• Ugens naturfoto – Europæiske biædere

     

    Europæisk biæder

    Europæiske biædere findes ynglende enkelte steder i landet. Danmark er artens nordgrænse. Biæderne lever af insekter,  som de godt kan fange i luften.

  • Skovmåren frygter sortspætten

    Sortspætte
    Sortspætten kendes let på sin røde kalot.

    I et par år har jeg ønsket at få fotograferet sortspætten. I dette forår lykkedes det så endelig at få den i kassen. Når det ikke er så lige til, skyldes det, at sortspætten ikke er så talrig i Danmark, og slet ikke i Sydsjælland. Det nærmest kendt sortspætte par findes på Midtsjælland.
    Det menes, at sortspætten ynglede her i Danmark i stenalderen, men forsvandt så. Først omkring 1961 fandt man den ynglende i Nordsjælland.. Den har dog nok været her før, således skriver Møns folkeblad, at skytten Carl Brehm på Rosenfeldt ifølge jagttidende i 1947 under en jagt iagttog et eksemplar af den nu her i landet så sjældne sortspætte.
    Ifølge Dansk Ornitologisk Forenings opgørelser har der i perioden 1971- 74 været 2 par på Møn, og i 1993-96 har der ynglet sortspætte på fedet ved Præstø og måske også i skovene syd for Præstø. Den opserveres da også stadig ind i mellem på Feddet.
    Sortspætten er en stor fugl, næsten på størrelse med en krage, men let genkendelig på sin røde ”kalot”. Med dens imponerende næb hugger den et redehul i en træstamme ca 10 meter over jorden. Redehullet er næsten en halv meter dybt, og med et indgangshul på ca. 10 centimeter i diameter. Forladte sortspættereder bliver efterfølgende ofte benyttet af andre dyr og fugle, så som egern og hvinænder, flagermus, natugle etc.
    Også skovmåren kan benytte sortspættereden, den er dog meget forsigtig med at kigge ind i spættehullet, da den er meget bange for at få et hak i tuden af sortspættens kraftige næb. Når sortspætten sidder og trommer på et træ for at markere sit territorium, foregår det med ca. 10 trommeslag i sekundet, og det kan høres flere kilometer væk.
    Sortspætten har hovedsagelig sin rede i den åbne bøgeskov, medes den for det meste henter sin føde i nåleskoven. Spættens hovedføde består for stor dels vedkommende af myrer. Herkulesmyren er dens fortrukne føde, hvor den ikke findes, spiser den i stedet de store skovmyrer.