Sidste indlæg

 Pas på svirrefluerne i haven.

Dette er en dobbeltbåndet svirreflue, som er den mest almindelige i vores have.

Dette er en dobbeltbåndet svirreflue, som er den mest almindelige i vores have.


Der findes omkring 270 arter svirrefluer i Danmark. Mange af dem kamuflerer sig som hvepse, humlebier etc. for at beskytte sig mod at blive ædt af fuglene, som tænker sig om en ekstra gang inden tager en svirreflue.
Svirrefluerne er, foruden at være vigtige bestøvere, også vigtige i kampen mod bladlusene, idet flere af svirrefluernes larver har bladlus som deres hovedføde.
De voksne svirrefluer lever af nektar og pollen fra blomsterne. Ved deres besøg i blomsterne er de med til at udføre den vigtige bestøvning af blomsten.
Når de heder svirrefluer, er
det fordi de kan stå stille i luften, med svirrende vinger.
Svirrefluerne er desværre i tilbagegang, hvilket er med til at true bestøvningen af nogle af vores vigtige afgrøder. Specielt sprøjtegifte er med til at decimere bestanden.
Nogle arter migrerer, det vil sige trækker sydpå om efteråret, og nordpå om sommeren.



 Hvornår kommer de hvide fugle til at yngle i Vordingborg Kommune

Sølvhejre sammen med fiskehejre.

Sølvhejre sammen med fiskehejre.

Flere og flere store hvide fugle er ved at etablere sig i Danmark. Sølvhejren er en af dem, sølvhejren ses ofte i landet, dog endnu ikke som ynglefugl. Man forventer dog at den inden længe vil begynde at yngle her i landet. I Vordingborg kommune har der det sidste årstid været ret mange observationer specielt på Nyord og Ulvshale. Selv har jeg set et par på Avnø i foråret., ligesom jeg sidste år så et par stå i mosen ved Kostræde Banker.
Sølvhejren er lidt større end vores hjemlige fiskehejre, og helt hvid. Dens næb er gult. I yngletiden er det dog sort. Den lever af fisk og vanddyr, men kan dog også tage mosegrise og firben. Sølvhejren var på et tidspunkt ved at blive udryddet i Europa, da den blev jagtet da dens fjer blev brugt som pyntefjer.

En anden fugl, som kan være på vej er skestorken. I Jylland er skestorken i stor fremgang, rekorden er i år fra Filsø, hvor man på en enkelt dag har observeret 180 rastende skestorke.
Den yngler flere steder i Jylland, og et par er måske ved at etablere sig i klydesøen på Amager. Der har været stedfaste par blandt andet på Møn, uden de dog har ynglet her. Selv har jeg set dem her i efteråret i Vejlerne og ved Ulvedybet i Nordjylland. Skestorken er ikke meget større end en skarv, og den er i virkeligheden slet ikke en stork, den er derimod i familien med ibisserne. De lever og yngler i kolonier. Deres føde består af krebsdyr, småfisk, muslinger og snegle, som den fanger ved at bevæge næbet sidelæns gennem vandet. Dens vinterkvarter er Vestafrika. Og jeg så faktisk skestorke første gang på en tur til Marokko for mange år siden.

.
Og sidst men ikke mindst kunne vores almindelige hvide stork måske igen etablere sig i kommunen. Storkene kommer jævnligt på besøg her. Det er ofte storke fra det svenske storkeprojekt, men også storke fra Polen og Tyskland kommer på besøg.
Vi mangler dog steder her i kommunen der egner sig til ynglelokaliteter for disse store fugle. Vi mangler at få naturgenoprettet nogle områder, som kunne tiltrække og skabe levegrundlag for disse flotte fugle.
Desværre foregår de fleste store naturgenopretninger af vådområder i det Jyske.
I midten af 1800 tallet var der ca. 10.000 storkepar i Danmark. H.C. Andersen skrev i sin dagbog den 25. maj 1851 ved et besøg på Nysø bl. a. ”Storken knæbrede, det var som bankedes på søm i skudderne”. I bogen ”Storken natur- og kulturhistorie” af Hans Skov, står der, at det sidste storkepar på Vordingborg-egnen rugede på Skovgården i Ornebjerg i 1930,erne. I 1933 var der hele fire unger i reden.



