• Vi er herre over naturen på godt og ondt.

    Yvonna ved vores besøg på Swedagon Pagoden i Yangon Burma.

    Mennesket er det mest intelligente dyr på kloden. Dette har sat os i stand til at blive herre over naturen på godt og ondt. Forbruget af klodens natur og naturressourcer accelerer med den stigende befolkning på kloden. Dette sammen med den globale opvarmning, lægger ekstra pres på grundlaget for vor eksistens.
    Menneskene har jo til alle tider søgt svar på vores eksistens, og i det omfang vi ikke umiddelbart har kunnet give svar, har vi søgt svarene i det religiøse. Helt tilbage i fortiden var medicinmanden men sine besværgelser og tilbedelsen af ånder en magtfaktor. Senere opfandt vi mennesker diverse guder, som vi mente havde svaret på vores eksistens. Og der blev brugte mange resurser på at ære disse guder, som det blandt andet kan ses på den guldbelagte Swedagon Pagode i Yangon, som er bygget for over 1000 år siden. Men bønner til guderne slår dog heller ikke til i dag.
    Religiøse kræfter specielt i USA har stadig utroligt magt, og sammen med kortsigtede kapitalinteresserne i det meste af verden, lægger de hindringer i vejen for de nødvendige tiltag for at rede kloden for os mennesker.
    Naturen som sådan var måske bedst tjent med, at vi ikke var her. Skulle vi med vores manglende handling, gøre kloden ubeboelig for mennesker, vil naturen hurtigt tage over og slette sporene efter os.
    Så galt vil det selvfølgelig ikke gå, på et eller andet tidspunkt, når vi når til sidste udkald, vil det gå op for befolkningerne, at der må gøres noget. Når vi kan bygge bygninger som Swedagon Pagoden, flyve til månen etc. Kan vi selvfølgelig også løse problemerne omkring vores natur, klima og ressourcer. Desværre må vi nok se i øjnene, en del biodiversitet er gået tabt, inden vi når så langt.

  • Gepard

    Geparden er verdens hurtigste dyr. Den er plettet og falder i ét med naturen.
    Har fotograferet den Sydafrika.
    Geparden kan sætte farten op fra 0 til 96 km/t på bare tre sekunder. Alligevel kan den nemt ændre retning efter sit bytte. Geparden har et godt syn. Den afsøger sit område for andre dyr med blikket.
    Geparden jager om dagen. Dens pels er plettet med forskellige farver. Det gør, at den falder i ét med naturen.
    Den jager mest antiloper og harer. Når geparden har fanget sit bytte, gemmer den det, så den kan spise i fred. Geparden får typisk tre unger pr. kuld. Hunnen passer på sine unger i op til to år. I den tid lærer de at jage. Hannerne lever alene eller i små grupper.
    I dag er geparden et truet dyr. Der findes kun cirka 7500 tilbage i verden.





  • I junglen i kørestol

    Min hustru i sin kørestol på en junglesti i Sinharaja regnskoven i Sri Lanka. Stien er ikke helt handicapvenlig, men lidt god vilje og nogen teknik så går det.
    Et handicap skal ikke hindre, at man forsøger at få nogle store rejseoplevelser. Vi har rejst i mange lande medbringende kørestolen.
  • Afrikansk bøffel

    Den afrikanske bøffel eller kafferbøflen en del af ”The big five” (Elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard) som safarigæsterne gerne vil se på deres safari.
    Den afrikanske bøffel findes over det meste af Afrika syd for Sahara.  Den lever normalt i større flokke bestående af hundyr med deres kalve. I Parringstiden støder handyrene til. Foruden græs, lever de også af træernes løv.
    Bøflen kan veje op til 900 kg, og er udstyret med store horn, som er størst hos hannen, hvor de kan blive op til 160 centimeter. Bøflen regnes som et af de farligst dy i Afrika, og menes at have ca. 200 menneskeliv på samvittigheden hvert år.
    Vi har set dem både i Kenia, Tanzania og Sydafrika.
  • Malabar næsehornsfugl

    Malabar næsehornsfugl er en stor næsehornsfugl med en længde på 65 cm. Den har hovedsageligt sort fjerdragt bortset fra dens hvide bug, strubeplet, halesider og bagkant til vingerne. Næbbet er gult med en stor, hovedsagelig sort overdel. Han og hun ligner hinanden. Denne art er altædende og tager frugt, fisk og små pattedyr. Figner udgør en vigtig del af deres kost.

    Hunnen lægger to eller tre hvide æg i et hul i et træ, som bliver spærret af med en cement lavet af mudder, ekskrementer og frugtpulp. Der er kun én smal åbning, lige stor nok til, at hannen kan overføre føde til moderen og ungerne. Når ungerne er blevet for store til, at moderen kan passe i reden med dem, bryder hun ud og bygger muren op igen, hvorefter begge forældre fodrer ungerne.

    Malabar næsehornsfugl er almindelig i det tropiske sydlige Asien fra Indien og Sri Lanka og øst til Borneo. Vi så dem i Sri Lanka.

  • Flodhestedrama

    Hanflodhesten nærmer sig. Men for at beskytte den lille flodhesteunge bliver han på dramatisk vis jaget væk, så der igen bliver ro i flodhesteflokken. Det så vi i Tanzania.

  • Silkesommerfugle

    Silkesommerfuglen er ikke en sommerfugl, men en natsværmer, og dens larve kaldes for silkeorm. Den tæmmede form har ændret sig i forhold til den vilde silkesommerfugl. Og holdes nu som husdyr. Her har jeg fotograferet den i Vietnam.
    Tæmningen er i sin tid foregået i Kina.  Silkeorme har god appetit og spiser morbærblade både dag og nat, så de vokser meget hurtigt. Inden larven bliver voksen, gennemgår den et puppestadium, hvor den vil spinde en kokon af råsilke omkring sig. Kokonen er lavet af en sammenhængende tråd, som er mellem 300 og 900 meter lang. Kokonerne bliver lagt i kogende vand, som dræber puppen. Det varme vand gør det også lettere at vikle silketråden fri af kokonen. Derefter samles silketråde fra cirka 10 kokoner til en tykkere tråd, der er nemmere at arbejde med. Herefter kan silketråden bruges til vævning af tekstiler. Man forbinder ofte silke med et luksuriøst, blødt og blankt stykke stof.
  • Tsavo nationalpark.

    Et kig ud over det flade Tsavo Øst i Kenya i 2005

    Tsavo National Park er Kenyas ældste og største nationalpark. Der er 2 dele nemlig Tsavo Øst og Tsavo Vest. Tsavo East udgør heraf godt 14.000 km2. Tsavo National Park er en af de største nationalparker i Afrika og den har altid været særlig kendt for sin store koncentrationer af elefanter.

    I Tsavo Øst er jorden meget jernholdig og dette gør, at jorden er rød.. Deraf også det velkendte udtryk; Tsavos røde elefanter. Landskabet i Tsavo Øst er fladt, mens landskabet i Tsavo Vest er meget mere kuperet.

