at værne mod blodsugende insekter som klæger og andet, idet striberne skulle forvirre insekterne.
Mange bestande af savannezebraer foretager sæsonvandringer på flere hundrede kilometer. I Serengeti følges op til 200.000 savannezebraer med gnuerne rundt på deres årlige vandringer.
Disse har jeg fotograferet i Serengeti.
Duehøgen
Duehøgen ligner meget den nært beslægtede spurvehøg, men er betydeligt større. Faktisk er duehøgen den største høg i vores del af verden. Især hunnen, som kan være op til 20 % større end hannen, er en kraftig rovfugl på størrelse med musvågen. I felten kendes duehøgen især på sit kraftige bryst og sin lange og brede hale
I Danmark yngler duehøgen over hele landet, men forekommer i visse landsdele noget spredt. Arten yngler især i større skove. Reden placeres som regel højt oppe i en grenkløft i en bevoksning af gamle træer. Duehøgeparret har gerne flere reder i deres territorium, som de skifter mellem fra år til år. Den samme rede genbruges gerne mange gange og kan derfor blive meget stor og høj.
De danske duehøge er udprægede standfugle, der bliver i landet året rundt. I vinterperioden gæstes Danmark af et mindre antal skandinaviske fugle
Gråsælen
Gråsælen (Halichoeros grypus) er et imponerende dyr. Faktisk er den det største rovdyr, der yngler i Danmark.
Hannerne kan blive over 2 meter lange og veje op til 300 kg.
Gråsælen var tidligere den mest almindelige sælart i Danmark, men den har i 100 år været næsten udryddet i Danmark på grund af jagt. I 1967 blev gråsælen fredet, og siden da er antallet af gråsæler steget.
Sælerne er afhængige af uforstyrrede yngle- og hvilepladser, og dem er der ikke mange af. Derfor er der stadigvæk kun få ynglende gråsæler i Danmark.
TANGNÅL
Tangnålen er en tynd og langstrakt fisk. Den er typisk omkring 17 cm lang. Munden er ganske lille og sidder i spidsen af den stærkt forlængede snude. Den lever i kyst- og brakvandsområder fra Nordsøen og ind gennem de indre danske farvande til Østersøen. Den lever i tangbæltet og ålegræsområderne langs med kysterne på lavt vand. Den kan dog findes ned til omkring 20 meters dybde. Tangnålen lever af smådyr, som den snupper med sin lille mund.https://youtu.be/r-ZsJ1b1hmo
Kastenet fiskeri
Kastenetfiskeri er en af de ældste og mest enkle former for fiskeri. Et kastenet er et rundt net med blylodder langs kanten og en snor i midten. Når man kaster det ud over vandet, folder det sig ud som en stor cirkel og synker hurtigt mod bunden. Når du trækker i snoren, lukker nettet sig omkring fiskene – og så er det bare at hale fangsten ind. Det er meget benyttet i østen. Billedet har jeg taget på Mekongfloden. Tårnfalk
Tårnfalken er en lille rovfugl, der kendes på sine spidse vinger og lange hale. Den ses gerne “musende” hvor den med svirrende vinger og udspredt hale står stille i luften, mens den spejder efter bytte på jorden. Tårnfalken lever hovedsagelig af mus, men den tager også andre smådyr, fugle, padder og større insekter.
Tårnfalken er hulruger og ruger fra naturens hånd gerne i hulrum i klipper eller gamle træer. Den ruger også ofte i redekasser.
De fleste tårnfalke bliver i Danmark året rundt, men nogle trækker sydpå. Tårnfalken er landets tredje talrigeste rovfugl efter musvågen og spurvehøgen.
BLÅHALS
Blåhalsen er lille spurvefugl, som er i slægt med nattergalen. Blåhalsen har foruden sin markante blå strube en tydelig lys øjenbrynsstribe og en hale med rustrøde felter. I Danmark forekommer to underarter af blåhals: sydlig blåhals (L. s. cyanecula), der yngler i Danmark og nordlig blåhals (L. s. svecica), som man ser på træk fra de skandinaviske fjelde. De to underarter kendes fra hinanden på strubeplettens farve på hannen; den er hvid hos den sydlige og rød hos den nordlige.Blåhalsen yngler i bevoksninger af tagrør og lavt pilebuskads nær rindende vand. Den er ofte at finde i vandfyldte grøfter og åer, i udkanten af moseområder. Fuglene opholder sig tæt på jorden, hvor de søger efter insekter og edderkopper.
Denne har jeg fotograferet i Lille Vildmose.
BLÅBÅNDET PRAGTVANDNYMFE (Calopteryx splendens)
Den findes i hele Danmark ved rindende vandløb, som er rene og iltrige. Den ligner en lille guldsmed på 45 48 mm i længden. Den er et rovdyr, der som voksen lever af andre flyvende insekter. Hannen har et farvestrålende blåt bånd midt på de ellers gennemsigtige vinger. Hunnens vinger er gennemsigtigt røgfarvede og hendes krop har grønne og bronzefarvede toner. I parringen danner han og hun et hjerteformet ”parringshjul”.
Mount Agung
Mount Agung er den største vulkan på Bali. Den har en højde på 3031. Agung er en aktiv vulkan, og bliver anset som hellig af Balineserne. Det mest ødelæggende udbrud var i 1963. Sidste udbrud var i 2017.
Billedet har jeg taget på en sejltur med en fisker en tidlig morgen.
Cyana Bianka
Cyana Bianca er en mølart i underfamilien Arctiinae. den findes i Indien og Sydøstasien. Jeg har fotograferet den i det rum vi overnattede i på Martins Lodge i Sinharaja regnskoven i Sri Lanka.
Sikahjort (Cervus nippon)
Sikahjorten er en lidt mindre end dåvildt, men minder meget om kronvildtet i gevirets form og kropsbygning. Dens sommerpels er rødbrun med hvide pletter. Om vinteren er pelsen mørkegrå. Halen er hvid med en sort afgrænsning. Hjorten får en kraftig manke om efteråret og bærer gevir fra september til april.
Sikavildt indførtes til Danmark fra Japan omkring år 1900 til jagt og pryd. Sikavildtet er ikke udbredt over hele Danmark. Da den tillige overvejende er nataktiv, er den et af de mere sjældne syn i naturen.
Græsser og urter udgør en stor del af føden, men sikaen æder også svampe, skud og knopper, bregner, bark og olden. De finder føden både i skoven og på marken, medens de om dagen gemmer sig i tæt skov.
Den samlede bestand skønnes at være på omkring 700 dyr. De findes på få lokaliteter i blandt andet i det midt- og nordøstlige Jylland samt i Sydvestsjælland Der bliver i alt skudt omkring 400 stykker vildt på et år i Danmark.