 Avnø myldrer af liv lige nu

Klydeunger på Avnø

Masser af skolebørn er i denne tid på udeskole på Avnø. For nylig var en gruppe elever fra Sværborg Skole derude. Mange af disse elever havde også været en tur på Avnø for 4 år siden. Også den gang var jeg med dem derude. Den gang handlede det meget om at komme ud og fange fisk og krebsdyr i vandkanten og studere dem, ligesom de også var på en såkaldt GPS-tur med diverse poster. Denne gang handlede det også om naturen, men også om historien bag Avnø helt tilbage fra istiden og Avnø under sidste verdenskrig, hvor stedet blev brugt til at uddanne tyske piloter.
Snart vil Avnø også være et mylder af fugle- og dyreunger. Ude på ”klydeøen” ligger der for tiden mange klyder på rede, ligesom der som sidste år er mindst et par måske 2 af den sjældne dværgterne på øen. En del stormmåger ligger også på rede derude.
Mange viber og rødben har også gang i produktionen af næste generation. Her ude har de et fristed. Bestanden af vadefugle er i de senere år gået stærkt tilbage, således er vibebestanden siden 1970 halveret. På Avnø kan man dog stadig opleve at blive angrebet af dem, hvis man kommer for tæt på reden eller deres unger.
I vandhullerne kan man høre den grønne frøs kvække, og om aftenen fløjtetudsen karakteristiske fløjtetriller, og i vandhullerne kan man også se flere slags andefugle, blandt andet Atlinganden, som kun yngler fåtalligt i Danmark, og mest i Jylland.
I løbet af juni måned vil Avnøs sæler føde deres unger. Man kan så være heldig at træffe dem på stranden. De er ikke bange for mennesker og meget nysgerrige, men man må absolut ikke røre dem, og heller ikke opholde sig nær ved dem, da deres mødre så ikke kommer ind til dem.
Skolerne her i Sydsjælland er heldige at have et område som Avnø at praktisere udeskole på. Udeskole kan dog praktiseres på mange måder, og kan i princippet også forgå i den nærmeste grøftekant, eller virksomhed. Som Vordingborgs borgmester Henrik Holmer engang udtrykte det lærer eleverne mere her, end ved den sædvanlige ”rumpe til bænk” undervisning. Børnene har her ude mulighed for at bruge naturen til at anskueliggøre sammenhænge og se teorier udført i praksis.
En ny skolereform skal snart implementeres. Man må håbe på, at reformen vil medføre mere rum for udeskoleundervisning. Ifølge eksperter på området kan man stort set undervise i alle fag på udeskoleture. Vi vil med mere udeskole få både gladere, sundere og klogere børn.

 



 Høgeuglen en sjælden gæst i Danmark

Høgeuglen i Porsemosen. (Foto: Bjarne Stenberg Christensen)

Høgeuglen i Porsemosen. (Foto: Bjarne Stenberg Christensen)

En Høgeuglen har her i vinter en tid opholdt sig i Porsemosen. Høgeuglen lever i det nordlige Skandinavien, og ses sjældent på vores breddegrader. Der var derfor mange ornitologer og andre, der lagde vejen forbi Porsemosen for at se og fotografere den hos os sjældne ugle.
Høgeuglen er en lille ugle, der i flugten har en vis lighed med Spurvehøgen. Den er til forskel for mange andre ugler dagaktiv, og den havde her fundet et sted med gode fødemuligheder.
Den lever først og fremmest af mus og lemminger, men kan også tage fugle. Høgeuglen kan være aggressiv og angribe mennesker på det tidspunkt, hvor ungerne forlader reden.



 Fra truet natur til flot natur.

Naturchef Flemming Kruse fortæller at området skal udvikles til rekreativ natur.

I 2005 var der planer om at bygge boliger på marken syd for Nyråd. Mange af Nyråds borgere protesterede, ligesom Danmarks Naturfredningsforening var imod at placere boliger inden for skovbyggelinien. De mange protester afværgede planerne, og nu bliver området lagt ud til rekreativt naturområde.

