Bliver Kulsøen på Kulsbjerg naturgenoprettet.
Her lå kulsøen. Kulsbjergområdet har som mange andre af militærets øvelsesområder udviklet sig til en naturperle. For at bevare områdets natur, blev der da også lavet en plejeplan i 2001, som sikrer, at området bevares som værdifuldt natur. Plejeplanen udløber i 2015, hvorfor der arbejdes på en ny plan.
Området domineres af de 3 Kulsbjerge. Store Kulsbjerg er med sine 107 meter et af de højeste punktér i det sydlige Sjælland. Fra toppen er der en fantastisk udsigt. I klart vejr ses bl.a. Storebæltsbroens Pyloner og Storstrømmens broer.
Der findes flere søer i området. Den største sø var tidligere Kulsøen, den blev dog afvandet omkring 1920. Den var oprindelig så dyb, at man kunne sejle og sætte ruser i den. I Danmarks Naturfredningsforening Vordingborg arbejdes der nu på at få den naturgenoprettet. Den er i mellemtiden vokset til med buske og tagrør. Det er håbet, at man i den kommende plejeplan kan få indarbejdet forslaget om at lave en naturgenopretning af Kulsøområdet.
Kulsøen var oprindelig en vandkraftsø på omkring 33 hektar. Allerede i middelalderen udnyttedes den som drivkraft for 5 vandmøller. Søen lå 62 meter over havets overflade, d.v.s. 26 meter højere end Gåsetårnet. Da der kun er 3 kilometer til Storstrømmen, har vandet i sit løb haft stor kraft.
I 1734 var der så meget vand i søen, at stigbordet ikke kunne holde til presset, så vandet løb videre til Hulemosesøen. Vejdæmningen her, kunne dog heller ikke holde til presset, og vandet brød igennem og ødelagde den mølle, der lå der.
På kulsbjergområdet findes der en lang række mindre søer. I mange af dem finder man den truede løvfrø, som er en lille grøn frø, som ved hjælp af sugeføder er i stand til at klatre i træer. Der var kun få frøer tilbage i et par vandhuller i Sydsjælland. I 1988 til 1991 blev der udsat løvfrøunger i 3 vandhuller på Kulsbjerg. I dag er der løvfrøer i 22 vandhuller, og syngende hanner er steget fra 4 til 230. Der er også et rigt dyreliv på området. Jeg ser en del rådyr når jeg går derude, ligesom jeg har set spor efter grævlingen, og ræven er her også. Området har haft en rig flora. Der findes blandt andet orkideer på området. Tidligere var der dog orkideer flere steder, blandt andet i kanten af kulsøområdet. Med ved tilgroningen af området er de dog forsvundet. Men med en naturgenopretning vil man sandsynligvis igen kunne se dem her.
På en cykeltur på området for nylig var jeg ved at køre en snog over. Jeg så også den gråstrubede lappedykker i flere af vandhullerne, og jeg stødte på den lille lidt sjældne vadefugl Svalekliren, men også sommerfuglen Øjeplet-Iris fik jeg fotograferet. Med et vingefang fra 58 til 72 centimeter er det en af de største dagsommerfugle man kan finde i Danmark. Hannen er let genkendelig med et flot blåt skær, når lyset falder i bestemte vinkler på den.
Hele området ville dog få endnu større naturværdi, hvis det blev plejet. Det mest spændende kunne jo være hvis man fik en masse hjortevildt derud til at holde beplantningen nede. Alternativt arbejdes der på at få kreaturer derud til at pleje området.
Efter Danilogs nedlæggelse, vil øvelsesaktiviteten givet falde, hvilket vil give publikum bedre og tiere adgang til området. Offentligheden har fri adgang undtagen ved militære aktiviteter. Aktivitetsoversigt findes på www.Danilog.dk. Til fods må man færdes over alt, på cykel kun på stier og veje.. Der er adgang fra Vallebovej i vest, fra Stensved ved Kulsbjergvej, fra Røstofte Skovvej, Vallebo Skov ved Vallebovej og ved Skovhusevej.Sommerfuglen Øjenplet Iris
Iris fotograferet på Kulsbjerg øvelsesområde. Sommerfuglen Øjeplet-Iris er med et vingefang fra 58 til 72 millimeter en af de største og flotteste dagsommerfugle, man kan finde i Danmark. Hannen er let genkendelig med et flot blåt skær, når lyset falder i bestemte vinkler på den.