Grøn basilisk (Basiliscus plumifrons)
Den grønne basilisk bliver ofte kaldt “Jesus firben” på grund af dens evne til at løbe på vand, er en art inden for basiliskfamilien. Den hører naturligt til i de tropiske regnskove i Mellemamerika, fra det sydlige Mexico til Panama. Denne firben er kendt for sin livlige grønne farve. Den grønne basilisk er en mellemstor firben, hvor hannerne bliver op til 80 cm lange inklusive halen, mens hunnerne er lidt mindre. Hannerne har en karakteristisk kam på hovedet, nakken og ryggen, som bruges til at imponere kvinder og rivaler. De lange bagben er udstyret med specielle skællende udvækster, der gør dem i stand til at løbe. Dette er en hun, som jeg har fotograferet i Costa Rica.
Traner i Nordtyskland
På traners træk sydpå, raster mange af dem i Nordtyskland. En del af dem kan man se midt i oktober i området omkring Zingst i Nordtyskland. Her kan man træffe dem på markerne. Ved Gönz er der et fugletårn, hvorfra man kan iagttage dem på et sted, hvor de har kommet i mange år.
Om aftenen kan man tage ud til Bisdorf, for at se dem trække ud til deres overnatningssteder ude i vandet, hvor de sover i fred for rovtøj. Om morgenen kan man med fordel tage ud til Nisdorf, for at se dem igen trække ind på land. I omkring 1 time kommer de flok efter flok, og der er tranelyde i luften hele tiden. Se og hør tranerne komme ind om morgenen i filmen neden for.
KRONHJORT
Kronhjorten er Danmarks største hjort. Hannen kaldes en hjort, hunnen en hind, og ungerne kaldes kalve.
Kronhjortens han er kendt for sit store gevir. Geviret fældes hvert år om vinteren og vokser ud igen i foråret, Store, ældre hanner har de mest imponerende gevirer, som bruges til at tiltrække hunner og kæmpe med andre hanner i parringssæsonen. Hinderne er mindre end hannerne og har ingen gevirer.
I september og oktober, går hannerne i brunst. Så kan man høre deres høje brøl, som bruges til at markere territorium og tiltrække hinder. Hannerne kæmper ofte for at vinde retten til hinderne.
Hinderne og deres kalve lever i grupper, mens hannerne uden for parringssæsonen ofte lever alene eller i mindre grupper.
Kronhjorten lever i skovområder og i det åbne landskab, hvor de lever græs, blade, kviste og urter.
Har fotograferet den i Holmegårds Mose.
Blå jeans giftfrø (Oophaga pumilio)
Blå jeans giftfrø, er en art af små pilegiftfrøer, der findes i Mellemamerika. Den er almindelig i hele dens udbredelsesområde, som strækker sig fra det østlige centrale Nicaragua gennem Costa Rica og det nordvestlige Panamá. Arten findes ofte i fugtige lavland og lavlandsskove. Selv om det ikke er den mest giftige af de giftige frøer, er den det mest giftige medlem af sin slægt.
Diæten til frøen får paddens hud til at blive giftig i naturen, når visse underarter af mider og myrer indtages meget lig mange andre pilgiftsfrøer. Ved indtagelse af paddens gift oplever organismer, der forgriber sig på padden kramper, lammelser og død. Selv om de er farvestrålende og giftige, er disse frøer relativt små og vokser til cirka 17,5-22 mm. Jeg har fotograferet den i Tortuguero Costa Rica.
TortugueroKæmpe Victoria Åkande
Kæmpe Victoria Åkande er den største åkande i verden! De gigantiske liljepuder kan blive op til 2,5 meter i diameter! Den er ikke kun meget stor, den er også meget stærk! Liljepuderne er understøttet af en ribbet underside og forankret til en neddykket stilk, der i naturen indlejrer sig i sø- eller flodbunden. Disse imponerende liljepuder kan bære op til 29 kg vægt uden problemer, og hvis vægten er jævnt fordelt, kan den holde op til 72 kg. Den har jeg fotograferet på Bali. Gråstrubet lappedykker
Gråstrubet lappedykker ses over hele landet, men størstedelen af den danske bestand findes i Østdanmark. Forekommer ved søer, moser, og andre vådområder med en rig vegetation. Almindelig trækfugl. Halsen er rødbrun. Det øverste af hovedet er sorte, hvorimod kinderne og struben er lysegrå. Den lever af vandinsekter, padder, små fisk,padder og vandplanter.
AGURKEEDDERKOP
Agurkehjulspinder kaldes sådan på grund af den gulgrønne bagkrop med små, sorte prikker, der minder om farven på en agurk. Resten af dyret er lysebrunt. På spidsen af bagkroppen lige over spindevorterne ses et tydeligt rødt mærke.
Agurkehjulspinder hører til hjulspinderne, der også tæller edderkopper som korsedderkop og kvadratedderkop. De bygger alle et flot hjulspind, som bruges til at fange bytte i.
Ligesom hos korsedderkoppen, sidder agurkehjulspinderen centralt placeret i spindet og venter på et bytte. Den træffes fra maj til hen i september.
Tranen er en elegant fugl (Grus grus)
Filmen har jeg optaget her i foråret. Det er ligesom med lærkereden jeg siger ikke hvor. Tranen breder sig i Danmark i disse år. Svalehaleglente (Elanoides forficatus)
Svalehaleglenten er en sort-hvid rovfugl med en dybt kløvet hale. Efter at have tilbragt efteråret og vinteren i Sydamerika, ankommer drager til Florida i begyndelsen af marts for at yngle De er meget sociale for en rovfugl at være. De yngler i løse kolonier og fouragerer ofte i små flokke. I begyndelsen af juli begynder de at samles i store fælles sovepladser til migrationen tilbage til Sydamerika.
Svalehaleglenter yngler i sumpe, lavlandsskove og moser.
Den spiser primært flyvende insekter, men i ynglesæsonen jager de også små hvirveldyr, herunder løvfrøer, firben, rugende fugle og slanger. Mindre almindeligt spiser de også flagermus, små fisk og frugt. Voksne spiser typisk deres mad, mens de flyver.
Selv har jeg fotograferet den i Costa Rica.
Eremitkrebs (Pagurus bernhardus)
Forkroppen er forkalket (hård), bagkroppen er blød og sækformet. For at beskytte bagkroppen anbringer eremitkrebsen den i en snegleskal eller en anden hul genstand. 1. par ben har ulige store klosakse, der blokerer åbningen, når dyret trækker sig ind i skallen, Bagkroppen er krummet og asymmetrisk og rummer en del af indvoldene
Når en eremitkrebs vokser, og den gamle skal bliver for lille, må den finde en ny bolig. Eremitkrebs er altædende, men lever især af ådsler og dødeplanter og mikroorganismer.
Fotograferet på stranden på øen Koh Ngai i Thailand.
Struds (Struthio camelus)
Billedet har jeg taget i Krüger Nationalpark i Sydafrika. Der findes i dag fem strudsearte. Den mest kendte er masaistrudsen som er verdens største nulevende fugl. Strudsen kan ikke flyve, til gengæld er strudsen udviklet til at løbe stærkt. Strudsens topfart ligger omkring 70 km/timen. Strudsen er ikke specielt intelligent. Dens hjerne er meget lille, men den klarer sig forbløffende godt alligevel. Dens store øjne er placeret højt på en lang hals, så den let opdager rovdyr på den afrikanske savanne, hvor fuglen hører til. De kan blive 20-30 år gamle. De lever i forholdsvist store flokke på 10-15 individer De spiser både plantedele, insekter og krybdyr. Masaistrudsene er udbredt på savanne og i halvørken over en stor del af Afrika.