For nyligt afholdt miljørådet en ekskursion til området. Ekskursionen startede med at Biolog Jimmy Olsen fra kommunen fortalte om projektet med at lede Fladbækken uden om Hulemosesøen. Dette bliver gjort for at undgå at belaste bækken med alger og næringsstoffer fra søen af hensyn til faunaen i bækken. Samtidig har man ledt bækken hen i andet forløb under Nyråd Hovegade gennem en gammel stenkiste, hvor bækken tidligere har løbet igennem. Efter underløbet er der på trods af et kraftigt fald lavet så ørrederne har fået mulighed for at gå op i bækken.
Kommunen har endvidere planer om at forbedre stien rundt om hulemosesøen, og på nogle steder laver boardwalk (træsti) på stiens mest våde passager.
Syd for vejen hedder bækken Vintersbølle bæk. Miljørådet fulgte bækkens forløb ned gennem skoven, for at se det arbejde, der under meget vanskelig fysiske forhold var lavet for at genetablere bækkens gamle forløb.
Ekskursionen forsatte derefter til området vest for Vintersbølle Skovvej, hvor kommunen har etableret 2 søer til opsamling af regnvand fra Nyråd by.
Kommunen er gået i gang med at få separeret regnvandet fra kloarkvandet, således, at man undgår at skulle lede alt regnvandet til rensningsanlægget.
For at bliver af med vandet skulle der bygges nogle regnvandsbassiner.
I stedet for at lave de sædvanlige betonbassiner, har kommunen lavet et pilotprojekt, hvor Vordingborg Forsyning og Teknik og Miljø har samarbejdet om et projekt der løser vandopsamlingsproblemet og samtidig tilgodeser naturen. Ved at lave søerne får man brugt pengene, der var afsat til at løse regnvandsproblemet til også at få noget flot natur, og det er jo en rigtig god måde at bruge borgernes penge.
Ved at lede regnvandet ned gennem søerne, inden det løber ud i Vintersbølle bæk, får noget af det materiale som regnvandet føre med sig mulighed for at bundfælle sig i søerne inden vandet ledes videre ud i bækken.
Fremtiden er ifølge naturchef Flemming Kruse, at områdets skal udlægges til rekreativ natur med stier og græssende kvæg, så området bliver til gavn for kommunens borgere.
Efterfølgende blev der elfisket i bækken for at se hvad der var af ørreder. På en strækning på kun et par meter fangede Jimmy Olsen 6 små ørreder. Han fortalte, at disse ørreder har 25% større chance for at komme tilbage til bækken efter at have været ude til havs og vokset sig større, end de ørreder fra dambrug, man tidligere satte ud i vores vandløb.

Der elfiskes i Vintersbølle bæk. På en strækning af 2 meter blev der fanget 6 små ørreder.



 Stålormen – et firben uden ben.

Stålormen fotograferet i Mallings Kløft (Foto: Niels Bangild)

Stålormen fotograferet i Mallings Kløft (Foto: Niels Bangild)

Når man umiddelbart ser på en stålorm, ligner den en slange, men er i virkeligheden i familie med firbenene. Mallings Kløft er et sted, hvor man kan gå en spændende tur på børnenes præmisser, og her være heldig at se stålormen.
Man ser ellers sjældent stålormen, selv om den er rimelig almindelig i hele landet. Den undgår helst solen og foretrække at leve i tilgroede områder, og er specielt glad for at leve i fugtig løvskov, hvorfor Mallings Kløft er et godt sted for den.
Her kan den leve skjult, og den bevæger sig kun lidt omkring når den om natten går på jagt efter insekter, regnorm, larver, snegle, edderkopper og tusindben. Den kan dog også tage firben og sågar også andre mindre stålorme.
Den bliver ca. 45 centimeter lang, og den kan ligesom firbenene miste halen, som udgør over halvdelen af dyret. Halen gror dog ud igen, dog i en kortere form.
Stålormen bevæger sig ligesom en slange, og kan med lethed bore sig ned gennem jorden, ligesom den også kan finde på at bore sig ned i et myrebo, hvor den udnytter varmen i boet, uden at det generer myrerne. Om vinteren går de i dvale, ofte flere sammen i samme hule i jorden. Stålormen er fredet.



 Ugens naturfoto – Natsværmeren Mældugle

Natsværmeren Mældugle set på Avnø den 17. august 2012. Sad på en snor dybbet i sukkervand og rødvin.

Natsværmeren Mældugle set på Avnø den 17. august 2012. Sad på en snor dybbet i sukkervand og rødvin.



 Ugens naturfoto – Woodland Kingfisher

Woodland Kingfisher fotograferet i Krüger Nationalpak

Denne isfugl er ret almindelig i tropisk afrika. Vi så den flere gange i Krüger Nationalpark i Sydafrika.
Til forskel fra andre isfugle, lever den ofte langt fra vand, hvor den fanger insekter på jorden og i træerne.