    Naturen i Tsavo Øst er ganske fladt og med et tørt halvørken-lignende landskab med tornbuske. I Tsavo Øst ses giraffer, impalaer, zebraer, bøfler, elefanter samt løver og geparder.

  • Hundredtusindvis af fugleobservationer i en bog der vejer 5,3 kilo.

    Kvadrater med Stor skallesluger. Den har sit hovedudbredelses område i Vordingborg Kommune, mest på grund af opsatte redekasser

    Med de mange observationer er det med Atlas III undersøgelse af de danske ynglefugle lykkedes at skabe et unikt redskab til naturforvaltning og naturbeskyttelse.

    I projektet er landet blevet inddelt i 2200 kvadrater på 5 x 5 kilometer. 1500 frivillige medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening kunne udvælge et kvadrat hvori de kunne tælle ynglefuglene. Til udførelse af projektet donerede Åge V. Jensens Naturfond 20 millioner kroner, uden hvilke projektet ikke har kunnet gennemføres, og det løb i 4 år fra 2014-2017.

    Man foretog lignende projekter i 1971-74 (Atlas I) og igen 1993-96 (Atlas II). Dette gør det muligt at se, hvordan fuglebestandene har udviklet sig, gennem næsten 50 år. Det tog 10 år at lave det store Fugleatlas på 840 sider. Undersøgelsen kan også fortælle noget om hvordan fuglelivet i fremtiden vil blive påvirkes af klimaforandringerne.

    Projektet viser i hvor mange kvadrater fuglene er blevet observeret. Men derimod ikke hvor mange fugle der er af de enkelte arter. Undersøgelsen har vist, at skovens fugle generelt er i fremgang, medens agerlandets fugle er i kraftig tilbagegang.

    Man kan konstatere, at forarmelsen af det åbne land med intensiveringen af agerlandet samt manglen på pleje af heder og enge, har medført kraftig reduktion i yngleudbredelsen af de arter, der er afhængig af disse naturtyper. Det har dog vist sig, at man kan vende denne udvikling ved at etablere større sammenhængende naturområder.

    Af de 209 ynglende arter, har det vist sig, at tornsangeren er den mest udbredte ynglefugl, idet den er observeret i 97% af kvadraterne. Nummer 2 er solsorten med 96%, og sanglærken er nummer 3 også med 96%. I Altlas 1 projektet var det sanglærken der var nummer 1, medens det i Atlas II var solsorten, der var den mest almindelige ynglefugl. De ynglefugle der er fundet og kortlagt i Atlas III er fordelt på 196 sikre, 15 sandsynlige og 2 mulige fund.

  • I Krüger Nationalpark i Sydafrika.

    Elefanter i Sabie River

    Boerrepublikken Transvaals præsident Poul Krüger, en passioneret jæger, indså i 1898 behovet for beskyttelse af naturen og vilde dyr. Han etablerede Sabie Game Reserve. Shingwedzi kom til i 1906 og i 1926 blev området lagt sammen til Krüger National Park. Parken er siden udvidet flere gange. For nylig dannede man Great Limpopo Transfrontier Park på 35.000 kvadratkilometer – kun få tusinde kvadratkilometer mindre end Danmarks samlede areal. Parken strækker sig ind i nabolandene Mozambique og Zinbabwe.

    Selve Krüger er 21.000 km2 stor, det vil sige omkring 2/3 af Jyllands størrelse. Den er 350 kilometer lang og ca. 65 km bred.

    Der er ikke færre end 147 arter dyr og 50 arter fisk, 507 fuglearter, 34 amfibier, 116 krybdyr og 1.980 plante- og træarter i Krüger. For eksempel er der 300 sorte næsehorn, 31.000 gnuer, 16.000 bøfler, 23.000 zebraer, 225 geparder, 12.000 elefanter. 7000 giraffer, 130.000 impalaer, 4.000 kuduer, 950 leoparder, 2.000 løver, 2.000 olettede hyæner, 4.000 vortesvin, 3.000 vandbukke, 3.500 hvide næsehorn og 350 vilde hunde.

    Vi boede 1 måned lige uden for parken i Marloth Park, og var på 9 køreture inde i parken.

  • Ngorongoro krateret


    Lake Magadi

    Ngorongoro er et cirkelformede vulkansk krater, som er 260 kvadratkilometer stort. Det har en diameter på ca. 20 kilometer, og er 600 meter dybt.

     I krateret lever de fleste af Afrikas vilde dyr. Det ligger i det fredede Ngorongoro Conservation Area, som er et større område, der grænser op til Serengeti National Park. Man kan her se elefanter, næsehorn, zebraer, gnuer, løver, leoparder og andre af savannens imponerende dyr. Og i Lake Magadi kan du se store flokke af pink flamingoer, der står og lyser søen op med deres flotte lyserøde farve.

    På kraterets yderside ligger masai-folkets landsbyer, hvor de trækker sig tilbage om natten, efter de har taget deres kvæg ind i krateret for at græsse i løbet af dagen. Eftersom der har været mennesker så længe, har rovdyrene lært at holde sig væk i løbet af dagen, så økosystemet kan køre fredeligt rundt.

    Vi besøgte krateret i forbindelse med en safaritur til Serengeti.

  • Ugens naturfoto – Sort-hovedet Oriole

    oriole

    Den sorte-hovedet Oriole har jeg fotograferet i Sri Lanka. Den er et medlem af Oriole familien hjemmehørende i tropiske sydlige Asien fra Indien og Sri Lanka øst til Indonesien.
    Den er i familie med vores hjemlige Pirol, som ses fåtallig i Danmark.

  • Gopler kan være en ubehagelig oplevelse.

    Brandmand fra den Norske skærgård
    Brandmand fra den Norske skærgård

    Brandmændene er gopler. Denne dyregruppe er eksisteret i over 500 millioner år. Mødet med den røde brandmand kan være meget ubehageligt, da goplen på sine lange fangarme er forsynet med giftige nældeceller, der når de berøres, sprøjter giftsplinter ind i huden på den badende. Splinterne har modhager på og sidder derfor fast.
    Brandmændene kan blive op til 2 meter i diameter, og fangtrådene kan blive over 30 meter lange. I de danske farvande bliver de dog højst omkring 30 centimeter i diameter og med fangtråde på omkring 5 meters længde.
    Bandmanden starter som en lille larve, som sætter sig fast på en sten, hvor den udvikler sig til en fastsiddende polyp, for senere at blive til en fritsvømmende brandmand. Brandmændene er rovdyr, der lever af plankton, fiskelarver og småfisk, som den med sine giftige fangtråde lammer og føre op til sin mund, da fangtrådene kan trækkes sammen til en længde af få centimeter.
    Specielt i sensommeren kan der forekomme en del brandmænd langs vore kyster. Goplernes antal er i de senere år steget kraftigt rundt om på kloden. Biologerne mener, at det skyldes en kombination af global opvarmning, forurening med næringsstoffer i havet samt overfiskeri, idet flere fiskearter er goplernes naturlige fjender.
    Er man uheldig at blive brændt af en brandmand, må man ikke gnide henover huden, da giften så bliver smurt ud over huden. Trådene skal derimod fjernes med en pincet eller med fingrene, men kan evt. også skrabes af med et kreditkort eller lignende. Man kan derefter skylde efter med havvand og ikke ferskvand, som vil få blærerene med gift til at springes. Er der et ishus i nærheden kan en kold is på brandstedet afhjælpe det værste ubehag.

