Natur
Grøn basilisk (Basiliscus plumifrons)
Dette er en hun, som jeg har fotograferet i Costa Rica.
Traner i Nordtyskland
På traners træk sydpå, raster mange af dem i Nordtyskland. En del af dem kan man se midt i oktober i området omkring Zingst i Nordtyskland. Her kan man træffe dem på markerne. Ved Gönz er der et fugletårn, hvorfra man kan iagttage dem på et sted, hvor de har kommet i mange år.
Om aftenen kan man tage ud til Bisdorf, for at se dem trække ud til deres overnatningssteder ude i vandet, hvor de sover i fred for rovtøj. Om morgenen kan man med fordel tage ud til Nisdorf, for at se dem igen trække ind på land. I omkring 1 time kommer de flok efter flok, og der er tranelyde i luften hele tiden. Se og hør tranerne komme ind om morgenen i filmen neden for.
KRONHJORT
Kronhjorten er Danmarks største hjort. Hannen kaldes en hjort, hunnen en hind, og ungerne kaldes kalve.
Kronhjortens han er kendt for sit store gevir. Geviret fældes hvert år om vinteren og vokser ud igen i foråret, Store, ældre hanner har de mest imponerende gevirer, som bruges til at tiltrække hunner og kæmpe med andre hanner i parringssæsonen. Hinderne er mindre end hannerne og har ingen gevirer.
I september og oktober, går hannerne i brunst. Så kan man høre deres høje brøl, som bruges til at markere territorium og tiltrække hinder. Hannerne kæmper ofte for at vinde retten til hinderne.
Hinderne og deres kalve lever i grupper, mens hannerne uden for parringssæsonen ofte lever alene eller i mindre grupper.
Kronhjorten lever i skovområder og i det åbne landskab, hvor de lever græs, blade, kviste og urter.
Har fotograferet den i Holmegårds Mose.
Gråstrubet lappedykker
Gråstrubet lappedykker ses over hele landet, men størstedelen af den danske bestand findes i Østdanmark. Forekommer ved søer, moser, og andre vådområder med en rig vegetation. Almindelig trækfugl. Halsen er rødbrun. Det øverste af hovedet er sorte, hvorimod kinderne og struben er lysegrå. Den lever af vandinsekter, padder, små fisk,padder og vandplanter.
AGURKEEDDERKOP
Agurkehjulspinder kaldes sådan på grund af den gulgrønne bagkrop med små, sorte prikker, der minder om farven på en agurk. Resten af dyret er lysebrunt. På spidsen af bagkroppen lige over spindevorterne ses et tydeligt rødt mærke.
Agurkehjulspinder hører til hjulspinderne, der også tæller edderkopper som korsedderkop og kvadratedderkop. De bygger alle et flot hjulspind, som bruges til at fange bytte i.
Ligesom hos korsedderkoppen, sidder agurkehjulspinderen centralt placeret i spindet og venter på et bytte. Den træffes fra maj til hen i september.
Svalehaleglente (Elanoides forficatus)
Svalehaleglenten er en sort-hvid rovfugl med en dybt kløvet hale. Efter at have tilbragt efteråret og vinteren i Sydamerika, ankommer drager til Florida i begyndelsen af marts for at yngle De er meget sociale for en rovfugl at være. De yngler i løse kolonier og fouragerer ofte i små flokke. I begyndelsen af juli begynder de at samles i store fælles sovepladser til migrationen tilbage til Sydamerika.
Svalehaleglenter yngler i sumpe, lavlandsskove og moser.
Den spiser primært flyvende insekter, men i ynglesæsonen jager de også små hvirveldyr, herunder løvfrøer, firben, rugende fugle og slanger. Mindre almindeligt spiser de også flagermus, små fisk og frugt. Voksne spiser typisk deres mad, mens de flyver.
Selv har jeg fotograferet den i Costa Rica.
Eremitkrebs (Pagurus bernhardus)
Forkroppen er forkalket (hård), bagkroppen er blød og sækformet. For at beskytte bagkroppen anbringer eremitkrebsen den i en snegleskal eller en anden hul genstand. 1. par ben har ulige store klosakse, der blokerer åbningen, når dyret trækker sig ind i skallen, Bagkroppen er krummet og asymmetrisk og rummer en del af indvoldene
Når en eremitkrebs vokser, og den gamle skal bliver for lille, må den finde en ny bolig. Eremitkrebs er altædende, men lever især af ådsler og dødeplanter og mikroorganismer.
Fotograferet på stranden på øen Koh Ngai i Thailand.
Struds (Struthio camelus)
Der findes i dag fem strudsearte. Den mest kendte er masaistrudsen som er verdens største nulevende fugl. Strudsen kan ikke flyve, til gengæld er strudsen udviklet til at løbe stærkt. Strudsens topfart ligger omkring 70 km/timen. Strudsen er ikke specielt intelligent. Dens hjerne er meget lille, men den klarer sig forbløffende godt alligevel. Dens store øjne er placeret højt på en lang hals, så den let opdager rovdyr på den afrikanske savanne, hvor fuglen hører til. De kan blive 20-30 år gamle. De lever i forholdsvist store flokke på 10-15 individer De spiser både plantedele, insekter og krybdyr. Masaistrudsene er udbredt på savanne og i halvørken over en stor del af Afrika.
Blå kærhøg (Circus cyaneus)
Hannen er fotograferet af Jørgen Carl Erik Scheel, hunnen af mig.
Blå kærhøg er lidt mindre end musvågen. Den flyver konstant lavt over terrænet i sin søgen efter smågnavere eller småfugle. Hannen ligner en måge med sin lyse fjerdragt med sorte vingespidser. Hunner og ungfugle er brunlige med en karakteristisk hvid overgump. Blå kærhøg er en almindelig trækfugl i Danmark forår og efterår samt en udbredt vintergæst i landet. Blå kærhøg lever i det åbne land med marker, enge og heder.
Spidsand (Anas acuta)
Spidsanden er en stor svømmeand med en meget lang hals. Vingerne er lange og smalle. Halen er lang og spids, deraf navnet spidsand. Hannens hoved er mørkebrunt med en hvid lodret stribe bagerst. Halsen er hvid. Hunnen er lys og spættet. Spidsanden yngler i Skandinavien og Rusland og overvintrer i Vesteuropa, bl.a. i England og Frankrig.
Spidsanden ses hovedsagelig på trækket i august-november og igen i marts-april når de er på træk mellem ynglestederne og vinterkvartererne.
Spidsanden lever af plantemateriale og tilknyttede smådyr som den finder på lavt vand.
I træktiden ses op til 6000 spidsænder i Danmark. Spidsanden er en fåtallig dansk ynglefugl. Der er ca. 150 par i Danmark.