Blå kærhøg (Circus cyaneus)
Hannen er fotograferet af Jørgen Carl Erik Scheel, hunnen af mig.
Blå kærhøg er lidt mindre end musvågen. Den flyver konstant lavt over terrænet i sin søgen efter smågnavere eller småfugle. Hannen ligner en måge med sin lyse fjerdragt med sorte vingespidser. Hunner og ungfugle er brunlige med en karakteristisk hvid overgump. Blå kærhøg er en almindelig trækfugl i Danmark forår og efterår samt en udbredt vintergæst i landet. Blå kærhøg lever i det åbne land med marker, enge og heder.
Spidsand (Anas acuta)
Spidsanden er en stor svømmeand med en meget lang hals. Vingerne er lange og smalle. Halen er lang og spids, deraf navnet spidsand. Hannens hoved er mørkebrunt med en hvid lodret stribe bagerst. Halsen er hvid. Hunnen er lys og spættet. Spidsanden yngler i Skandinavien og Rusland og overvintrer i Vesteuropa, bl.a. i England og Frankrig.
Spidsanden ses hovedsagelig på trækket i august-november og igen i marts-april når de er på træk mellem ynglestederne og vinterkvartererne.
Spidsanden lever af plantemateriale og tilknyttede smådyr som den finder på lavt vand.
I træktiden ses op til 6000 spidsænder i Danmark. Spidsanden er en fåtallig dansk ynglefugl. Der er ca. 150 par i Danmark.
MØJBILLEN (Aphodius prodromus)
Der findes flere typer møgbiller. Den store møgbille har en længde på 8-13 mm. Det er en stor, plump, skarnbasselignende bille med kraftige ben. Billen er normalt blank sort og oftest noget glinsende Vingedækkerne har fine punkterede striber.
Den voksne bille lever af gødning. Den lægger også sine æg i gødningen, og larverne lever også af gødningen. Efter omkring 2 måneder om sommeren bliver æggene til nye biller.
Under billens dækvinger på bagkroppen befinder flyvevingerne sig, og alle gødningsbillerne kan flyve.
Rødhalset gås (Branta ruficollis)
Den rødhalsede gås er en lille gås. Set tæt på er den letgenkendelig med sin rustrøde hals og kindplet samt den sorte og hvide krop. På afstand kan den være svær at skelne fra andre gæs, som den næsten altid optræder i flok med herhjemme. Den hurtigt og let under fouragering. Den træffes mest sammen med bramgæs eller knortegæs. Den yngler på tundraen øst for Uralbjergene i det nordlige Sibirien. Det er en trækfugl, der fortrinsvis overvintrer omkring Sortehavet, især i Rumænien og Bulgarien. En sjælden fugl i Norden. Ses på træk og (i milde vintre) som overvintrende i Danmark.
Dobbeltbekkasin (Gallinago gallinago)
Dobbeltbekkasinen er en vadefugl med et karakteristisk langt næb. Den måler ca. 26 cm i længden, heraf det 7 cm lange næb. Vingefanget er ca. 46 cm. Fuglen yngler i moser og sumpede engområder i det nordlige Europa og Rusland. I Danmark er den en ret almindelig ynglefugl og meget almindelig som trækgæst.
Egern (Sciurus vulgaris)
Egernet er almindeligt i Danmark. Det er især knyttet til nåle- og blandingsskove, men arten findes også i løvskov, haver og parker.
Egern forekommer i to varianter; rød og sort. Det røde egern er dog det mest forekommende. Halen er busket og den bruger halen til at holde balancen med. Når egern hopper rundt i træerne, sikrer modvægten i halen, at de ikke falder ned.
Hanner og hunner lever hver for sig. I området bygger egernet flere næsten kugleformede reder, som placeres højt i træerne. Rederne laver egernet af kviste og plantemateriale, og de bruges både som skjul og hvilested. Reden, hvori ungerne fødes, er kraftigere.
Ofte gemmer egernet små forråd af føde i skovbunden, i jorden eller i revner og huller i træer. Egernet får et eller to kuld af tre-seks unger om året. Egern kan blive op til 6-7 år gamle.
Egern lever af et bredt spektrum af føde fra nåletræsfrø, hasselnødder, bog og agern til dyrisk føde, som eksempelvis fugleunger.
Vi er herre over naturen på godt og ondt.
Yvonna ved vores besøg på Swedagon Pagoden i Yangon Burma. Mennesket er det mest intelligente dyr på kloden. Dette har sat os i stand til at blive herre over naturen på godt og ondt. Forbruget af klodens natur og naturressourcer accelerer med den stigende befolkning på kloden. Dette sammen med den globale opvarmning, lægger ekstra pres på grundlaget for vor eksistens.
Menneskene har jo til alle tider søgt svar på vores eksistens, og i det omfang vi ikke umiddelbart har kunnet give svar, har vi søgt svarene i det religiøse. Helt tilbage i fortiden var medicinmanden men sine besværgelser og tilbedelsen af ånder en magtfaktor. Senere opfandt vi mennesker diverse guder, som vi mente havde svaret på vores eksistens. Og der blev brugte mange resurser på at ære disse guder, som det blandt andet kan ses på den guldbelagte Swedagon Pagode i Yangon, som er bygget for over 1000 år siden. Men bønner til guderne slår dog heller ikke til i dag.
Religiøse kræfter specielt i USA har stadig utroligt magt, og sammen med kortsigtede kapitalinteresserne i det meste af verden, lægger de hindringer i vejen for de nødvendige tiltag for at rede kloden for os mennesker.
Naturen som sådan var måske bedst tjent med, at vi ikke var her. Skulle vi med vores manglende handling, gøre kloden ubeboelig for mennesker, vil naturen hurtigt tage over og slette sporene efter os.
Så galt vil det selvfølgelig ikke gå, på et eller andet tidspunkt, når vi når til sidste udkald, vil det gå op for befolkningerne, at der må gøres noget. Når vi kan bygge bygninger som Swedagon Pagoden, flyve til månen etc. Kan vi selvfølgelig også løse problemerne omkring vores natur, klima og ressourcer. Desværre må vi nok se i øjnene, en del biodiversitet er gået tabt, inden vi når så langt.Brushanen har måske snart danset sin sidste dans i Danmark. (Philomachus pugnax)
Brushanerne har jeg fotograferet i Borreby Mose. I år 1900 var Brushønsene almindelige ynglefugle i Danmark. På grund af bl.a. dræning af yngleområder og brug af insektmidler er arten gået voldsomt tilbage.
Brushønsene er en vadefugle, som man for brushanernes vedkommende let kender på sin halskrave i yngledragten. Hannerne ankommer i april, og de samles på specielle spillepladser, hvor de opfører skuekampe for at tiltrække hunnerne.