  • Ugens naturfoto – Asian Koel


    I Sydøstasien hører man ofte denne fugl, men man ser den sjældent, da den gemmer sig i det tætte løv. Det lykkedes mig en tidlig morgen i Thailand at komme tæt på den.

  • Hærfuglen

    Under mit ophold på Talay Tara 40 kilometer syd for Hua Hin i Thailand, gik jeg ofte en tur rundt i området for at fotografere de fugle jeg stødte på. Næsten hver gang stødte jeg på hærfuglen. Den hører til skrigefuglene.
    Hærfuglen er vidt udbredt i Europa og et bælte gennem Asien. I Europa er bestanden dog på retur. Den har kun ganske få gange ynglet i Danmark, og da kun i Jylland. Den bliver dog jævnligt observeret i landet. Hærfuglen lever af større insekter, og jeg så den ofte i gang med at gennemsøge kokasserne for larver.
    Hærfuglen kan rejse sin fjerkam på hovedet, så det ligner en krigerhjelm. Derfor har den fået sit navn. Den er dog også ret aggressiv, og jeg så den flere gange slås med andre hærfugle samt andre fuglearter.

  • Ugens naturfoto – Greater Cousal

    DSCN7664 3 (800x616)

    Greather Coucal har vi hørt hele tide i det meste af Sydøstasien med sit spicielle “kup, kup, kup” kald, men sjældent har vi set den, da den er ret sky. Men på en tur til Thailand i år så jeg den næsten hver anden dag. Den er stor som en krage og med en lang hale. Med sine brune vinger er den specielt flot når den flyver, som den dog ikke gør så godt, men kan derfor ofte se den klatre rundt i vegetationen eller på jorden.

  • Kha Sam Roy Yot nationalpark i Thailand

    DSCN8746 (800x600)Fra Talay Tara kan man tage over til Thung Sam Roi Yot Freshwater Marsh, som er Thailands største vådområde

    Navnet på parken betyder “bjerg af. 300 toppe”. Man forstår hvorfor parken blev opkaldt dette, når man ser i alle retninger i parken ser man alle de takkede bjergtoppe, så langt øjet rækker. Bjergene i Khao Sam Roi Yod national park er lavet af kalksten. De rager op over kysten i en højde af 605 meter.

    Foruden bjergene består parken også af Thailands største vådområde på ca. 36 km2. Der er en 1 km lang bordwalk ud over vådområdet. Parken har et fantastisk rigt fugleliv med over 300 arter. Blandt andet kommer der mange fugle og raster her på deres rejse mellem asien og Australien. I parken findes også dyr som aber, bjørne, hjorte, bæltedyr, hulepindsvin etc., ligesom man kan se delfiner i bugten.

    Et godt udgangspunkt for et besøg i parken er Talay Tara, som er et danskeget lejligheds-komplex beliggende ca. 40 kilometer syd for Hua Hin.  Lejlighederne ligger omkring 300 meter fra stranden og med kun 2 km til nationalparken. Her kan man leje lejligheder af forskellige størrelser, med en dejlig tagterrasse, og store swimmingpools mellem husene. Det er i øvrigt også muligt at købe lejlighederne. Der er restaurant, butik, fitnesscenter og lejeplads i forbindelse med komplexet, ligesom det er muligt at leje cykler, motorcykler og biler i Talay Tara, så man let kan komme rundt i området.

    Ved Talay Tara og inden for en radius af 1 kilometer omkring Talay Tara har jeg fotograferet 30 forskellige fuglearter.
    De kan ses ved tryk på link i menuen til venstre “Fugle ved Talay Tara”.

    Du kan finde Talay Tara på et kort ved tryk på link i menuen til venstre “Kort Talay Tara”.

  • En flodbådtur på Ou-river i Laos.

    Toiletbesøg foregik på flodbredden.
    Toiletbesøg foregik på flodbredden.

    På en tur til Laos havde vi besluttet, at vi ville sejle fra Nong Khiaw i det nordlige Laos ad Ou-floden ned til Luang Prabang. Efter en dags sejlands på Mekongfloden fra det nordlige Thailand kom vi efter en lang men flot køretur fra Pakbeng ved Mekongfloden først på aftenen til Nong Khiaw ved Ou-floden. Vi boede i 4 dage i en hytte ved floden omgivet af det flotte landskab med de skovbeklædte bjerge.
    Efter oplevelserne i Nong Khiaw skulle vi sejle ned ad Ou-floden til Luang Prabang. Sejltuden foregik i en lille flodbåd med plads til 8 passagerer. Der var dog kun os, vores guide, samt bådførerens kone og dennes søster, samt deres børn.
    Floden er ca. 450 kilometer lang og udspringer på grænsen mellem Kina og Laos. 8 bifloder støder til undervejs. Sejladsen er temmelig omskiftelig på nogle strækninger flyder floden stille afsted. På andre strækninger ændrer den sig til en rivende strøm. Bådføreren skal virkelig kende floden, som flere steder indeholder klipper både over og undervandet. På andre strækninger gror der buske ud i strømmen, så man dårlig kan se hvor man skal sejle. Under sejlturen mellem de flotte limstensklipper etc. støder vi på de lokale, som fisker, bader eller vasker tøj.
    Ved Ou-flodens udløb i Mekongfloden, ser men Ou-flodens klare vand løbe sammen med Mekonflodens brune vandmasser. Lige overfor ligger der en stor hule (Pak Ou caves) som indeholder flere hundrede buddafigurer placeret på hylder i hulen. Mange af dem er blevet bragt dertil, fordi de er beskadiget. Efter besøget i hulen fortsatte vi af Mekongfloden til Luang Prabang.

  • Ugens naturfoto – Frogmouth på reden.

    DAG 14 (10) (800x578)

    Denne Frogmouth på sin rede fotograferede jeg i Sinharaja regnskoven i Sri Lanka. Den ligner lidt en ugle, men er af natravnefamilien. Den har fået sit navn på grund af den brede frølignende næb. Den er fantastisk til at camouflere sig. Den er relativ sjælden og svær at finde.

    På billedet for neden sidder der et par sammen, også i Sinharaja. Den brune er hunnen.

    DAG 15 (10) (800x600)

  • Ugens naturfoto – leguan

    KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
    Denne leguan har jeg fotograferet i Costa Rica.
    Leguanen er en af de øgle-arter, som bliver meget store. De kan løbe utrolig hurtigt, og er samtidig dygtige klatrere og svømmere. Den grønne leguan er en stor, muskuløs, planteædende øgle, som kan blive op til 160 centimeter lange.