MØJBILLEN (Aphodius prodromus)
Der findes flere typer møgbiller. Den store møgbille har en længde på 8-13 mm. Det er en stor, plump, skarnbasselignende bille med kraftige ben. Billen er normalt blank sort og oftest noget glinsende Vingedækkerne har fine punkterede striber.
Den voksne bille lever af gødning. Den lægger også sine æg i gødningen, og larverne lever også af gødningen. Efter omkring 2 måneder om sommeren bliver æggene til nye biller.
Under billens dækvinger på bagkroppen befinder flyvevingerne sig, og alle gødningsbillerne kan flyve.
Rødhalset gås (Branta ruficollis)
Den rødhalsede gås er en lille gås. Set tæt på er den letgenkendelig med sin rustrøde hals og kindplet samt den sorte og hvide krop. På afstand kan den være svær at skelne fra andre gæs, som den næsten altid optræder i flok med herhjemme. Den hurtigt og let under fouragering. Den træffes mest sammen med bramgæs eller knortegæs. Den yngler på tundraen øst for Uralbjergene i det nordlige Sibirien. Det er en trækfugl, der fortrinsvis overvintrer omkring Sortehavet, især i Rumænien og Bulgarien. En sjælden fugl i Norden. Ses på træk og (i milde vintre) som overvintrende i Danmark.
Dobbeltbekkasin (Gallinago gallinago)
Dobbeltbekkasinen er en vadefugl med et karakteristisk langt næb. Den måler ca. 26 cm i længden, heraf det 7 cm lange næb. Vingefanget er ca. 46 cm. Fuglen yngler i moser og sumpede engområder i det nordlige Europa og Rusland. I Danmark er den en ret almindelig ynglefugl og meget almindelig som trækgæst.
Egern (Sciurus vulgaris)
Egernet er almindeligt i Danmark. Det er især knyttet til nåle- og blandingsskove, men arten findes også i løvskov, haver og parker.
Egern forekommer i to varianter; rød og sort. Det røde egern er dog det mest forekommende. Halen er busket og den bruger halen til at holde balancen med. Når egern hopper rundt i træerne, sikrer modvægten i halen, at de ikke falder ned.
Hanner og hunner lever hver for sig. I området bygger egernet flere næsten kugleformede reder, som placeres højt i træerne. Rederne laver egernet af kviste og plantemateriale, og de bruges både som skjul og hvilested. Reden, hvori ungerne fødes, er kraftigere.
Ofte gemmer egernet små forråd af føde i skovbunden, i jorden eller i revner og huller i træer. Egernet får et eller to kuld af tre-seks unger om året. Egern kan blive op til 6-7 år gamle.
Egern lever af et bredt spektrum af føde fra nåletræsfrø, hasselnødder, bog og agern til dyrisk føde, som eksempelvis fugleunger.
Vi er herre over naturen på godt og ondt.
Mennesket er det mest intelligente dyr på kloden. Dette har sat os i stand til at blive herre over naturen på godt og ondt. Forbruget af klodens natur og naturressourcer accelerer med den stigende befolkning på kloden. Dette sammen med den globale opvarmning, lægger ekstra pres på grundlaget for vor eksistens.
Menneskene har jo til alle tider søgt svar på vores eksistens, og i det omfang vi ikke umiddelbart har kunnet give svar, har vi søgt svarene i det religiøse. Helt tilbage i fortiden var medicinmanden men sine besværgelser og tilbedelsen af ånder en magtfaktor. Senere opfandt vi mennesker diverse guder, som vi mente havde svaret på vores eksistens. Og der blev brugte mange resurser på at ære disse guder, som det blandt andet kan ses på den guldbelagte Swedagon Pagode i Yangon, som er bygget for over 1000 år siden. Men bønner til guderne slår dog heller ikke til i dag.
Religiøse kræfter specielt i USA har stadig utroligt magt, og sammen med kortsigtede kapitalinteresserne i det meste af verden, lægger de hindringer i vejen for de nødvendige tiltag for at rede kloden for os mennesker.
Naturen som sådan var måske bedst tjent med, at vi ikke var her. Skulle vi med vores manglende handling, gøre kloden ubeboelig for mennesker, vil naturen hurtigt tage over og slette sporene efter os.
Så galt vil det selvfølgelig ikke gå, på et eller andet tidspunkt, når vi når til sidste udkald, vil det gå op for befolkningerne, at der må gøres noget. Når vi kan bygge bygninger som Swedagon Pagoden, flyve til månen etc. Kan vi selvfølgelig også løse problemerne omkring vores natur, klima og ressourcer. Desværre må vi nok se i øjnene, en del biodiversitet er gået tabt, inden vi når så langt.Brushanen har måske snart danset sin sidste dans i Danmark. (Philomachus pugnax)
I år 1900 var Brushønsene almindelige ynglefugle i Danmark. På grund af bl.a. dræning af yngleområder og brug af insektmidler er arten gået voldsomt tilbage.
Brushønsene er en vadefugle, som man for brushanernes vedkommende let kender på sin halskrave i yngledragten. Hannerne ankommer i april, og de samles på specielle spillepladser, hvor de opfører skuekampe for at tiltrække hunnerne.
Under disse kampe spiles halskraverne ud, for at de kan se drabelige ud, og for at imponere modparten.
I yngletiden i maj-juni, hvor hannernes kampe udspilles, er hannernes ansigt nøgent, og dækket af røde og gule farvede hudvorter. Brushanen optræder i flere forskellige farver fra det mørkebruge og over i det hvide.
Hunnen har slet ikke disse særlige fjerprydelser som hannen. Og den har hele året en mere diskret fjerdragt i brunlige farver.
Uden for yngletiden ligner hannen hunnen hinanden idet hannen dog er lidt større.
Brushønen lægger sine æg i en fordybning i jorden med lidt græs som redemateriale. Ungerne er straks efter klækningen parat til at finde føde, medens hunnen passer på dem.
Brushønsene lever af insekter, orme, små muslinger og krebsdyr men også en del planteføde. Den er udbredt som ynglefugl i de nordlige dele af Europa og Asien.
Allerede tidligt rejser hannerne sydpå, og overlader rugningen og pasning af ungerne til hunnerne.
Brushønsene overvintrer i Afrika og hannerne begynder trækket i juni, medens ungerne og hunnerne først begynder trækket i september.
Ugens naturfoto – Sort Ibis (Plegadis falcinellus)
I vådområdet ved Hegnede bugt var en sort Ibis på besøg sydfra. Den hedder godt nok sort ibis, men sort er den ikke. Dens fjerdragt er med metalglans i bruge i brune og grønne nuancer.En del arter, som forekommer syd for Danmark, vil i takt med, at vores klima bliver varmere optræde hyppigere i landet, og sort ibis er en af de arter vi kan forvente vil slå sig ned i Danmark. Om de får succes her i landet, vil i høj grad være betinget af, at vi har de habitater der skal til. For ibissen drejer det sig om at bevare og øge vores vådområder. En forudsætning er også at bestanden syd for os vokser, så fuglene er nød til at søge nye områder. Ibissen lever af småfisk, padder, vanddyr og insekter.