Under disse kampe spiles halskraverne ud, for at de kan se drabelige ud, og for at imponere modparten.
I yngletiden i maj-juni, hvor hannernes kampe udspilles, er hannernes ansigt nøgent, og dækket af røde og gule farvede hudvorter. Brushanen optræder i flere forskellige farver fra det mørkebruge og over i det hvide.
Hunnen har slet ikke disse særlige fjerprydelser som hannen. Og den har hele året en mere diskret fjerdragt i brunlige farver.
Uden for yngletiden ligner hannen hunnen hinanden idet hannen dog er lidt større.
Brushønen lægger sine æg i en fordybning i jorden med lidt græs som redemateriale. Ungerne er straks efter klækningen parat til at finde føde, medens hunnen passer på dem.
Brushønsene lever af insekter, orme, små muslinger og krebsdyr men også en del planteføde. Den er udbredt som ynglefugl i de nordlige dele af Europa og Asien.
Allerede tidligt rejser hannerne sydpå, og overlader rugningen og pasning af ungerne til hunnerne.
Brushønsene overvintrer i Afrika og hannerne begynder trækket i juni, medens ungerne og hunnerne først begynder trækket i september.
Ugens naturfoto – Sort Ibis (Plegadis falcinellus)
I vådområdet ved Hegnede bugt var en sort Ibis på besøg sydfra. Den hedder godt nok sort ibis, men sort er den ikke. Dens fjerdragt er med metalglans i bruge i brune og grønne nuancer.En del arter, som forekommer syd for Danmark, vil i takt med, at vores klima bliver varmere optræde hyppigere i landet, og sort ibis er en af de arter vi kan forvente vil slå sig ned i Danmark. Om de får succes her i landet, vil i høj grad være betinget af, at vi har de habitater der skal til. For ibissen drejer det sig om at bevare og øge vores vådområder. En forudsætning er også at bestanden syd for os vokser, så fuglene er nød til at søge nye områder. Ibissen lever af småfisk, padder, vanddyr og insekter.
Gøgen (Cuculus canorus)
Gøgen lægger sine æg i forskellige små fugles reder. Gøgeungerne smider værtsfuglenes unger ud af reden, og værtsfuglene opfostrer så gøgens unge.
Gøgen kendes på sit kald, der lyder ”kuk, Kuk”Gepard (cheetah)
Geparden er verdens hurtigste dyr. Den er plettet og falder i ét med naturen.
Har fotograferet den Sydafrika.
Geparden kan sætte farten op fra 0 til 96 km/t på bare tre sekunder. Alligevel kan den nemt ændre retning efter sit bytte. Geparden har et godt syn. Den afsøger sit område for andre dyr med blikket.
Geparden jager om dagen. Dens pels er plettet med forskellige farver. Det gør, at den falder i ét med naturen.
Den jager mest antiloper og harer. Når geparden har fanget sit bytte, gemmer den det, så den kan spise i fred. Geparden får typisk tre unger pr. kuld. Hunnen passer på sine unger i op til to år. I den tid lærer de at jage. Hannerne lever alene eller i små grupper.
I dag er geparden et truet dyr. Der findes kun cirka 7500 tilbage i verden.Blisgås (Anser albifrons)
Blisgåsen kendes på den hvide blis over næbet, som også har givet gåsen dans navn. Et andet godt kendetegn er de meget mørke tværstriber på bugen. Mængden af disse striber kan dog variere meget fra fugl til fugl. Desuden har blisgåsen orange ben og lyserødt næb.
Der findes flere racer af blisgås, som er knyttet til forskellige yngleområder. Den race som trækker til Danmark yngler principielt i Nordsibirien. Den Nordsibiriske bestand er meget stor, men det er kun en mindre andel af fuglene, som passerer Danmark
Som hos de fleste gæs består føden af plantemateriale, hovedsageligt grønne skud og spildafgrøder på marker.
Den samlede internationale bestand tæller nu omkring 1.100.000 fugle. Antallet af blisgæs i Danmark har været stigende gennem de seneste årtier
Masked Butterflyfish
Masked Butterflyfish, også kaldet Bluecheek Butterflyfish blev først beskrevet i 1831. Den hører til den store gruppe af sommerfuglefisk. Det er en utrolig flot fisk og er også min yndlingsfisk. Den findes ofte i områder med en rig koralvækst. Den optræder ofte i par, og er ret frygtløs, hvorfor man kan komme tæt på dem. Den bliver ca. 30 centimeter i størrelse. Den mørke maske står i flot kontrast til dens lysegule krop. Billedet er fra Vietnam, hvor vi var i 2007. Men jeg har også set den flere steder i Rødehavet i Egypten. I junglen i kørestol
Min hustru i sin kørestol på en junglesti i Sinharaja regnskoven i Sri Lanka. Stien er ikke helt handicapvenlig, men lidt god vilje og nogen teknik så går det.
Et handicap skal ikke hindre, at man forsøger at få nogle store rejseoplevelser. Vi har rejst i mange lande medbringende kørestolen.Pindsvin (Erinaceus europaeus)
Pindsvinet er almindeligt i Danmark. Med sine karakteristiske pigge ligner pindsvinet ikke noget andet dyr i Danmark.
Piggene er fortyggede hår, og der er ca. 6000 af dem på pindsvinets overside. Piggene kan rejses, fordi der ved roden af hver enkelt pig er en muskel.
På bugen, hovedet og benene er der ingen pigge, men derimod stive brune hår.
pindsvinet kan rulle sig sammen så det bliver kuglerundt og beskyttet af pigge på hele kroppen. Den lever af regnorme, biller, tusindben, larver, edderkopper og snegle, men også frøer, krybdyr, fugleæg og ådsler indgår i pindsvinets står på dens menu.
Pindsvinet er nataktivt og går i dvale om vinteren.Afrikansk bøffel (Syncerus caffer)
Den afrikanske bøffel eller kafferbøflen en del af ”The big five” (Elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard) som safarigæsterne gerne vil se på deres safari.
Den afrikanske bøffel findes over det meste af Afrika syd for Sahara. Den lever normalt i større flokke bestående af hundyr med deres kalve. I Parringstiden støder handyrene til. Foruden græs, lever de også af træernes løv.
Bøflen kan veje op til 900 kg, og er udstyret med store horn, som er størst hos hannen, hvor de kan blive op til 160 centimeter. Bøflen regnes som et af de farligst dy i Afrika, og menes at have ca. 200 menneskeliv på samvittigheden hvert år.
Vi har set dem både i Kenia, Tanzania og Sydafrika.Storspove (Numenius arquata)
Storspoven også kaldet stor regnspove er Nordens største vadefugl. Den er lys og kraftig, på størrelse med en stormmåge og har lang hals, lange, gråblå ben og langt, nedadbuet næb. Arten foretrækker åbne arealer og yngler eksempelvis i moser, hedemoser og klitter og på enge og heder.
Storspoven finder hovedsagelig sin føde på vadeflader, hvor den med sit krumme næb kan følge sandormenes gange og uden større besvær trække dem op, uden at de knækker. Ud over sandorm finder den også snegle, insektlarver, krebsdyr, muslinger og endog bær.