  • Flyvende hunde ( frugtflagermus) i Sri Lanka

    Flyvende hunde kaldes de, fordi deres hoved ligner små hundes. I virkeligheden er de store flagermus, det vil sige et pattedyr. De kaldes også for frugtflagermus, fordi lever af frugter som mango, figner og nektar. De lokaliserer ikke deres føde ved hjælp af okkolokalisering, som andre flagermus, men ved hjælp af deres store øjne, hvor de ser bedre om natten end vi gør, samt med deres gode lugtesans.
    Om dagen hænger de med hovedet nedad i træer eller inde i huler. I Unawatuna i det sydlige Sri Lanka, var der nær ved hvor vi boede en meget stor koloni af disse flagermus. Der findes næsten 200 arter af disse flyvende hunde. I skumringen letter hele flokken for at drage ud for at finde føde.

  • Et hotel med flot natur

    flychatcher brun og hvid
    flychatcher brun og hvid

    I januar/februar 2014 boede vi i 2 perioder på Nooit Gedacht Herritage hotel i Unawatuna i Sri Lanka.
    Hvad der kom helt bag på os, var det fantastiske fugleliv, hvor jeg i og fra hotellets have kunne fotografere 31 forskellige fuglearter. En del af fotografierne kunne tages fra liggestolen ved swimmingpoolen, og så var der 5-6 fuglearter som jeg ikke fik fotograferet
    Hotelles have, som havde en større dam med lotusblomster stødte lige op til junglen uden mure eller hegn.
    Blandt de mere spektakulære fugle, man kunne møde, var Asian Paradise Flycatcher. Hannerne har op til 30 centimeter lange halefjer. De forekommer både i en brun og en hvid udgave. Den brune er endemisk for Sri Lanka, medens den hvide er vintergæst fra Indien. Hunnerne har ingen lang hale, og hannerne får først deres lange hale når de er omkring 3 år. De lever af insekter, som de fange i luften ofte under et tæt overdækket trækrone. På grund af den lange hale er deres flugt meget flagrende, og de opholder sig tit inde i det tætte løv, hvor de er svære at lokaliserer. Jeg fotograferede som sagt 31 forskellige arter, som kan ses på linket til venstre ”Birds Nooit Gedacht hotel, Sri Lanka”.

  • Ugens naturfoto – Sri Lanka Blue Magpie( Urocissa ornata )

    Denne Blue Magpie så vi i Sinjahara regnskoven i Sri Lanka
    Denne Blue Magpie så vi i Sinjahara regnskoven i Sri Lanka

    Sri Lanka Blue Magpie er endemisk for Sri Lanka. Den lever i Den Sri Lankanske regnskov. Den største population findes i Sinharaja Regnskoven. Her lever den af insekter, larver, små øgler og løvfrøer. Vi så den ved Martins Lodge højt oppe i regnskoven

  • Fik tæv af en velvoksen varan i Sri Lanka

    Varanen der tævede mig.
    Varanen der tævede mig.

    På vores tur til Sri Lanka besøgte vi også Sinharaja Regnskoven. Efter at være blevet installeret på Martins lodge gik jeg en tur i junglen.
    Jeg stødte her på en stor varan (Wild Striped Varan), som kan blive op til 3 meter lang. Jeg fotograferede varanen, som jeg har gjort så tit, og som regel flygter de når man kommer tæt nok på. Denne vendte sig dog om, og med et præcis og hårdt slag med halen ramte den oversiden af hånden, som holdt kameraet. Det gjorde faktisk ret nas – jamen, jamen! det er da første gang, at jeg er blevet tævet af en varan. (altså af den art der lever i naturen).
    Varanerne er af øglefamilien, og der findes mindst 45 arter. De har kraftige lemmer med skræmmende store kløer, og de kan både grave og klatre med dem. Varanerne lever af dyr, fugle og andre krybdyr. De har en lang tunge, som kan opfange luftbårne duftpartikler, så de på den måde kan finde frem til deres føde.

    Se filmen af varanen der svinger sin hale mod mig.

  • Ugens naturfoto – Gigant cikade

    KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

    Denne cikade (tibicen/lyristes plebejus) fangede med et glas i vores bungalow i Dominical på en rejse til Costa Rica. Hannerne holder en øredøvende koncert for at tiltrække hunnerne. Arbejdstilsynet ville forbyde ophold i en lignende larm. Der findes over 2000 arter cikader i verden.

  • Leoparden – en del af “The big five”.

    Leoparden i kløften.
    I Krüger Nationalpark så vi leoparden i kløften.

    Når man er på safari taler man om, at man gerne skulle se ”The big five”, som er elefanten, næsehornet, bøflen, løven og leoparden. Det ønskede vi selvfølgelig også, da vi var i Krüger Nationalpark i Sydafrika.
    I 9 dage kørte vi rundt i parken. Vi så mange elefanter, en del næsehorn, mange bøfler og en del løver. Vi så selvfølgelig også mange andre dyrt, blandt andet de vilde hunde, som der ikke er så mange af. Men leoparden så vi ikke noget til.
    Først den sidste dag, hvor vi var på vej ud af parken, var den der pludselig ca. 3½ kilometer før udgangen ved Crocodile River Gate. Her lå den i en kløft tæt på vejen.
    Vi har før set den i både Kenya og Tanzania, men ikke så tæt på.
    Leoparden er den af de store kattedyr, der har den største udbredelse, idet den findes både i Afrika, Asien, Indonesien og Rusland.

  • Ugens naturfoto – Munkeparakitten

    DSCN6599 (800x613)

    Munkeparakitten stammer oprindelig fra Sydamerika, men lever nu også mange af Sydeuropas byer. Denne har jeg fotograferet i Barcelona, hvor man ofte stødte på dens larmende skræppen  i byens parker, og sågar også i de mest befærdede gader, hvor i der står træer.

  • Biodiversiteten er måske større under vandet end over.

    Her på et dyk ved Koh Haa-øerne i Thailand i år.

    Det vides ikke hvor mange forskellige arter, der findes på jorden, men man skønner, at man kun har beskrevet en meget lille del af dem. Kun 15% af de beskrevne arter findes i vandmiljøet – i havet som i søer og vandløb. Det er et åbent spørgsmål, om der findes flere arter på landjorden end i vandet, selv om mange hælder til, at der er flere på Jorden, fordi det er det vi kender mest til.
    At undervandsnaturen er lige så flot eller flottere end naturen på land, kan man konstatere, hvis man dykker ned under overfladen. Jeg har selv dykket en lille smule i tropiske farvande, og her bliver jeg hver gang lige overrasket over, hvad man kan se under overfladen. Det er ikke blot de mange forskellige fisk man støder på, men også de mange andre former for liv der findes. Specielt når man dykker på de tropiske koralrev, er farver og former næsten uoverskuelige, nogle store nogle små, nogle ligner ikke levende væsener, men er det.
    Alene af nøgensneglene omfatter de kendte arter over 3000. De er havsnegle, og som gruppenavnet antyder, er de snegle uden hus. De varierer i et udtal af former og farver, og de er nogle af de mest farverige arter, der findes på kloden. Deres manglende hus gør, at de er rimelig forsvarsløse. De kamuflerer sig derfor, så de ikke ligner fiskenes normale føde og ikke smager godt, og nogle foregiver ved hjælp af deres farver, at de er giftige.
    Desværre er hele det maritime liv stærkt truet af den globale opvarmning, der går så stærkt, at dyr og planter i havet ikke kan følge med. Det skønnes, at hvis klimaforandringerne bliver som forudsagt, vil halvdelen af verdens koralrev opleve en affarvning i mange år.