Malabar næsehornsfugl (Anthracoceros coronatus)
Malabar næsehornsfugl er en stor næsehornsfugl med en længde på 65 cm. Den har hovedsageligt sort fjerdragt bortset fra dens hvide bug, strubeplet, halesider og bagkant til vingerne. Næbbet er gult med en stor, hovedsagelig sort overdel. Han og hun ligner hinanden. Denne art er altædende og tager frugt, fisk og små pattedyr. Figner udgør en vigtig del af deres kost.
Hunnen lægger to eller tre hvide æg i et hul i et træ, som bliver spærret af med en cement lavet af mudder, ekskrementer og frugtpulp. Der er kun én smal åbning, lige stor nok til, at hannen kan overføre føde til moderen og ungerne. Når ungerne er blevet for store til, at moderen kan passe i reden med dem, bryder hun ud og bygger muren op igen, hvorefter begge forældre fodrer ungerne.
Malabar næsehornsfugl er almindelig i det tropiske sydlige Asien fra Indien og Sri Lanka og øst til Borneo. Vi så dem i Sri Lanka.
Flodhestedrama
Hanflodhesten nærmer sig. Men for at beskytte den lille flodhesteunge bliver han på dramatisk vis jaget væk, så der igen bliver ro i flodhesteflokken. Det så vi i Tanzania.
Vandstæren (Cinclus cinclus)
Vandstæren kommer på besøg i Danmark om vinteren. Man regner med at op imod 1000 vandstære overvintre i Danmark. Danmark ligger midt imellem vandstærens store udbredelsesområder. For norske og svenske ynglefugle udgør vores natur et grænseland mod syd, mens vi er nordgrænse for tyske vandstære. Vandstæren er den eneste spurvefugl, der finder føde på bunden af ferske vande. Den lever af bundens larver og nymfer, som den finder i strømrige vandløb. Den kan padle sig frem eller den kan gå på bunden. Kun få vandstære yngler i Danmark.
Stjernehimlen
Når man kigger op på stjernehimlen erkender man sin mikroskopiske plads i universet.
Møn og Nyord er udnævnt som Nordens første Dark Sky Park på grund af den lave lysforurening her. Men det næstbedste sted i Vordingborg kommune er Avnø, som også er et af de få steder, hvor lysforureningen er mindre generende.
Jeg kørte derud, og gik ud til fjorden. Her lagde jeg mig på bænken, og i en halv time lå jeg og så op i den fantastiske stjernevrimmel, med mælkevejen som et bredt mælkehvidt bånd af lys, der strækker sig over hen over himlen, så erkender man sin mikroskopiske plads i universet.
Dykkertur til Koh Haa Islands Thailand
På vores dykkertur var der en fotograf med på vores dykkertur, som fotograferede os, og hvad vi så. En fantastisk dykkerlokalitet, som jeg har dykket på 2 gange.
Traner raster ved Pulken i Sverige. (Grus grus)
I månedsskiftet marts/april kommer flere tusinde traner til Pulken i Sverige for at raste, inden de trækker længere nordpå. Har kan man også opleve tranedansen.
VENDEHALS KAN GIVE OPVISNING I SLANGEDANS
Navnet vendehals har fuglen fået, fordi den er i stand til at dreje hals og hoved, så den minder om en slange, på den måde kan den skræmme rovdyr fra at angribe. Den kan samtidig udstøde en hvæsende lyd, der sammen med en lang tunge, kan forstærke indtrykket af en slange.
Vendehals er i familie med spætterne. Når man ikke ser den så tit, er det måske fordi den ligner et stykke bark.
Vendehalsen føde består hovedsageligt af myrer, som den slikker op med sin lange tunge. Vendehalsen er gået markant tilbage i hele Europa, og bestanden er mere end halveret siden 1970, blandt andet på grund intensiveret landbrugsdrift, færre græsningsområder, og brug af pesticider.
FROM A DIVINGTRIP TO KOH HAA ISLANDS IN THAILAND
Koh Haa islands is a good diving destination 16km west of Koh Lanta. There is simply stunning in every way and a very popular diving and snorkeling site.
Bæveren skaber natur. (Castor fiber)
Man skal stå tidligt op, hvis man skal se bæverne. I 1996 blev der ved Flynder Å i Klosterhede Plantage udsat 18 bævere. Disse er blevet til over 250 individer i 2021. De har spredt sig måske helt op til 100 kilometer fra udsætningsstedet. Bæverne lever af planteføde. Om sommeren er det urter og vandplanter fra engene omkring vandløbene. Om vinteren er det træer og buske, og de er i stand til at fælde store træer med en diameter på 25 cm.
Efterfølgende gnaver de alt barken af træet. Inden vinteren samler de forråd i form af grene, som de stikker ned i bunden af deres sø nær deres hule, hvor de kan holde sig friske hele vinteren.
Først bygger bæverne en dæmning over vandløbet for på den måde at skabe en lille sø. Derefter bygger de deres hule tæt ved søen. Hulen bygges af grene, små træstammer og mudder. Indgangen til hulen er i brinken ca. 50 centimeter under vandet, så isen ikke kan lukke indgangen. Med denne aktivitet er bæverne med til at skabe ny natur til glæde for andre, dyr, fugle og planter, og på den måde øge biodiversiteten i området.
Bæverne er nataktive, så man skal stå tidligt op for at se dem. Jeg så en svømme i søen. Før den dykkede ned, slog den et ordentligt slag med halen, som er bævernes måde at advare hinanden om eventuel fare.KROKODILLER (Crocodilia)
Krodiller er firbenede krybdyr. Huden er tyk og dækket af skæl. De har en flad snude, hvor øjne, ører og næsebor placeret øverst på hovedet.
De krokodillearter vi kender i dag opstod for 83,5 millioner år siden under den sene kridttid og er det nulevende dyr, der er nærmest beslægtede med fuglene. Der findes forskellige arter krokodiller nemlig egentlige krokodiller, alligatorer, kaimaner samt gavial og uægte gavial .
Krokodiller forekommer hovedsageligt i tropisk lavland.
Krokodillen er kødædende. Den har 64 til 68 sylespidse tænder. Hvis en krokodille taber en tand, vokser der straks en anden frem. På et helt liv kan den have over 1.000 tænder. De angriber normalt fra vandet, hvor de ligger neddykket med næseborene oven vande parat til at kaste sig frem med stor kraft over det intetanende byttedyr. Byttedyret bliver trukket ned i vandet og druknet, hvorefter det bliver flået i stykker og spist.