Stemmen er meget melodisk.Storspover på Avnø Kødædende planter
Rundbladet Soldug er en 10-15 cm høj kødædende plante, der vokser i hedemoser og højmoser. Planten skaffer kvælstof ved at fange og fordøje småinsekter.
Rundbladet Soldug er en flerårig urt med cirkelrunde, langstilkede blade, der er knap 1 cm i diameter. Den har rand med langstilkede kirtler. De klæbrige kirtler ligner små dugdråber. Blomsterne ses i juli-august. De enkelte blomster er 5-tallige, hvide og med 5 støvdragere.
Danmark er Rundbladet Soldug vildtvoksende på næringsfattig bund og lysåbent, som kan ses på f.eks. hedemoser og højmoser. På billedet ses, at en myre er blevet fanget af planter.Malabar næsehornsfugl (Anthracoceros coronatus)
Malabar næsehornsfugl er en stor næsehornsfugl med en længde på 65 cm. Den har hovedsageligt sort fjerdragt bortset fra dens hvide bug, strubeplet, halesider og bagkant til vingerne. Næbbet er gult med en stor, hovedsagelig sort overdel. Han og hun ligner hinanden. Denne art er altædende og tager frugt, fisk og små pattedyr. Figner udgør en vigtig del af deres kost.
Hunnen lægger to eller tre hvide æg i et hul i et træ, som bliver spærret af med en cement lavet af mudder, ekskrementer og frugtpulp. Der er kun én smal åbning, lige stor nok til, at hannen kan overføre føde til moderen og ungerne. Når ungerne er blevet for store til, at moderen kan passe i reden med dem, bryder hun ud og bygger muren op igen, hvorefter begge forældre fodrer ungerne.
Malabar næsehornsfugl er almindelig i det tropiske sydlige Asien fra Indien og Sri Lanka og øst til Borneo. Vi så dem i Sri Lanka.
Høgeuglen en sjælden gæst. (Surnia ulula)
Høgeuglen lever langt mod nord. Yngler blandt andet i Norge, Sverige og Finland. I Danmark er Høgeuglen en sjælden gæst om vinteren. Uglen er dagaktiv, og den har begrænset erfaring med mennesker, er meget lidt sky, når vi ser den herhjemme.
Den lever hovedsagelig af gnavere som mus og lemminger, men tager også padder og krybdyr. Småfugle udgør en stor del af de skandinaviske uglers føde om vinteren.
I år (2022) er der tilsyneladende kun observeret 1 fugl i Danmark, nemlig ved Sparresholm på Sjælland.Flodhestedrama
Hanflodhesten nærmer sig. Men for at beskytte den lille flodhesteunge bliver han på dramatisk vis jaget væk, så der igen bliver ro i flodhesteflokken. Det så vi i Tanzania.
Vandstæren (Cinclus cinclus)
Vandstær ved Susåen. Vandstæren kommer på besøg i Danmark om vinteren. Man regner med at op imod 1000 vandstære overvintre i Danmark. Danmark ligger midt imellem vandstærens store udbredelsesområder. For norske og svenske ynglefugle udgør vores natur et grænseland mod syd, mens vi er nordgrænse for tyske vandstære. Vandstæren er den eneste spurvefugl, der finder føde på bunden af ferske vande. Den lever af bundens larver og nymfer, som den finder i strømrige vandløb. Den kan padle sig frem eller den kan gå på bunden. Kun få vandstære yngler i Danmark.
Stjernehimlen
Foto: Svend Nørgård Når man kigger op på stjernehimlen erkender man sin mikroskopiske plads i universet.
Møn og Nyord er udnævnt som Nordens første Dark Sky Park på grund af den lave lysforurening her. Men det næstbedste sted i Vordingborg kommune er Avnø, som også er et af de få steder, hvor lysforureningen er mindre generende.
Jeg kørte derud, og gik ud til fjorden. Her lagde jeg mig på bænken, og i en halv time lå jeg og så op i den fantastiske stjernevrimmel, med mælkevejen som et bredt mælkehvidt bånd af lys, der strækker sig over hen over himlen, så erkender man sin mikroskopiske plads i universet.
Klyder (Recurvirostra avosetta)
Klyden er en vadefugl, der har fået sit navn efter sin stemme som lyder som ”klyt-klyt”. Den er let at kende på sit opadbøjede næb, Den foretrækker at bygge sin rede på det bare sand. Når ungerne er klækket, må de selv finde deres føde. De voksne fugle følger dem dog, og forsvarer dem mod andre fugle. Klyden lever af insektlarver, små krebsdyr og bløddyr. Den søger føde på lavt vand, hvor næbbet køres fra side til side med fejende bevægelser, hvorpå vandet og det øverste lag af bunden filtreres for fødeemner. Silkesommerfugle
Silkesommerfuglen er ikke en sommerfugl, men en natsværmer, og dens larve kaldes for silkeorm. Den tæmmede form har ændret sig i forhold til den vilde silkesommerfugl. Og holdes nu som husdyr. Her har jeg fotograferet den i Vietnam.
Tæmningen er i sin tid foregået i Kina. Silkeorme har god appetit og spiser morbærblade både dag og nat, så de vokser meget hurtigt. Inden larven bliver voksen, gennemgår den et puppestadium, hvor den vil spinde en kokon af råsilke omkring sig. Kokonen er lavet af en sammenhængende tråd, som er mellem 300 og 900 meter lang. Kokonerne bliver lagt i kogende vand, som dræber puppen. Det varme vand gør det også lettere at vikle silketråden fri af kokonen. Derefter samles silketråde fra cirka 10 kokoner til en tykkere tråd, der er nemmere at arbejde med. Herefter kan silketråden bruges til vævning af tekstiler. Man forbinder ofte silke med et luksuriøst, blødt og blankt stykke stof.Tsavo nationalpark.
Et kig ud over det flade Tsavo Øst i Kenya i 2005 Tsavo National Park er Kenyas ældste og største nationalpark. Der er 2 dele nemlig Tsavo Øst og Tsavo Vest. Tsavo East udgør heraf godt 14.000 km2. Tsavo National Park er en af de største nationalparker i Afrika og den har altid været særlig kendt for sin store koncentrationer af elefanter.
I Tsavo Øst er jorden meget jernholdig og dette gør, at jorden er rød.. Deraf også det velkendte udtryk; Tsavos røde elefanter. Landskabet i Tsavo Øst er fladt, mens landskabet i Tsavo Vest er meget mere kuperet.
Naturen i Tsavo Øst er ganske fladt og med et tørt halvørken-lignende landskab med tornbuske. I Tsavo Øst ses giraffer, impalaer, zebraer, bøfler, elefanter samt løver og geparder.
Havørneungerne slås
Ørneungerne er ikke altid lige gode venner. Ofte er den førstefødte dominerende, og den der får mest føde. Dykkertur til Koh Haa Islands Thailand
På vores dykkertur var der en fotograf med på vores dykkertur, som fotograferede os, og hvad vi så. En fantastisk dykkerlokalitet, som jeg har dykket på 2 gange.