    Disse nøgensnegle (Phyllidia Varicosa) så jeg på dykket.

    DU KAN SE FLERE UNDERVANDSBILLEDER NÅR DU TRYKKER PÅ Dykkerbilleder

  • Sunbird – en lille fugl med stor eneregi.

    Olive-backed Sunbird han ved sin kunstfærdige rede i haven på Ban Habeebee ressort i Ao Nang, Thailand

    På en tur til Thailand i vinter havde jeg dagligt lejlighed til at følge en Olive-backed Sunbird, som havde sin kunstfærdige flaskeformede rede hængt op i et blad i et lille palmetræ i haven på Ban Habeebee ressort i Ao Nang, hvor vi boede. Den havde netop fået sine 2 unger da vi kom. De næste 3 uger kunne jeg følge fuglenes travle arbejde med at fodre de 2 unger op, der var i reden, og efter de 3 uger forlod de flyvefærdige unger reden.
    Den Olive-backed Sunbird er en meget lille fugl, på kun 8-10 centimeter. Den lever hovedsageligt af nektar fra blomster, som den med sit relativt lange buede næb suger op fra blomsterne. Ungerne bliver dog hovedsageligt opfodret med animalsk føde i form af insekter og larver, og hver femte til tiende minut kom enten hunnen eller hannen med føde til dem, og det på trods af, at jeg kun sad ca. 3 meter fra reden og tog billeder af dem.
    Sunbirds findes i flere arter, og er udbredt over store dele af Sydøstasien og Nordaustralien, hvor den oprindelig levede i mangroveskovene langs kysterne. Men de har nu fundet sig til rette i beboede områder, og bygger gerne reder i haverne.

    KLIK PÅ NEDENSTÅENDE BILLEDE OG SE HUNNEN FODRE UNGERNE.

  • Ugens naturfoto – en fræk væverfugl

    Væverfugl
    Væverfugl

    Denne væverfugl på lodgen Lower Sabie i Krüger Nationalpark i Sydafrika stjal køddet fra vores frokosttallerkener. Med næbbet væver væverfuglen kunstfærdige reder af græsstrå.

  • Næsehornene er i fare.

    I Krüger Nationalpark kom vi tæt på næsehornene.

    På en nylig afholdt rangerkonference, gør rangerne opmærksom på, at de er ved at tabe kampen mod krybskytterne, der alene i 2011 dræbte 447 næsehorn.
    Når så mange næsehorn dræbes skyldes det at asiaterne tror, at pulveriserede næsehorn har medicinske egenskaber. Dette er så meget mere sørgeligt, som at det selvfølgelig er uden hold i virkeligheden.
    Rangerne gør opmærksom på, at krybskytterne ofte er bedre udrustet end rangerne. De bruger blandt andet helikoptere og motorcykler i deres jagt, hvilket gør, at de kan komme hurtigt væk fra gerningsstedet.
    Bliver krybskytterne fanget risikerer de mange års fængsel. Således er 3 fra Mozambique i Sydafrika i år blevet dømt til 25 år i fængsel for at have skudt næsehorn i Krüger Nationalpark.
    Der findes dog stadig ca. 3.500 hvide næsehorn, og ca. 300 sorte næsehorn i Krüger Nationalpark. Flere andre steder i Afrika, hvor vi har været, har vi ikke set næsehorn tæt på, men i Krüger Nationalpark er de så vandt til bilerne i parken, at man kommer temmelig tæt på dem uden at de reagere.
    Næsehornene er et af de største landlevende pattedyr. Hannen af det hvide næsehorn kan vejer over 2 tons. Det sorte næsehorn er noget mindre.
    Navne skyldes ikke deres farve, men forskellen på deres mund, hvor det hvide næsehorn har en bred mund, medens det sorte næsehorn har en mere spids mund.

  • Fuglesværme – et imponerende naturfænomen.

    For at hjælpe de store traneflokke kører traktoren ud og spreder korn på marken.

    Efterårets fugletræk sydpå er ved at kulminere. I øjeblikket er der en store flokke bramgæs, der holder til på Svinølandet og Avnø. Disse store fugleflokke er efterårets store naturoplevelser. På de gode dage flyver der mange trækfugle ud fra Falsterbo i Sydsverige. De rammer så Sjælland ved Stevns Klint, hvorefter de fordeler sig ned over Sydsjælland, Møn og Lolland Falster.
    Den 11. oktober blev der ifølge Dansk Ornitologisk Forenings DOF-base (en base hvor ornitologer indrapporterer deres observationer) opserveret 7000 bramgæs trækkende over Kalvehave. Senere samme dag kunne disse 7000 gæs opserveres på Avnø.
    Samme dag blev der set 205 musvåger over Nyråd, 72 røde glenter ved Rosenfeldt. Så den 11. oktober har været en god trækdag. Dette sker ofte efter dage med rigtig dårligt vejr.
    Den 11. oktober blev der også set 4000 troldænder i Jordbassinerne ved Stege By. Troldænderne opholder sig tit her i en periode om efteråret. Det samme gør de i Hulemosesøen i Nyråd.
    Den 23. september blev der set 12.000 bogfinker trække ud ved Råbylille Strand på Møn. Småfuglene flyver ofte så højt ud over vandet, at man kun kan se dem som skyer på en raderskærm.
    Den 4. oktober blev der set 2000 viber ved Maderne i Præstø Fjord. Og den 23. september blev der set 400 traner flyve ud over Femernsund ved Busemarke på Møn.
    Tranernes næste stop er i det nordlige Tyskland lige vest for Strallsund. Her har jeg netop været nede og se tranerne på deres rastepladser. Den 29. september var der 37.000 traner i området. De overnatter i samlet flok stående ude i vandet. Om morgen kan man iagttage det imponerende skue, når alle disse traner trækker ind til nogle rastepladser i området. Senere trækker de til Spanien og Nordafrika for at overvintre.
    Vi kørte efterfølgende over til den anden ende af Nordtyskland. Her kan man lige syd for den danske grænse nær Rudbøl se når store flokke af stære går til ro i rørskoven.
    Stærene kommer fra det meste af Jylland for at overnatte her. Først kommer der mindre flokke, men efterhånden stiger antallet i de flokke der kommer, og til sidst kan de enkelte flokke være på op til 50.000. På de gode dage, kan der komme helt op til en million fugle. Hvis flokken er så stor vil den dog dele sig. Man kan ikke være sikker på, hvor i området stærene slå sig ned, så det bedste råd er at finde ud af, hvor de var aftenen før, og så håbe på, at de kommer samme sted igen. Er der rovfugle til stede, vil man se stæreflokken flyve op igen og flyve rundt i sære formationer. Når det sker, kalder man det sort sol.