De kan blive meget gamle. Den ældste man kender til, er en krokodille i en zoologisk have i Rusland. Den døde i 1997 og nåede at blive 115 år gammel.
Vadefugle på træk
Efter en kort ynglesæson nord for Danmark trækker vadefuglene meget tidligt tilbage sydpå. Ofte forlader en af fuglene yngleområderne allerede, når æggene er lagt. Og hannen er ofte den der udruger og tager sig af ungerne.
Allerede sidst på sommeren, kan vi møde dem på de danske strande, da landet ligger centralt på trækruten mellem Syd-og Nordeuropa.
På Jerlev strand vrimlede det med vadefugle, da jeg besøgte den først i august måned. Her var der mange almindelige ryler, men også Islandsk ryle, så jeg sammen med sandløber, lille kobbersneppe, præstekrave, rødben, stenvender, strandskade og storspove.
Medens de opholder sig i Danmark, gælder det om at tanke op til det videre træk mod overvintringsområder i Sydvesteuropa og Centralafrika.
Biædere eksotiske tropefugle i den danske natur.
Biæderne yngler i grusgrave eller andre typer skrænter. De er dog set yngle i huller gravet direkte ned i jorden. Det vurderes, at der i de senere år har ynglet 6 til 9 par i landet. Artens ynglesucces afhænger dog meget af fødegrundlaget.
Biæderne yngler normalt i kolonier, idet de er sociale fugle. De yngler i huller på omkring 1 meters dybde, som de selv graver ud. Næbbet bruges til at hakke jorden løs, medens den løse jor skrabes bagud med fødderne
De får omkring 4 til 5 unger på vingerne. I 1948 så man for første gang ynglende biædere i Danmark i en grusgrav nord for Hasle på Bornholm. Når de skal ud af hullet kommer de baglæns ud, og kaster sig ud i luften. De findes i åbne landskaber med et rigt insektliv.
Biæderne er trækfugle, og de danske biædere trækker til Vestafrika for at overvintre. De vender tilbage i maj/juni måned, og forlader os igen allerede i august.
Danmark er nok det nordligste land, hvor der findes ynglende biædere.
Biæderne, hvoraf der findes 27 arter, er meget farverige fugle. Det er dog kun den europæiske biæder man ser i Danmark. Biæderne hører til arten skrigefuglene lige som isfuglene. De lever af flyvende insekter, blandt andet bier heraf navnet. Og de fjerner ikke som flere andre arter giftbrodden før de sluger bien. Men også sommerfugle, guldsmede fluer og biller står på menuen. De fanger byttet akrobatisk flyvende i luften.
Jeg har ikke fotograferet biædere i Danmark. Men på mine rejser i Afrika og Sydøstasien, er det lykkedes mig at fotografere flere arter biædere. Den ene flotter end den anden.
Edderfugletræk gennem Avnø Fjord
I løbet af marts måned kan man se edderfugletræk ned gennem Avnøfjorden. På de gode dage kommer de flok efter flok på deres træk østover. De fleste edderfugle på træk ses dog ved Gedser Odde, hvor man på en enkelt dag har været oppe på omkring 60000 forbi trækkende edderfugle.
De fleste edderfugle yngler i Sverige og Finland langs Østersøens kyster, og på Island og Grønland.
I Danmark yngler der omkring 25000 par. Den vigtigste ynglelokalitet i Danmark er Saltholm i Øresund, som huser omkring en fjerdedel af hele den danske ynglebestand.
Når ællingerne er udruget, samles ungerne i større flokke på op til 100 individer, som overvågers af 2-3 edderfuglehunner.
I vinterperioden overvintrer ca 30% af den Nordvesteuropiske bestand i de Danske farvande.
Edderfuglen er vores største andefugl. Den har et vingefang på 80-108 centimeter og vejer fra 1200 til 2800 gram. Edderfuglehannen har en flot fjerdragt med sort, hvid og med grønne nakkefjer og rosa bryst. Hunnerne er brune og derfor godt kamufleret.
Ugens naturfoto – Prærietranen
En sjælden prærietrane fra Nordamerika blev i går opdaget på en mark mellem Vordingborg og Næstved. Den blev dog allerede den 2. januar set på Trellemarken i Vordingborg. Efter ikke at have været set siden blev den torsdag spottet i området omkring Avnø. Ornitologer fra nær og fjern valfartede fredag til området. Selv var jeg derude fra morgenstunden uden at være heldig at se den. Det lykkedes mig dog senere på dagen, hvor den havde slået sig ned på en afhøstet majsmark, at få den at se.
Når det er blevet sådant et tilløbsstykke, er det fordi, det kun er anden gang, at Danmark har besøg af en prærietrane. Den er en smule mindre end vores hjemlige trane, som den dog på afstand ligner den til forveksling. Første gang den har været her, var også i Vordingborg Kommune. I maj 2013 var der en prærietrane der i kort tid holdt til på Møn.
IVANS NATUR – NATURFILM
Året 2020 har været et rædselsfuldt Corona-år. Meget har været lukket ned. Naturen har dog heldigvis været åbent hele tiden. Det vil den også være i 2021. Håber at vedlagte filmklip kan inspirere til at komme ud i den.
Hundredtusindvis af fugleobservationer i en bog der vejer 5,3 kilo.
Med de mange observationer er det med Atlas III undersøgelse af de danske ynglefugle lykkedes at skabe et unikt redskab til naturforvaltning og naturbeskyttelse.
I projektet er landet blevet inddelt i 2200 kvadrater på 5 x 5 kilometer. 1500 frivillige medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening kunne udvælge et kvadrat hvori de kunne tælle ynglefuglene. Til udførelse af projektet donerede Åge V. Jensens Naturfond 20 millioner kroner, uden hvilke projektet ikke har kunnet gennemføres, og det løb i 4 år fra 2014-2017.
Man foretog lignende projekter i 1971-74 (Atlas I) og igen 1993-96 (Atlas II). Dette gør det muligt at se, hvordan fuglebestandene har udviklet sig, gennem næsten 50 år. Det tog 10 år at lave det store Fugleatlas på 840 sider. Undersøgelsen kan også fortælle noget om hvordan fuglelivet i fremtiden vil blive påvirkes af klimaforandringerne.
Projektet viser i hvor mange kvadrater fuglene er blevet observeret. Men derimod ikke hvor mange fugle der er af de enkelte arter. Undersøgelsen har vist, at skovens fugle generelt er i fremgang, medens agerlandets fugle er i kraftig tilbagegang.
Man kan konstatere, at forarmelsen af det åbne land med intensiveringen af agerlandet samt manglen på pleje af heder og enge, har medført kraftig reduktion i yngleudbredelsen af de arter, der er afhængig af disse naturtyper. Det har dog vist sig, at man kan vende denne udvikling ved at etablere større sammenhængende naturområder.