Traner raster ved Pulken i Sverige. (Grus grus)
I månedsskiftet marts/april kommer flere tusinde traner til Pulken i Sverige for at raste, inden de trækker længere nordpå. Har kan man også opleve tranedansen.
VENDEHALS KAN GIVE OPVISNING I SLANGEDANS
:Vendehalsen illuderer slange hos DOF BirdLife (Foto: Knud Flensted) Navnet vendehals har fuglen fået, fordi den er i stand til at dreje hals og hoved, så den minder om en slange, på den måde kan den skræmme rovdyr fra at angribe. Den kan samtidig udstøde en hvæsende lyd, der sammen med en lang tunge, kan forstærke indtrykket af en slange.
Vendehals er i familie med spætterne. Når man ikke ser den så tit, er det måske fordi den ligner et stykke bark.
Vendehalsen føde består hovedsageligt af myrer, som den slikker op med sin lange tunge. Vendehalsen er gået markant tilbage i hele Europa, og bestanden er mere end halveret siden 1970, blandt andet på grund intensiveret landbrugsdrift, færre græsningsområder, og brug af pesticider.
FROM A DIVINGTRIP TO KOH HAA ISLANDS IN THAILAND
Koh Haa islands is a good diving destination 16km west of Koh Lanta. There is simply stunning in every way and a very popular diving and snorkeling site.
Ugens naturfoto agerhøns (Perdix perdix)
Agerhønen er gået stærkt tilbage siden 1960´erne sandsynligvis på grund af de store ændringer i landbrugsdriften. I Danmark har faldet været fra ca. 100.000 til omkring 15.000 par. De store dyrkede marker, der er effektivt ryddet for ukrudt og skadedyr, udgør en reel ørken for agerhønen. Især kyllingedødeligheden er høj. Det skyldes sandsynligvis, at øget sprøjtning med pesticider dræber de insekter, som er kyllingernes hovedfødekilde. Bæveren skaber natur. (Castor fiber)
Man skal stå tidligt op, hvis man skal se bæverne. I 1996 blev der ved Flynder Å i Klosterhede Plantage udsat 18 bævere. Disse er blevet til over 250 individer i 2021. De har spredt sig måske helt op til 100 kilometer fra udsætningsstedet. Bæverne lever af planteføde. Om sommeren er det urter og vandplanter fra engene omkring vandløbene. Om vinteren er det træer og buske, og de er i stand til at fælde store træer med en diameter på 25 cm.
Efterfølgende gnaver de alt barken af træet. Inden vinteren samler de forråd i form af grene, som de stikker ned i bunden af deres sø nær deres hule, hvor de kan holde sig friske hele vinteren.
Først bygger bæverne en dæmning over vandløbet for på den måde at skabe en lille sø. Derefter bygger de deres hule tæt ved søen. Hulen bygges af grene, små træstammer og mudder. Indgangen til hulen er i brinken ca. 50 centimeter under vandet, så isen ikke kan lukke indgangen. Med denne aktivitet er bæverne med til at skabe ny natur til glæde for andre, dyr, fugle og planter, og på den måde øge biodiversiteten i området.
Bæverne er nataktive, så man skal stå tidligt op for at se dem. Jeg så en svømme i søen. Før den dykkede ned, slog den et ordentligt slag med halen, som er bævernes måde at advare hinanden om eventuel fare.KROKODILLER (Crocodilia)
Krokodillen har jeg fotograferet ved Crocodile River i Krüger Nationalpark. Krodiller er firbenede krybdyr. Huden er tyk og dækket af skæl. De har en flad snude, hvor øjne, ører og næsebor placeret øverst på hovedet.
De krokodillearter vi kender i dag opstod for 83,5 millioner år siden under den sene kridttid og er det nulevende dyr, der er nærmest beslægtede med fuglene. Der findes forskellige arter krokodiller nemlig egentlige krokodiller, alligatorer, kaimaner samt gavial og uægte gavial .
Krokodiller forekommer hovedsageligt i tropisk lavland.
Krokodillen er kødædende. Den har 64 til 68 sylespidse tænder. Hvis en krokodille taber en tand, vokser der straks en anden frem. På et helt liv kan den have over 1.000 tænder. De angriber normalt fra vandet, hvor de ligger neddykket med næseborene oven vande parat til at kaste sig frem med stor kraft over det intetanende byttedyr. Byttedyret bliver trukket ned i vandet og druknet, hvorefter det bliver flået i stykker og spist.
De kan blive meget gamle. Den ældste man kender til, er en krokodille i en zoologisk have i Rusland. Den døde i 1997 og nåede at blive 115 år gammel.
Ugens naturfoto – Yellow-crowned Night Heron
Gulkronede Nattehejrer er især almindelige i kystområder, men du kan også finde dem inde i landet langs skovklædte ådale samt i åbne levesteder som våde græsplæner og golfbaner. Se efter dem, der fouragerer på jorden, ofte langs tidevandsbække, hvor de står stille eller går langsomt med en krumbøjet holdning.
Vi så den i Costa Rica.Vadefugle på træk
Efter en kort ynglesæson nord for Danmark trækker vadefuglene meget tidligt tilbage sydpå. Ofte forlader en af fuglene yngleområderne allerede, når æggene er lagt. Og hannen er ofte den der udruger og tager sig af ungerne.
Allerede sidst på sommeren, kan vi møde dem på de danske strande, da landet ligger centralt på trækruten mellem Syd-og Nordeuropa.
På Jerlev strand vrimlede det med vadefugle, da jeg besøgte den først i august måned. Her var der mange almindelige ryler, men også Islandsk ryle, så jeg sammen med sandløber, lille kobbersneppe, præstekrave, rødben, stenvender, strandskade og storspove.
Medens de opholder sig i Danmark, gælder det om at tanke op til det videre træk mod overvintringsområder i Sydvesteuropa og Centralafrika.
Biædere eksotiske tropefugle i den danske natur.
foto: Claus Dichmann Biæderne yngler i grusgrave eller andre typer skrænter. De er dog set yngle i huller gravet direkte ned i jorden. Det vurderes, at der i de senere år har ynglet 6 til 9 par i landet. Artens ynglesucces afhænger dog meget af fødegrundlaget.
Biæderne yngler normalt i kolonier, idet de er sociale fugle. De yngler i huller på omkring 1 meters dybde, som de selv graver ud. Næbbet bruges til at hakke jorden løs, medens den løse jor skrabes bagud med fødderne
De får omkring 4 til 5 unger på vingerne. I 1948 så man for første gang ynglende biædere i Danmark i en grusgrav nord for Hasle på Bornholm. Når de skal ud af hullet kommer de baglæns ud, og kaster sig ud i luften. De findes i åbne landskaber med et rigt insektliv.
Biæderne er trækfugle, og de danske biædere trækker til Vestafrika for at overvintre. De vender tilbage i maj/juni måned, og forlader os igen allerede i august.
Danmark er nok det nordligste land, hvor der findes ynglende biædere.