    SE OG HØR TRANERNE PÅ VEDLAGTE FILMKLIP

    På nedenstående link kan du se, hvor tranerne var.

    Se Tranetur på et kort

  • Ugens naturfoto – Napoleonsfisk

    Napoleonsfisken er en af de største fisk på koralrevet.

    Napoleonsfisken,som også hedder Humphead Wrasse, er en af de største fisk man kan møde på koralrevet. Hannen kan blive op til 2 meter lang. Jeg så den første gang ved Giftun Island i det Røde hav. Denne her har jeg dog fotograferet i et akvarium i Tyskland.
    Som dykker eller med snorkel, kan man faktisk komme temmelig tæt på dem.

  • På ørnetur til Skåne

    Der ses efter kongeørne i Fyledalen
    Der ses efter kongeørne i Fyledalen

    Før vi fik så mange havørne i Danmark, var det meget populært at tage til Skåne i vintermånederne for at se på havørne. Og man kan da også stadig tage til Skåne for at se ørnene. Her får man også et kik til de mange røde glenter i området. Og med afslutning i Fyledalen nord for Ystad kan man også få set kongeørne.
    Samme tur kan dog også gøres om sommeren, her ser man ikke så mange havørne og glenter, men det er alligevel også en flot tur på den årstid.
    Start med at køre til Lund. Herfra køres af vej nr. 16 og derefter vej nr. 11. Efter ca. 16 kilometer svinges til venstre, hvor i kører op mod Krankesjön. Den er en af Sydsveriges bedste fuglelokaliteter Der ligger et fugletårn i den sydlige ende af søen (se kortet).
    Her fra kan man kører nordpå til Harlösa med en lille afstikker nordpå og tilbage, hvilket giv er en fantastisk udsigt sydover.
    Elle man kan i stedet tage vejen fra Krankesjön og østpå ud over Vomb Enge, hvorefter man fortsætter nordpå langs den vestlige ende af Vombsjön. Området omkring Vombsjön udgør et af de største naturreservater i det sydlige Sverige, og er godt besøgt af specielt vandfuglearter, ligesom det om vinteren er et godt rovfugleområde.
    For enden af Vombsøen køres ned gennem Övedskloster ned til Sövdesjön og syd om Snogelhomssjöns. Herfra fortsættes østpå over mod Fyledalen (se kortet).
    Fyledalen er et af de bedste steder at opleve rovfugle om vinteren. Her ses både havørn, kongeørn, glente m.m.. Men også om sommeren kan man se både kongeørne og glenter, som begge yngler i dalen.
    Turen kan afsluttes med at køre langs den sydsvenske kyst tilbage til Danmark.

    Se ørnetur på kort.

    https://www.google.com/maps/d/edit?mid=18Wg9BUzT_mszPreAxOPTzNXlkfuD48Cz&usp=sharing

  • De vilde hunde i Afrika er truet af udrydelse

    Vi så de vilde hunde tager sig en slapper i middagsheden.

    På en af vore ture i Krüger Nationalpark i Sydafrika var vi så heldige at støde på en flok vilde hunde, der lå og slappede af i middagsheden. Når det var heldigt, var det fordi de vilde hunde er en udryddelsestruet art. I Krüger Nationalpark skønner man, at der kun er ca. 350 eksemplarer. Krüger Nationalpark er ca. 3 gange så stor som Sjælland, så der er meget langt mellem, at man kan opleve de vilde hunde.
    Totalt findes der kun 2-5000 vilde hunde i hele Afrika, og de lever hovedsagelig kun i nationalparkerne, hvor de er beskyttet mod efterstræbelse af menneskene.
    Hundene er på størrelse med en mellemstor dansk tamhund. De er meget sociale dyr og lever i flokke på 10 til 20 medlemmer, de kan dog også være større. Hundene jager i flok, og er et af de mest effektive rovdyr, idet de i 80% af deres jagter nedlægger deres bytte, medens det kun lykkedes for løverne i 30% af tilfældene. De er i stand til at nedlægge dyr helt op til zebra størrelse. Deres hovedføde består dog for det meste af de noget mindre antiloper, så som Impalaer. Hundene jager i flok og deres velorganiserede jagtmetode, gør dem i stand til hurtigt at nedlægge deres bytte. Hundene kan i deres jagt på byttet holde en fart på ca. 50 kilometer i timen over lange afstande.
    Vilde hunde kan findes i bushlandskabet og på de åbne sletter. Her konkurrerer de med de andre rovdyr, såsom løver, leoparder, geparder og hyæner. Disse dyr er dog også deres fjender, og specielt løverne er hårde ved bestanden af de vilde hunde, idet op til 40% af dødsfaldene blandt hundene skyldes løverne, og hvor der er mange løver, er der kun få vilde hunde.
    Det er kun den dominerende han og hun i flokken der får hvalpe. Resten af flokken hjælper parret med at opfostre og passe hvalpene. Når flokken går på jagt efterlades hvalpene med et medlem af flokken til at passe på dem.

  • Ugens naturfoto – Coral Grouper

    Coral Grouper fanget af en fisker, som jeg var ude at sejle med i farvandet ud for Burma

    Coral Grouper lever ved korarevene. Det er en rovfisk med meget skarpe tænder. Fiskerne fanger disse flotte koralfisk, som vi andre holder af at kikke på, når vi snorkler eller dykker.
    Ifølge legenden var grouper den første fisk med gælder. Det var fordi den slugte en smuk pige, som den elskede. Pigen havde skarpe skaller med, som hun kunne skære slidser i fiskens krop med og svømme ud i friheden.

  • Flodhesten er afrikas farligste dyr.

    Flodhesteungen går på land medens mor holder øje.
    Flodhesteungen går på land medens mor holder øje.

    Det siges, at flodhesten dræber omkring 3000 mennesker om året. Dette skyldes hovedsagelig, at flodhesten er meget territorial, det vil sige, at den er meget aggressiv, når den forsvarer sit territorium. Specielt når den har unger, skal der passes ekstra på.
    Flodhesten har et voldsomt bid. Hjørnetænderne i undermunden kan blive op til en ½ meter, og den kan med lethed bide en krokodille midt over. Flodhestene og kodillerne lever normalt fredeligt sammen, men når flodhestene har unger, accepterer de ikke krokodiller i nærheden.
    Flodhesten kan veje over 3 tons, og er trods sin store kluntede krop hurtig både på land og i vandet, hvor den tilbringer den meste af dagen. Normalt ser man dem ligge i floden eller vanhullet med kun hovedet i vandskorpen. Den kan dog være dykket ned i helt op til ½ time.
    Om aftenen og natten går den på land for at fouragere. Den kan gå op til 10 kilometer for at få spist de ca. 40 kilo, den sætter til livs i døgnet.
    Fra det hus vi boende i tæt på Krüger Nationalpark og Crocodile River, så vi dog næsten hver dag flodheste gå på land for at æde.
    Flodhestene afmærker deres territorium med deres afføring. Den bruger halen som den svinger frem og tilbage, og på den måde spreder afføringen i området. Den bruger også denne metode til at afmærke ruten, når den går på land og græsser, så den kan finde tilbage til floden eller det vandhul, hvor den opholder sig om dagen.