Af de 209 ynglende arter, har det vist sig, at tornsangeren er den mest udbredte ynglefugl, idet den er observeret i 97% af kvadraterne. Nummer 2 er solsorten med 96%, og sanglærken er nummer 3 også med 96%. I Altlas 1 projektet var det sanglærken der var nummer 1, medens det i Atlas II var solsorten, der var den mest almindelige ynglefugl. De ynglefugle der er fundet og kortlagt i Atlas III er fordelt på 196 sikre, 15 sandsynlige og 2 mulige fund.
Man skal være derude!
Jeg får ofte spørgsmålet om hvordan jeg får gode billeder af dyr og fugle. Det korte svar er, at man først og fremmest skal være derude, samt have tålmodighed.
Men hvor og hvornår? Et af de vigtigste redskaber for beslutningen er vejrudsigten, som ofte bestemmer hvor jeg tager hen. Også tidspunktet på dagen er vigtig. Mest oplever man når man tager ud tidlig om morgenen. Også af hensyn til fotograferingen er først- og sidst på dagen optimale, idet man på grund af de skygger, der er på disse tidspunkter for mere dybde i billederne, årstiderne er en anden faktor.
Det er selvfølgelig også vigtigt at kende naturen og stederne, hvor der er changer for at få nogle gode, og kendskabet til dyr og fugles ageren i naturen er vigtig. Jeg kan bedst lide at gå i naturen frem for at sidde et bestemt sted. Jeg er altid nysgering efter, hvad der findes rundt om det næste hjørne. Der er dog dyr og fugle, hvor man er nødt til at sidde i skjul, for at få de bedste billeder.
Materiel er knapt så vigtigt. Mange løber rundt med dyre og tunge kameraer, og tager nogle fantastisk gode billeder, men mindre kan gøre det. Selv har jeg et kompaktkamera til omkring kr. 3500, hvor kvaliteten af billeder er udmærket, og det kan zoome 60 gange, så man ikke behøver at komme tæt på dyr eller fugle, for at få et godt billede. For at finde dyr og fugle medbringer jeg altid min kikkert. Så man kan berede sig på at nærme sig forsigtigt, for ikke at skræmme emnet væk.
Antal ørnepar stiger i Danmark
En unge med er forældrefugl.
Antal ørnepar stiger i Danmark. Ovenstående ørne er del af et nyt par, der i år har fået en unge. Denne ørnerede har fået nummer 168.
Silkehejre
Silkehejren yngler endnu ikke i Danmark. Den ses dog sporadisk rundt omkring. Den er lidt mindre end sølvhejren, og kan kendes på dens sorte næb.
Silkehejren er trækfugl. De fleste europæiske silkehejrer overvintrer i Afrika, primært syd for Sahara, men der er også en relativ stor del, der overvintrer i Sydeuropa, bl.a. i Frankrig. Den lever i det sydlige Europa og i Nordafrika. Den yngler ved lavvande søer, floddeltaer og laguner.
Silkehejren lever af små fisk, frøer, krebsdyr, snegle, mosegrise og insekter. Dens jagtteknik er forskellig fra fiskehejren, der står stille i vandet og lurer på byttet. Silkehejren løber gennem det lave vand og snapper byttet med hurtige bevægelser. Den ses også fouragere på fugtige marker.
Vordingborg Kommune er blandt Danmarks mest flagermusartsrige områder.
Der findes 17 arter flagermus i Danmark. Medens der totalt findes over 1000 arter i hele verden. Flagermusen er det eneste pattedyr, der kan flyve.
Detektorer registrerede de flagermus der er i området ved hjælp af de lyde med høje frekvenser. Hver flagermuseart har deres bestemte lyde, så man ud fra den kan bestemme hvilke arter der er registreret. Der blev fundet 10 arter flagermus i undersøgelsen.
De syv af arterne er vidt udbredte i det østlige Danmark: Sydflagermus, Brunflagermus, Skimmelflagermus, Vandflagermus, Dværgflagermus, Troldflagermus og Langøret flagermus. De sidste tre arter er enten sjældne eller lokalt sjældne: Brandts-/Skægflagermus, Frynseflagermus og Bredøret flagermus. Vordingborg kommune huser en væsentlig del af den danske bestand af den mere sjældne bredøret flagermus.
Nogle flagermus trækker væk om vinteren, medens de tilbageværende går i dvale fra september til maj. De finder et sted hvor de kan sove køligt men frostfrit. Det kan være hule træer, huse, lofter.
Ugens naturbillede/film – nattergalen
Nattergalen synger flot, her i konkurrence med 5 til 6 andre nattergale. Desværre er den i tilbagegang, blandt andet på grund af manglende levesteder.
Albinorådyr er en sjældenhed.
Der er sjældent man er heldig at se et albinorådyr, men på en lokalitet i Vordingborg kommune har jeg for nylig observeret et sådant hvidt rådyr, som ved en forstørrelse af mine billeder ser ud til at være et albinodyr.
Der findes også hvide rådyr, som ikke er albinoer. Hvidt eller delvist hvidt råvildt optræder med sjældne mellemrum i den danske natur. Ikke alle kan defineres som egentlige albinoer. Er det et albinodyr mangler det pigment i hår og øjne. Fænomenet skyldes en genfejl, og for at det bliver et hvidt lam, skal forældrenes gener være de rigtige. Man kan også se på deres snude, som fremstår lyserød, da blodet farve ses gennem huden.
Rådyr er Danmarks almindeligste klovdyr. Ud over dette har vi dådyr og kronhjorte, men rådyret er vores mindste hjorteart.
Rådyr er almindelige i hele Danmark, og har i hvert fald været her i over 8.000 år, hvilket man har kunnet konstatere med rådyrknogler. Som man har fundet på bopladser og moser.
Ravnen er i fremgang.
Ravnen er en mytisk fugl. Den optræder i den nordiske mytologi, hvor ravnene Hugin og Munin er guden Odins ravne, som hver morgen flyver ud i verden, og vender tilbage til Odin, og fortæller ham, hvad der er sket ude i verden, både blandt menneskene og guderne.
Ravnen optræder på vikingernes fane, men er også fundet på en sølvmønt fra 940 i York England, hvor vikingerne hærgede. Ravnen optræder dog allerede i bibelen. De første fugle der blev sendt ud fra Noas Ark for at lede efter land var ravnene, ligesom vikingerne brugte ravnene til at finde land.
Allerede i gammel tid havde man fundet ud af, at ravnen var en meget klog fugl. Ravnen har en af de største hjerner i fugleverdenen, og de er i stand til at løse komplicerede problemer, hvor de er i skarp konkurrence med chimpanserne. I nogle tilfælde har man konstateret at den husker bedre end mennesket.