Den er ikke særlig almindelig i Danmark, da vi ligger på grænsen til dens norlige udbredelse. Med den globale opvarmning, vil vi givet få flere af denne sommerfugl i fremtiden. Iris sommerfuglen holder meget af stinkende og ulækre sager. Den flyver hovedsageligt i juli og august.
Sommerfuglen er nært knyttet til planten seljepil, på hvis blade den lægger sine æg.Løvfrøen i fremgang i Sydsjælland
Løvfrøen i gang med sin natlige koncert, som kan høres op til en kilometer væk.Løvfrøen er relativ sjælden i Danmark, da den siden 1950 er forsvunden fra 90% af de vandhuller den var i. I Sydsjælland var den ved helt at uddø ifølge paddeekspert Kåre Fog. I 1945 kortlagde Per Holm Andersen fra Vordingborg bestanden af frøer i Sydsjælland. Ud fra hans optegnelser, kunne man i 1977 konstatere, at bestanden af frøer var gået tilbage med 50%., og for løvfrøen så det endnu værre ud. Det efterfølgende lykkedes for Kåre Fog at få bestanden af løvfrøer op igen, gennem avl og udsætning blandt andet på Kulsbjerg Øvelsesterræn. Her, hvor vandhullerne ikke bliver påvirket af landsbrugsdrift, går det rigtig godt. Hvert år dør halvdelen af bestanden, men bestanden der skulle nu være oppe på 200 hanner ifølge Kaare Fog. Også et par andre steder blandt andet på Bøndernes Egehoved er der ligeledes en god bestand.
Løvfrøen er den mindste frø i Danmark. Den bliver kun ca. 4 centimeter lang. På lune aftener i maj kan man på op til en kilometers afstand høre løvfrøerne konkurrere på stemmekraft nær de vandhuller, som de yngler i.
Løvfrøen er den eneste af de danske frøer der har sugeskiver på finger- og tåspidser. Disse bruger den når den klatrer rundt i træer og buske efter de insekter, som den lever af. Den er godt kamufleret, og er svær at få øje på, når den sider i træer og buske. Den kan oven i købet skifte farve til forskellige nuancer grønt. Løvfrøens menu består af edderkopper og insekter, som den finder på sine klatreture.Du kan høre og se løvfrøen kvække ved at trykker på nedenstående billede
Dybsø Fjord skulle tørlægges
Dybsø fjord blev foreslået tørlagt. Her med Kostræde Banker i forgrunden. Billedet er taget på en helikoptertur med mine børnebørn Det lyder som en obskur tanke, men det var ikke desto mindre, hvad der kunne være sket, hvis man i perioden fra 1940 til 1970 havde fulgt de forslag, der blev fremlagt af landvindingsfolkene. Det skriver Kjeld Hansen i sin bog ”Det tabte land”. Sammen med en lang række andre forslag indgik Dybsø Fjord i det katalog af landvindingssager, som blev præsenteret for Statens Landvindingsudvalg. Mange af disse sager blev ført ud i livet til stor skade for naturen.
Først nu er man begyndt at rette op på nogle af disse uhyrlige projekter. Skjern å er igen blevet et slynget vandløb, og Filsø, som også var et af projekterne, skal nu genskabes, men det koster mange penge at rette op på de mange fejlslagne projekter.
I 1940 blev Dybsø Fjord første gang nævnt på en lang listet over mulige landvindingssager. Såvel den lokale befolkning, som jægerne og fiskerne var imod, ligesom Gavnø Gods heller ikke var for ideen, da de ikke vil få noget ud af det. Da bundforholdene ikke var gode, og økonomien ikke kunne holde, blev projektet i første omgang droppet.
I 1953 opstod en ny situation, da militæret manglede øvelsesplads. I første omgang ville man inddrage jord fra Rosenfeldt Gods ved Vordingborg. Landbrugsministeriet foreslog, at man i stedet for at inddrage landbrugsjord udtørrede Dybsø Fjord. Et udvalg til ”Dybsø Fjords Bevarelse” blev dannet. Udvalget indsamlede underskrifter fra befolkningen, og man henvendte sig til regeringen, og gjorde opmærksom på, at Dybsø Fjord er en af landets skønneste med store landskabelige værdier. Også Avnø indgik i overvejelserne om en øvelsesplads. Først sidst i tresserne faldt afgørelsen, idet forsvaret valgte at etablere øvelsesplads på Kulsbjerg. Dybsø Fjord blev heldigvis bevaret, til glæde for os alle, men en lang række naturperle blev desværre ofret i landvindingens navn.