    Du kan se flodhesten markere sit territorium på nedenstående film.

  • Ugens naturfoto – vandfald

    Vandfald kan være rolige og charmerende som Kuang Si vandfallet nær Luang Prabang i Laos.
    Eller de kan være voldsomme og barske som Tannfossen nær Åre i Sverige.

    Unavn

  • Ugens naturfoto – Knæler


    Knæleren er et rovinsekt, der fanger sit bytte med forbenene, hvorefter den fortærer det fra en ende af. Det siges, at hunnen kan finde på at fortære hannen efter paringen.

  • Et termitbo er næsten lige så hårdt som beton.

    Termitbo i Krüger Nationalpark. De er ofte placeret omkring en busk eller et træ.

    Termitterne bygger deres bo af jord, som de blander med spyt og ekskrementer. Når det tørrer, bliver boet næsten så hårdt som beton. Boet over jorden kan være op til 7 meter højt, men det, der er under jorden, er som regel meget større.
    Det der rager op over jorden er en del af boets klimaanlæg. Termitterne har behov for, at der er en konstant temperatur i boet. Dette gør, at de kan være aktive på tidspunkt, hvor andre insekter må være inaktive, på grund af kulde, tørke etc..
    Der findes ca. 2000 termitarter. De lever af døde plantedele. En del termitter lever af svampe, som de dyrker nede i boet på de døde plantedele. Også af den grund skal der være et bestemt klima i boet.
    Termitterne i Krüger Nationalpark er mellemstore insekter. Der findes i boet flere størrelser, alt efter hvilken funktion de enkelte termitter har. Dronningen bliver omkring 1 cm lang, og kan lægge 1000 æg i døgnet. Soldaterne er noget mindre nemlig omkring 6 mm, og arbejderne er de mindste med en størrelse på omkring 4 mm.
    Der kan være mange tusinde termitter i et bo. Ud over dronningen og kongen vil 5% af termitterne i boet være soldater, og resten arbejdere. Medens termit- konger og dronningerne sværmer kan de se, men ellers er termitterne blinde, og de bruger derfor deres lugtesans til at finde føde, og til at bekæmpe deres fjender.
    Deres værste fjende, som er jordsvinet, kan de dog ikke klare sig imod. Dette kan med sine kraftige skarpe kløer åbne et termitbo og kan med sin 40 centimeter lange klæbrige tunge hente mange termitter op af boet. Efter et sådant angreb, vil termitterne dog hurtigt gå i gang med at udbedre boet.
    Lige uden for nationalparken stødte jeg på et bo, hvor det var muligt at stikke kameraet ned i.

    Tryk på filmen herunder også få et kik ned i termitboet.

     

  • Ugens naturfoto – Woodland Kingfisher

    Woodland Kingfisher fotograferet i Krüger Nationalpak

    Denne isfugl er ret almindelig i tropisk afrika. Vi så den flere gange i Krüger Nationalpark i Sydafrika.
    Til forskel fra andre isfugle, lever den ofte langt fra vand, hvor den fanger insekter på jorden og i træerne.

  • Girafferne er nogle af afrikas mest aparte og imponerende dyr.

    Girafferne er verdens højeste dyr. Her er de på en vej i Krüger Nationalpark, og vi må pænt vente til det passer dem at gå til side.
    Girafferne er verdens højeste dyr. Her er de på en vej i Krüger Nationalpark, og vi må pænt vente til det passer dem at gå til side.

    I Krüger Nationalpark er der ca. 7.000 giraffer. På verdensplan menes der at være omkring 130.000 giraffer. Der findes 9 forskellige girafarter.
    Giraffer er verdens højeste dyreart. Voksne hangiraffer kan blive op til 5½ meter i højden. Giraffens lange ben, hvor forbenene er længere end bagbenene gør det besværligt for dem, at komme ned med hovedet, når de skal drikke.
    De lever hovedsagelig af akacietræernes blade, og her kommer højden dem til hjælp. Akacietræerne er forsynet med lange torne, men giraffens lange tunge er i stand til at komme ind til bladene uden at blive stukket af tornene.
    I den tørre tid, når der ikke er blade på træerne, kan de også nøjes med savannens græs.
    Giraffer føder deres unger stående, så det er et langt fald for det kun 2 meter høje nyfødte girafføl, inden det rammer jorden. Allerede efter 10 timer, er girafføllet i stand til at følge flokken.
    De sorte hår i giraffens hale betragtedes tidlige af befolkningen med ærefrygt, idet de mente, at hårene indeholdt trolddomskraft. Det kan da heller ikke have været hverdagskost, at gå rundt og klippe hårene af girafhalerne.
    Hannerne kan i parringstiden udkæmpe drabelige kampe. Det overværede vi på en af vore ture i parken. Det er dog sjældent, at de påfører hinanden alvorlige skader.

    Du kan se hangirafferne slås – klik på filmen neden for:

  • Tonlesapfloden i Cambodia – en flod der løber begge veje.

    Denne mor og hendes 2 døtre mødte vi ude på ”søen”, hvor de havde gang i fiskeriet.
    Denne mor og hendes 2 døtre mødte vi ude på ”søen”, hvor de havde gang i fiskeriet.

    Tonlesap er godt nok en flod, men også en sø. Den er en biflod til Mekongfloden. Her finder man et meget specielt naturfænomen, nemlig en flod der løber begge veje. Den er 100 kilometer lang. I tørtiden er den kun på 2700 km2, medens den i regntiden svulmer op til 16.000 km 2. Det er den største ferskvandssø i Sydøstasien.
    Hvor floden i tørtiden løber ud i Mekongfloden, sker det modsatte i regntiden, hvor vandet fra Mekongfloden løber ind i Tonlesapfloden/søen. I tørtiden er søen ca. 1 meter dyb, medens den i rengtiden bliver op til 9 meter dyb.
    Mekongfloden og Tonlesapsøen har en stor biodiversitet, og betegnes som et af de fiskerigeste steder på jorden. De rummer op til 1500 arter, og fiskeriet her er meget givtigt, og giver befolkningen en stor del af den protein, de har brug for.
    De store oversvømmelser i regntiden, fører også en masse frugtbart sediment med sig. Dette sammen med det givtige fiskeri har været grundlaget for de tidligere store kulturer her, blandt andet kulturen omkring Angkor Wat med de fantastiske mange gamle templer.
    Ude på søen bor der specielt mange Vietnamesere i deres Husbåde. Også politistationen, købmanden og skolen er placeret på både ude i søen, så eleverne sejler selv hen til skolen. De ror her på en speciel måde, idet de sidder foran i båden og padler den fremad. Befolkningen lever hovedsageligt af fiskeri i søen, de holder dog også grise og høns på deres husbåde.
    De ”fastboende cambodjanere” på land rundt om søen, må hvert år inden regntiden sætter ind, bære deres små hytter mange kilometer længere ind i landet, for så at bære dem tilbage, når søen trækker sig tilbage. De lever også af fiskeri, men dyrker desuden den frugtbare jord i tørtiden.
    Vis Tonlesapfloden/søen på et kort

     Mange vietnamesere lever i deres husbåde ud på søen. Her holder de også grise og høns.
    Mange vietnamesere lever i deres husbåde ud på søen. Her holder de også grise og høns.