Ravnen er dog før i tiden også blevet betragtet som en ulykkesfugl, og man kender udtryk, som natteravn, ravnemor og ravnekrog, som er et afsidesliggende sted.
Omkring 1950 var der kun 16 par tilbage i Danmark, idet den var meget jagtet, da man mente, at den var skadelig for jagtvildtet, men også på grund af overtro, hvor man mente at den stod for forbindelse til onde kræfter.
Men nu er den fredet, og den er i kraftig fremgang, og man mener nu, at der nu er findes over 1000 par der yngler i Danmark.
Ravnen er stort set altædende. De kaldes også naturens skraldemænd, idet de er ådselædende. Derudover består deres føde af mus, rotter, insekter, æg og fugleunger. Men de spiser også bær, frugt og korn. Den søger hovedsagelig føde ude i det åbne landbrugsland. Og de gamle ravne er standfugle, som året rundt holder til på deres territorium.
Ugens naturfoto – Sølvfisk
Sølvfisk er nogle meget primitive insekter, som har eksisteret uden de store ændringer i over 300 millioner år. Vi mennesker har kun eksisteret i ca. 200.000 år.
Hvis man søger på sølvfisk på nettet, får man mange sider med forslag til bekæmpelse af de stakkels kræ, som er ganske uskadelige, der findes nok ikke et hus i Danmark, hvor der ikke findes sølvfisk.
Når man er så gammel som mig, skal man jo op flere gange om natten, for at komme af med det overskydende vand. Her møder jeg ofte et par sølvfisk, når jeg tænder lyser. De er omkring 10 millimeter lange. Jeg har sandsynligvis generet de stakkels nataktive kræ i op til 4-5 år. Så gamle bliver de.
Flagspætten slider 3 næb op om året
Vores hjemlige flagspætte trommer på træernes stamme, når den skal finde føde, lave redehuller og når den skal hævde sit territorium. Den kan lave 20 hug i sekundet.
Flagspættens helt specielle kranie gør, at den ikke får hjernerystelse af al det trommeri. Det slider dog så meget på næbbet, at op til 3 næblængder slides ned på et år.
Den store flagspætte er den mest almindelige spætte i Vordingborg Kommune
Den lever af larver, som den finder under træernes bark. Om vinteren lever den meget af koglefrø og nødder.
Sortspætten er også en af vores store spætter. Sortspætten ikke er så talrig i Danmark, og slet ikke i Sydsjælland.
Sortspætten er en stor fugl, næsten på størrelse med en krage, men let genkendelig på sin røde ”kalot”. Med dens imponerende næb hugger den et redehul i en træstamme ca 10 meter over jorden. Redehullet er næsten en halv meter dybt, og med et indgangshul på ca. 10 centimeter i diameter.
Når sortspætten sidder og trommer på et træ for at markere sit territorium, foregår det med ca. 10 trommeslag i sekundet, og det kan høres flere kilometer væk.
Grønspætten er en anden af vores store spætter. Den er let kendelig på sin røde isse og sine grønne vinger og ryg.
Grønspætten findes hovedsagelig i Jylland, men er også at træffe på Fyn, medens den ikke findes på Sjælland, Møn og Lolland/Falster.
Den lever hovedsagelig i blandingsskov med åbne græs områder. Den finder først og fremmest sin føde på Jorden. Den lever hovedsagelig af myrer. Den hakker hul i myretuen, og med sin klæbrige tunge kan den tække myrer, æg og pupper uf af myrernes gange. Den tager også andre insekter, ligesom den kan spise frugt og bær.
Fitness i Mallings Kløft.
Hvorfor ikke bruge naturen som fitnesscenter.
Et sted, hvor man virkelig kan blive fysisk udfordret er Malling Kløft i det sydlige Sjælland. Den er en ca. 1½ kilometer lang smeltevandskløft, og følger man bækkens kringlede løb gennem kløftens bakkede terræn, skal man nok tabe noget af fedtet.
Kør fra Stensved ad Vestenbækvej, drej derefter til venstre ad Stensbyvej. Fortsæt ca. 1,3 kilometer. Kløften ligger på venstre side af vejen lige ved et skarpt sving, og der er en parkeringsplads på den anden side af vejen.
Man kan starte med at følge markvejen langs kløften ned til enden af skoven. Derefter går man til venstre hen til trappen, der fører ned til bækken. Der er nu er en sti langs med bækken tilbage gennem kløften.
Stien er dog meget kuperet, og er man som mig er langt op i halvfjerdserne, er det tilrådeligt at medbringe en stok til støtte. Også fordi man nogle gange skal krydse bækken, når stien fortsætter på den anden side af bækken, idet den snor sig ned gennem kløften. Den samlede tur er på ca. 2½ kilometer.
Mallings Kløft er en lille naturperle, med urørt skov. Netop hvad vi efterlyser i disse år. Gennem hundrede af år har bækken gravet sig ned i terrænet. Her vokser der skellige løvtræer, ligesom der også er stedsegrønne træer.
Kløftens dramatiske natur og også velegnet til en tur med børnene.
Grønspætten
Grønspætten er en af vores store spætter. Den er let kendelig på sin røde isse og sine grønne vinger og ryg.
Grønspætten findes hovedsagelig i Jylland, men er også at træffe på Fyn, medens den ikke findes på Sjælland, Møn og Lolland/Falster, hvorfra den forsvandt først i 1900 tallet. Da den ikke er meget for at flyve over vand, har den endnu ikke spredt sig herover.
Den lever hovedsagelig i blandingsskov med åbne græs områder. Den finder først og fremmest sin føde på Jorden. Den lever hovedsagelig af myrer. Den hakker hul i myretuen, og med sin klæbrige tunge kan den trække myrer, æg og pupper uf af myrernes gange. Den tager også andre insekter, ligesom den kan spise frugt og bær.
Vi har ikke meget natur i Vordingborg Kommune, men vi har noget flot natur.
Vordingborg kommune har nogle natur-highlights. Møns Klint er en af de lokalitetter der er med til at vi i kommunen har områder med national betydning. Klinten er dannet for 70 millioner år siden, da landet var dækket af et tropisk hav. I dette levede nogle alger med kalkskeletter, de sank til bunds og dannede et tykt kridtlag.
Ved idstidens start lå dette lag i over fladen, og blev presset op til det vi i dag kender som Møns Klint.
Kridtbunden skaber nogle specielle biotober, blandet andet til glæde for orkierne, idet 18 af landets orkideer findes her. Der findes også 1500 svampearter, hvor af mange er sjældne og rødlistede. Også Vandrefalkene har glæde af klinten, hvor der hvet år yngler flere par.