Biæderne, hvoraf der findes 27 arter, er meget farverige fugle. Det er dog kun den europæiske biæder man ser i Danmark. Biæderne hører til arten skrigefuglene lige som isfuglene. De lever af flyvende insekter, blandt andet bier heraf navnet. Og de fjerner ikke som flere andre arter giftbrodden før de sluger bien. Men også sommerfugle, guldsmede fluer og biller står på menuen. De fanger byttet akrobatisk flyvende i luften.
Jeg har ikke fotograferet biædere i Danmark. Men på mine rejser i Afrika og Sydøstasien, er det lykkedes mig at fotografere flere arter biædere. Den ene flotter end den anden.
Edderfugletræk gennem Avnø Fjord
Edderfugletræk og 4 spidsænder I løbet af marts måned kan man se edderfugletræk ned gennem Avnøfjorden. På de gode dage kommer de flok efter flok på deres træk østover. De fleste edderfugle på træk ses dog ved Gedser Odde, hvor man på en enkelt dag har været oppe på omkring 60000 forbi trækkende edderfugle.
De fleste edderfugle yngler i Sverige og Finland langs Østersøens kyster, og på Island og Grønland.
I Danmark yngler der omkring 25000 par. Den vigtigste ynglelokalitet i Danmark er Saltholm i Øresund, som huser omkring en fjerdedel af hele den danske ynglebestand.
Når ællingerne er udruget, samles ungerne i større flokke på op til 100 individer, som overvågers af 2-3 edderfuglehunner.
I vinterperioden overvintrer ca 30% af den Nordvesteuropiske bestand i de Danske farvande.
Edderfuglen er vores største andefugl. Den har et vingefang på 80-108 centimeter og vejer fra 1200 til 2800 gram. Edderfuglehannen har en flot fjerdragt med sort, hvid og med grønne nakkefjer og rosa bryst. Hunnerne er brune og derfor godt kamufleret.
Ugens naturfoto – Krontraner
Krontraner foto Ndutu safarilodge Tanzania hvor vi har været for år tilbage Ugens naturfoto – Prærietranen
En sjælden prærietrane fra Nordamerika blev i går opdaget på en mark mellem Vordingborg og Næstved. Den blev dog allerede den 2. januar set på Trellemarken i Vordingborg. Efter ikke at have været set siden blev den torsdag spottet i området omkring Avnø. Ornitologer fra nær og fjern valfartede fredag til området. Selv var jeg derude fra morgenstunden uden at være heldig at se den. Det lykkedes mig dog senere på dagen, hvor den havde slået sig ned på en afhøstet majsmark, at få den at se.
Når det er blevet sådant et tilløbsstykke, er det fordi, det kun er anden gang, at Danmark har besøg af en prærietrane. Den er en smule mindre end vores hjemlige trane, som den dog på afstand ligner den til forveksling. Første gang den har været her, var også i Vordingborg Kommune. I maj 2013 var der en prærietrane der i kort tid holdt til på Møn.
IVANS NATUR – NATURFILM
Året 2020 har været et rædselsfuldt Corona-år. Meget har været lukket ned. Naturen har dog heldigvis været åbent hele tiden. Det vil den også være i 2021. Håber at vedlagte filmklip kan inspirere til at komme ud i den.
Hundredtusindvis af fugleobservationer i en bog der vejer 5,3 kilo.
Kvadrater med Stor skallesluger. Den har sit hovedudbredelses område i Vordingborg Kommune, mest på grund af opsatte redekasser Med de mange observationer er det med Atlas III undersøgelse af de danske ynglefugle lykkedes at skabe et unikt redskab til naturforvaltning og naturbeskyttelse.
I projektet er landet blevet inddelt i 2200 kvadrater på 5 x 5 kilometer. 1500 frivillige medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening kunne udvælge et kvadrat hvori de kunne tælle ynglefuglene. Til udførelse af projektet donerede Åge V. Jensens Naturfond 20 millioner kroner, uden hvilke projektet ikke har kunnet gennemføres, og det løb i 4 år fra 2014-2017.
Man foretog lignende projekter i 1971-74 (Atlas I) og igen 1993-96 (Atlas II). Dette gør det muligt at se, hvordan fuglebestandene har udviklet sig, gennem næsten 50 år. Det tog 10 år at lave det store Fugleatlas på 840 sider. Undersøgelsen kan også fortælle noget om hvordan fuglelivet i fremtiden vil blive påvirkes af klimaforandringerne.
Projektet viser i hvor mange kvadrater fuglene er blevet observeret. Men derimod ikke hvor mange fugle der er af de enkelte arter. Undersøgelsen har vist, at skovens fugle generelt er i fremgang, medens agerlandets fugle er i kraftig tilbagegang.
Man kan konstatere, at forarmelsen af det åbne land med intensiveringen af agerlandet samt manglen på pleje af heder og enge, har medført kraftig reduktion i yngleudbredelsen af de arter, der er afhængig af disse naturtyper. Det har dog vist sig, at man kan vende denne udvikling ved at etablere større sammenhængende naturområder.
Af de 209 ynglende arter, har det vist sig, at tornsangeren er den mest udbredte ynglefugl, idet den er observeret i 97% af kvadraterne. Nummer 2 er solsorten med 96%, og sanglærken er nummer 3 også med 96%. I Altlas 1 projektet var det sanglærken der var nummer 1, medens det i Atlas II var solsorten, der var den mest almindelige ynglefugl. De ynglefugle der er fundet og kortlagt i Atlas III er fordelt på 196 sikre, 15 sandsynlige og 2 mulige fund.
Ugens naturfoto – templer i Bagans natur i Burma.
I Bagan i Burma ligger der der gamle templer spredt rundt i naturen. Templerne er bygget mellem det 11. og 13. århundred, og der blev bygget 10.000 templer og pagoder. Der er nu omkring 2000 tilbage. Vi var der i 2011. Jo før jo bedre…………
Krabbetegnen undersøges for bytte Man kan ikke starte for tidligt. Både med mine egne børn og mine børnebørn har jeg, så snart de selv har kunnet gå, startet med at tage dem med til stranden/fjorden for at kaste sten ud i vandet, og børnene elsker det.
Selv kan jeg godt lide at arrangere oplevelsen, så man er sikker på, at det er tilstrækkeligt spændende til at børnene gider det.
Da vores 4-årige barnebarn i år skulle på efterårsferien i nogle dage, planlagde jeg en tur til fjorden.
Et par dage før, satte jeg en krabbetegne ud i fjorden, så vi efterfølgende kunne tage ud og se hvad der var fanget i den. Det blev til 6 krabber, nogle tangsnarrer, tangnål, hundestejler og en lille kutling.
Før man sætter tegnen ud, lægger man noget madding ind i den. Det kan for eksempel være en sildefilet, men spegepølse kan også bruges.
Barnebarnet kunne så for første gang prøve at holde en krabbe. Det gøres bedst på flad hånd, så sidder krabben helt stille, og det var en stor oplevelse for en fireårig.
Man skal være derude!