Ulvshale og Nyord med den urørte skov på Ulvshale, og engene på Nyord, har national betydning. Nyords enge, er en af Danmarks vigtigste englokaliteter. Med sit rige fugleliv, specielt i træktiden forår og efterår er engene en vigtig rastelokalitet. Men også en del vadefugle, ænder og gæs yngler her.
Ulvshaleskoven drives ikke forstmæssigt, og ligger hen som urørt skov. Den indeholder mange af Danmarks oprindelige træarter. Det er også på Ulvshale, at vi finder kommunens eneste hedeareal.
Endnu et natur-hiegligts er Knudshoved Odde, som er dannet ved isen har efterladt nogle morænebakker, som efterfølgende er blevet forbundet ved materialevandring til den halvø, vi kender i dag. Den yderste del er fredet, og er et fantastisk overdrevslandskab. Her finder vi blandt andet den sjældne klokkefrø.
Avnø er ligeledes et af vores Natur-highlights. Det er først og fremmest sælerne der tiltrækker besøgende derude. Naturstyrelsen fortæller, at de 2 bedste steder at se sæler i Danmark er Fanø og Avnø. Det er ikke fordi de er tæt på, når man ser dem ligge ude på stenrevet i Avnøfjorden, men at de altid er der, og også får deres unger her. På de gode dage i august/september har jeg talt op til 270 sæler derude. Det er en god ide at tage en kikkert med for at få det fulde udbytte af turen.
Også havørnene kan man være heldig at få at se derude. De opholder sig også meget ofte ude på stenrevet eller på Avnø Røn ude i fjorden.
Men ellers er Avnø jo først og fremmest til gavn for vores ænder og vadefugle, som yngler derude. Området er også lærkeland. Fra tildligt forår, kan man opleve deres sang derude.
Så selv om vi ikke har meget natur, har vi steder der virkelig er værd at besøge.
Nogle fugle trækker i helt op til 4 kilometers højde.
Sidst i september og først i oktober kan man opleve tranetrækket ned over Danmark. Tranerne flyver til Nordtyskland, hvor man for eksempel i området ved Strallsund og på Rügen kan opleve flokke på flere tusinde. Der er dog flere tranepar, der er begyndt at overvintre i Danmark.
Nogle fugles efterårstræk, starter dog allerede i juli, hvor de første vadefugle begynder at trække mod deres vinterkvarter.
I august starter hvepsevågerne deres træk sydpå. I den periode kan man se dem skrue sig op ved hjælp luftens termik, hvorefter de fra stor højre glider sydpå.
I september og oktober begynder mange småfugle deres træk, men også en del rovfugle, gæs og ænder begynder deres træk i den periode.
De fleste fugle, vil godt undgå at flyve langt over vand, derfor er de bedste steder at se fugletræk de sydligste punkter. Blandt andet Gedser odde og Hyllekrog på Lolland er gode steder at iagttage fugletrækket.
Og hvor højt flyver de så. Ja det har man fundet ud af, ved at placere miniature aktivitets-loggere på omkring 1 gram på nogle fugle, Disse kan måle småfuglenes aktivitetsmønstre. Man har blandt andet haft en siddende på en rødrygget tornskade, som nåede op på en flyvehøjde af 3640 meter og en på en drosselrørsanger, som nåede op på en flyvehøjde af 3950 meter.
Specielt på de lange stræk, som over Middelhavet og Sahara flyver de meget højt. Det har vist sig, at dårligt vejr kan forsinke trækket. Det bedste tidspunkt at se fugletræk på, er lige efter en periode med dårligt vejr. Trækfuglene kan mærke forskelle i lufttrykket og de kan planlægge deres afgang efter vejrsituationen.
Drosselrørsangeren brugte kun 15 dage på at nå sit vinterkvarter i Vestafrika, medens tornskaden brugte 33 dage på at nå sit vinterkvarter i Namibia og Angola.
Det er ikke alle trækfugle man kan se, da nogle fugle foretrækker at trække om natten. Det gælder mange andefugle samt mange af de insektædende fugle. Det betyder, at de kan fouragere om dagen, ligesom de ikke bliver angrebet af rovfugle om natten. Der også ofte mindre vind om natten.
Om dagen er det blandt andet finker, duer og kragefugle der trækker ligesom rovfuglene, der udnytter den termik, som solopvarmningen giver.
Mange af de insektædende fugle overvintrer i Afrika. En del fugle fra det nordlige Skandinavien trækker sydpå til Danmark, hvor de overvintrer. Det gælder fugle som sjaggere, kvækerfinker, ligesom der nogle vintre kan forekomme en invasion af fugle som silkehaler og nøddekrige.
Guldsmede har eksisteret i over 300 millioner år.
Allerede længe før dinosaurerne og menneskenes gang på jorden fandtes der guldsmede. De eksisterede allerede for 300 millioner år siden, og har overlevet siden da.
Guldsmedene er med deres fantastiske flyveevner i stand til at fange deres bytte i luften. De kan stå helt stille i luften, og kan foretage bratte drej. Guldsmedene er rovinsekter, som lever af de mindre insekter de kan fange i luften.
Når guldsmedelarven kommer ud af ægget, lever den som nymfe i vandet i 2-6 år. Derefter klatrer den op på en vandplante, og ud af nymfehylsteret kommer de flotteste guldsmede.
Mursejlerens ben er for korte, så den må blive i luften.
Mursejleren er en fantastisk fugl, der tilbringer det meste af sit liv i luften, og kun lander når de skal yngle.
Mursejlerne er almindelige fugle i Danmark, og vi ser dem flyve over byernes tage, hvor de gør opmærksom på sig selv med høje skrig. De har deres reder i høje bygninger under taget eller i nicher i muren, specielt i gamle bygninger. Oprindelig ynglede de i klipperevner eller i huller i træerne, men menneske har givet dem andre muligheder.
Deres korte ben betyder, at de ikke kan bevæge sig på jorden, eller som svalerne sidde på elledningerne. De er derfor i luften undtagen i yngletiden. De både sover og spiser og parrer sig flyvende. Man mener, at de tager sig en lur ved fra en højde af omkring 3 kilometer at lade sig glide nedad og imedens tage sig en lille lur.
De lever af insekter, som de med deres brede næb fanger i luften, og de kan flyve lavt hen over vandet, og tage en mundfuld vand.
Også redematerialet, som blandt andet består af fjer, samler den op i luften. Fjerene klistres sammen med spyt. Ungerne i reden, kan undvære føde i mange dage, og de voksne fugle kan flyve hundrede kilometer væk for at søge føde, hvis det er dårligt vejr. Og de kan også undvære føde i flere dage.
Mursejleren er en trækfugl, som tilbringer vinteren i Afrika syd for Sahara.