Sølvhejre det klør. Jeg får ofte spørgsmålet om hvordan jeg får gode billeder af dyr og fugle. Det korte svar er, at man først og fremmest skal være derude, samt have tålmodighed.
Men hvor og hvornår? Et af de vigtigste redskaber for beslutningen er vejrudsigten, som ofte bestemmer hvor jeg tager hen. Også tidspunktet på dagen er vigtig. Mest oplever man når man tager ud tidlig om morgenen. Også af hensyn til fotograferingen er først- og sidst på dagen optimale, idet man på grund af de skygger, der er på disse tidspunkter for mere dybde i billederne, årstiderne er en anden faktor.
Det er selvfølgelig også vigtigt at kende naturen og stederne, hvor der er changer for at få nogle gode, og kendskabet til dyr og fugles ageren i naturen er vigtig. Jeg kan bedst lide at gå i naturen frem for at sidde et bestemt sted. Jeg er altid nysgering efter, hvad der findes rundt om det næste hjørne. Der er dog dyr og fugle, hvor man er nødt til at sidde i skjul, for at få de bedste billeder.
Materiel er knapt så vigtigt. Mange løber rundt med dyre og tunge kameraer, og tager nogle fantastisk gode billeder, men mindre kan gøre det. Selv har jeg et kompaktkamera til omkring kr. 3500, hvor kvaliteten af billeder er udmærket, og det kan zoome 60 gange, så man ikke behøver at komme tæt på dyr eller fugle, for at få et godt billede. For at finde dyr og fugle medbringer jeg altid min kikkert. Så man kan berede sig på at nærme sig forsigtigt, for ikke at skræmme emnet væk.
Antal ørnepar stiger i Danmark
En unge med er forældrefugl.
Antal ørnepar stiger i Danmark. Ovenstående ørne er del af et nyt par, der i år har fået en unge. Denne ørnerede har fået nummer 168.
I Krüger Nationalpark i Sydafrika.
Elefanter i Sabie River Boerrepublikken Transvaals præsident Poul Krüger, en passioneret jæger, indså i 1898 behovet for beskyttelse af naturen og vilde dyr. Han etablerede Sabie Game Reserve. Shingwedzi kom til i 1906 og i 1926 blev området lagt sammen til Krüger National Park. Parken er siden udvidet flere gange. For nylig dannede man Great Limpopo Transfrontier Park på 35.000 kvadratkilometer – kun få tusinde kvadratkilometer mindre end Danmarks samlede areal. Parken strækker sig ind i nabolandene Mozambique og Zinbabwe.
Selve Krüger er 21.000 km2 stor, det vil sige omkring 2/3 af Jyllands størrelse. Den er 350 kilometer lang og ca. 65 km bred.
Der er ikke færre end 147 arter dyr og 50 arter fisk, 507 fuglearter, 34 amfibier, 116 krybdyr og 1.980 plante- og træarter i Krüger. For eksempel er der 300 sorte næsehorn, 31.000 gnuer, 16.000 bøfler, 23.000 zebraer, 225 geparder, 12.000 elefanter. 7000 giraffer, 130.000 impalaer, 4.000 kuduer, 950 leoparder, 2.000 løver, 2.000 olettede hyæner, 4.000 vortesvin, 3.000 vandbukke, 3.500 hvide næsehorn og 350 vilde hunde.
Vi boede 1 måned lige uden for parken i Marloth Park, og var på 9 køreture inde i parken.
Ugens naturfoto – Hammerhead
Vi så den i Sydafrika.. Den hedder hammerhead, fordi den hoved ligner en hammer Silkehejre
Silkehejren yngler endnu ikke i Danmark. Den ses dog sporadisk rundt omkring. Den er lidt mindre end sølvhejren, og kan kendes på dens sorte næb.
Silkehejren er trækfugl. De fleste europæiske silkehejrer overvintrer i Afrika, primært syd for Sahara, men der er også en relativ stor del, der overvintrer i Sydeuropa, bl.a. i Frankrig. Den lever i det sydlige Europa og i Nordafrika. Den yngler ved lavvande søer, floddeltaer og laguner.
Silkehejren lever af små fisk, frøer, krebsdyr, snegle, mosegrise og insekter. Dens jagtteknik er forskellig fra fiskehejren, der står stille i vandet og lurer på byttet. Silkehejren løber gennem det lave vand og snapper byttet med hurtige bevægelser. Den ses også fouragere på fugtige marker.
Vordingborg Kommune er blandt Danmarks mest flagermusartsrige områder.
Bredøret flagermus Foto Jan Brangstrup Der findes 17 arter flagermus i Danmark. Medens der totalt findes over 1000 arter i hele verden. Flagermusen er det eneste pattedyr, der kan flyve.
Detektorer registrerede de flagermus der er i området ved hjælp af de lyde med høje frekvenser. Hver flagermuseart har deres bestemte lyde, så man ud fra den kan bestemme hvilke arter der er registreret. Der blev fundet 10 arter flagermus i undersøgelsen.
De syv af arterne er vidt udbredte i det østlige Danmark: Sydflagermus, Brunflagermus, Skimmelflagermus, Vandflagermus, Dværgflagermus, Troldflagermus og Langøret flagermus. De sidste tre arter er enten sjældne eller lokalt sjældne: Brandts-/Skægflagermus, Frynseflagermus og Bredøret flagermus. Vordingborg kommune huser en væsentlig del af den danske bestand af den mere sjældne bredøret flagermus.
Nogle flagermus trækker væk om vinteren, medens de tilbageværende går i dvale fra september til maj. De finder et sted hvor de kan sove køligt men frostfrit. Det kan være hule træer, huse, lofter.
Ugens naturbillede/film – nattergalen
Nattergalen synger flot, her i konkurrence med 5 til 6 andre nattergale. Desværre er den i tilbagegang, blandt andet på grund af manglende levesteder.
Albinorådyr er en sjældenhed.
Der er sjældent man er heldig at se et albinorådyr, men på en lokalitet i Vordingborg kommune har jeg for nylig observeret et sådant hvidt rådyr, som ved en forstørrelse af mine billeder ser ud til at være et albinodyr.
Der findes også hvide rådyr, som ikke er albinoer. Hvidt eller delvist hvidt råvildt optræder med sjældne mellemrum i den danske natur. Ikke alle kan defineres som egentlige albinoer. Er det et albinodyr mangler det pigment i hår og øjne. Fænomenet skyldes en genfejl, og for at det bliver et hvidt lam, skal forældrenes gener være de rigtige. Man kan også se på deres snude, som fremstår lyserød, da blodet farve ses gennem huden.
Rådyr er Danmarks almindeligste klovdyr. Ud over dette har vi dådyr og kronhjorte, men rådyret er vores mindste hjorteart.
Rådyr er almindelige i hele Danmark, og har i hvert fald været her i over 8.000 år, hvilket man har kunnet konstatere med rådyrknogler. Som man har fundet på bopladser og moser.
Ugens naturfilm – Tranerne
Tranerne trompeterer – bemærk rimtågen der kommer ud af deres næb, når de trompeterer.