Det er i sagens natur svært at studere mursejlernes liv, på grund af deres livsform. Det er dog lykkedes forskerne med meget små sensorer, som var placeret på nogle fugle, at måle og optage dens bevægelser over flere måneder. Man kunne konstatere at fuglene, der ikke var ynglende, tilbragte næsten 100 procent af deres liv i luften.
Ugens Naturfoto – Klydeunge
Klydeungerne må klare sig selv fra de kommer ud af ægget. Forælderne passer dog på dem.
De vilde bier en truede.
De fleste af os forbinder bier med honningbien. Den lever dog ikke mere vildt i Danmark.
Foråret nærmer sig, så for vi brug for vore bier, såvel vores honningbier, som vores forskellige vilde bier. Honningbier er i dag et husdyr, som vi holder i bistader. Allerede i det gamle Egypten holdt man for 5000 år siden bier som husdyr.
Når antallet af bier bliver for stort i bistaden vil dronningen bryde ud med en sværm. I en sådan sværm kan der være omkring 20.000 bier, Spejdere i sværmen leder så efter et godt sted at slå sig ned. Det kan for eksempel være et hult træ. Sværmen vil dog kun kunne klare sig i 3 år hvorefter den uddør. Dette skyldes varoamiden, som har invaderet bistaderne.
Varroamiden er en parasit som lever på honningbier, hvor den ernærer sig af blod fra både voksne bier og bilarverne Denne mide bekæmpes i vores bistader, men det sker selvfølgelig ikke i sværmen.
Har man en sværm i haven, kan man kontakte en biavler, som vil hente den og placeret den i hans bistader.
Der findes omkring 290 vilde biarter i Danmark, heraf er de 29 humlebiarter, men der findes 25.000 biarter i hele verden. Nogle bier lever som honningbien i samfund, medens andre lever som enlige bier. Humlebierne bygger boer med flere dronninger, og det er kun dem der overlever vinteren. Nogle humlebier lever som snyltere hos andre humlebier. Det er de jordboende bier, der udgør størstedelen af de vilde bier.
Enlige bier danner ikke som de andre bier samfund, men lever alene. Hver af de enlige bier laver sin egen rede, hvori hun placerer sit afkom, og det kun larverne, der overlever vinteren. Der findes omkring 260 arter af enlige bier. Både honningbierne og de vilde bier er vigtige bestøvere, af blomster og afgrøder.
Med de ændringer der foretaget i vores landbrugslandskab, med større marker, nedlæggelse af levende hegn, og andre levesteder, sprøjtning af markerne, samt manglende redepladser og føde, er de vilde bier truede. Mange blomster er forsvundet fra vores landskab.
De vilde bestøvere er vigtige for biodiversiteten, og er med til at vi har en rigt blomstrende flora. I vores haver kan vi gøre meget for give de vilde bier gode forhold. Med en varieret blomstrende flora, samt adgang til vand og redepladser i form af bunker af løst sand, kan man nå langt. Ligesom man selvfølgelig skal undgå gift i haven.
Af andre vigtige bestøvere kan nævnes svirrefluer, hvor af nogle ligner hvepse, hvilket beskytter dem mod deres fjender. Også sommerfuglene er vigtige bestøvede, men også disse er truede af udryddelse af samme grunde som for bierne.
At det er alvorligt fremgår af tysk undersøgelse, der viser, at der i de sidste 30 år, har været et tab på omkring 70% af biomassen af de flyvende insekter. Vi oplever da også, at vi ikke mere får smadrede insekter på bilernes forrude når vi kører en sommerdag.
Krikanden er vores mindste and.
Der yngler under 300 par i Danmark, men vi besøges af tusindvis i træktiden. Nogle af de vigtigste rasteområder for krikanden i Danmark er Vadehavet, Vejlerne Stadil Fjord og Ulvshale Nyord.
Krikanden lever af insektlarver, muslinger og snegle, men også planteføde står på menuen.
Krikanden er svær at ramme for jægerne, da den har et hurtig og uroligt flugtmønster. Der skydes dog lige under 100.000 om året.
Rovdyr i min have
En husmår var på spil.
Husmåren er et rovdyr i mårfamilien. Husmåren ligner en skovmår, men dens halsplet er hvid, hvor skovmårens er gul, og dens snudespids er lys, hvor skovmårens er sort.
De lever begge to i skoven, men husmåren også i det åbne land. Den findes hovedsageligt i småskove, hvor den bor i hule træer, i gamle rævegrave etc., men som navnet antyder kan husmåren også slå sig ned i beboede områder såsom sommerhusområder, og den lever nu også i parcelhuskvartererne i udkanten af byerne.
Her er den ikke særlig vellidt, da den kan finde på et finde bolig oppe på loftet. Den skal kun have et hul på størrelse med et hønseæg, for at kunne komme ind.
Om natten kan man så høre den larme, ligesom dens efterladenskaber i form af ekskrementer og bytte, der ligger og rådner, giver ubehagelige lugtgener i huset.
Husmåren betragtes som et skadedyr, hvorfor der som det eneste mårdyr er jagttid på den. Den må jages i perioden 1. september til 31. januar. Der fanges og skydes omkring 4000 om året. Fanger man måren kan man tage den til en dyrlæge for at få den aflivet, eller man kan køre den langt ud i skoven og sætte den fri.
Husmåren er nataktiv, og lever hovedsageligt af mus, men også muldvarp, pindsvin og harer står på menuen, ligesom den tager fugleæg i sæsonen. Fuglene i villahaverne er er særlig tiltrækkende for den.
For at fange husmåren lægger man nogle hønseæg ud forskellige steder i haven, så den vænner sig til, at der er gratis hønseæg. Derefter lægges et par æg ind i fælden. Der skal slås hul i æggene, så måren kan lugte dem. Det lykkedes at fange den i fælden.
Ilderen
En dag kom jeg ud i haven, og opdagede, at der var gravet et hul i mit stendige. Jeg placerede derfor et vildtcamera for at se hvad det var der gravede. Det viste sig da jeg havde tjekket filmen i cameraet, at det var en ilder der havde gravet, og jeg kunne de efterfølgende nætter se den vende tilbage.
Ilderen er medlem af mårfamilien. Den er lidt mindre en mår, og kan kendes på sin sort/hvide ansigtsmaske. Den lever ofte i lave og fugtige områder, men den kan også leve i landbrugsområder og i skoven.
Ilderen er et natdyr, som træffes i skumringen og om natten, Den lever blandt andet af mus og rotter, men spiser også mange padder, såsom frøer, tudser firben, ligesom den tager fugle og æg. Den kan dog også fange fisk. Den samler forråd til om vinteren. Den fanger bl. a. frøer og tudser, som den lammer ved et bid dem i nakken. På den måde holder de sig friske hele i lang tid. Om dagen holder den til i en hulning under trærødder, en forladt rævegrav, i kvas eller skure, udhuse og lignende.