  • Ugens naturfoto – Kalkun upstate New York

    Vild kalkun
    Vild kalkun

    I USA lever der vilde kalkuner. Denne har jeg fotograferet nær Rhinebek Up State New Yourk. Kalkuner er den mest almindelige julespise i USA. Der er forskellige jagttider for forskellige områder, og der må kun skydes 1 eller 2 i hvert område, og man skal købe en tilladelse for at skyde dem.

  • På fisketur med fiskerne på Bali.

    På tur med fiskerne på Bali. Efter ca. 3 timers sejlads vender vi hjem igen.

    HAVETS NATUR OG RESSOURCER ER UNDER PRES.
    Det er ikke blot naturen på land, der er under pres i disse år, også havets natur og ressourcer er under pres. Det stigende fiskeri, miljøgifte, for meget udledning af næringsstoffer og den globale opvarmning presser den naturlige balance i havet. Forskere mener, at inden for de næste 100 år kan havet stort set være tømt for fisk, hvis der ikke gøres noget.
    Mange steder foregår fiskeriet i pagt med naturen. På Bali var jeg ud og fiske med en fisker i hans udriggerbåd. Hver morgen sejler fiskerne af sted ud mod solopgangen. Efter båden har de en lang line med kroge. Efter et par timers sejlads vender de stævnen hjemad. På turen fanger hver båd 8-10 fisk, og det lever de af.
    I Indien har jeg oplevet hvordan man fra en båd sætter nettet ud i en bue fra kysten, hvorefter man går i land og haler garnet ind. Der er ca. 15 til 20 fiskere beskæftiget med at sætte nettet ud og hive det ind igen. På den måde fanger de nogle små fisk, men ikke mere end hvad der kan være i en murebalje, det kan de knapt leve af.
    Det er ikke den slags fiskeri der tømmer havene, men derimod det industrifiskeri der foretages med de store kuttere med deres meget effektive fiskeredskaber, som fanger rub og stub, også fisk der ikke kan bruges, og derfor kaster i havet igen. Det menes at op til 90% af verdens fisk er forsvundet siden 1950.
    Foruden de manglende fisk, giver ubalancen i havet sig også til kende ved en stigende invasion af gopler, der tager for sig af fiskelarverne, og dermed er med til at bestandene ikke kan regenerere.

    8 fisk fangede vi den morgen.

  • Vi er herre over naturen på godt og ondt.

    Yvonna ved vores besøg på Swedagon Pagoden i Yangon Burma.

    Mennesket er det mest intelligente dyr på kloden. Dette har sat os i stand til at blive herre over naturen på godt og ondt. Forbruget af klodens natur og naturressourcer accelerer med den stigende befolkning på kloden. Dette sammen med den globale opvarmning, lægger ekstra pres på grundlaget for vor eksistens.
    Menneskene har jo til alle tider søgt svar på vores eksistens, og i det omfang vi ikke umiddelbart har kunnet give svar, har vi søgt svarene i det religiøse. Helt tilbage i fortiden var medicinmanden men sine besværgelser og tilbedelsen af ånder en magtfaktor. Senere opfandt vi mennesker diverse guder, som vi mente havde svaret på vores eksistens. Og der blev brugte mange resurser på at ære disse guder, som det blandt andet kan ses på den guldbelagte Swedagon Pagode i Yangon, som er bygget for over 1000 år siden. Men bønner til guderne slår dog heller ikke til i dag.
    Religiøse kræfter specielt i USA har stadig utroligt magt, og sammen med kortsigtede kapitalinteresserne i det meste af verden, lægger de hindringer i vejen for de nødvendige tiltag for at rede kloden for os mennesker.
    Naturen som sådan var måske bedst tjent med, at vi ikke var her. Skulle vi med vores manglende handling, gøre kloden ubeboelig for mennesker, vil naturen hurtigt tage over og slette sporene efter os.
    Så galt vil det selvfølgelig ikke gå, på et eller andet tidspunkt, når vi når til sidste udkald, vil det gå op for befolkningerne, at der må gøres noget. Når vi kan bygge bygninger som Swedagon Pagoden, flyve til månen etc. Kan vi selvfølgelig også løse problemerne omkring vores natur, klima og ressourcer. Desværre må vi nok se i øjnene, en del biodiversitet er gået tabt, inden vi når så langt.

  • Ugens naturfoto – Motmot

    Motmot i Costa Rica

    Motmoten har jeg fotograferet i Monteverdes tågeskov i Costa Rica. Motmotter har lange haler. Hannens hale er lidt længere end hunnens. Motmotens halefjer i enden er svage, og falder ofte af, og efterlader et bart stykke.

  • Ugens Naturfoto – traner

    Traner i Nordtyskland
    Traner i Nordtyskland

    Det er nu igen tid til tranetrækket sydpå. Du kan se mere om tranetrækket ved at søge på “traner zingst”.

  • Ugens naturfoto – Belugahvaler ved Tadoussac i Canada

    Vi så hvalerne på et Whale Watching Cruise

    Den lille by Tadoussac i Canada ligger ved den nordvestlige kyst af Saint Lawrencebugten. Her løber Saguenay floden ud i bugten. Det varme vand fra floden støder her sammen med det kolde vand fra bugten. Dette skaber et rigt marineliv, bl. a. i form af krill. Derfor besøger flere slags hvaler området. Blandt andet de hvide Belugahvaler.

  • Snorkeltur med hvalkig

    Denne pukkelhval med unge så vi i Stillehavet ud for Costa Rica.

    Pukkelhvalen er udbredt over hele kloden. Vi får somme tider også besøg af den i de danske farvande. En del pukkelhvaler kommer til kystegnene omkring Mellemamerika for at føde deres unger. Pukkelhvalerne bliver ca. 15 meter lange og kan veje op til 30 tons. Det er en bardehval, der lever mest af smådyr (krill), men den kan også spise fisk.
    På en ferie i Costa Rica tog vi ud for at snorkle ved øen Cano, som ligger ca.30 kilometer fra Costa Ricas kyst ude i Stillehavet. På hjemvejen støtte vi på en pukkelhval med en unge.
    Normalt dykker hvalerne jo langt ned, og det varer så noget, før de kommer op igen. Men når de har unger dykker de ikke så langt ned. Først kommer ungen op, og derefter moderen. Det var derfor let at have kameraet klar, når de kom op. I ca. 20 minutter fulgte vi parret. Længere er det ikke tilladt at følge dem, da de selvfølgelig ikke må forstyrres for meget.
    Ved øen var snorklingen god. Og det selv om havstrømmen El Nino, der sidst i halvfemserne var særlig varm, havde medført en koralblegning. Blandt andet var der mantaer (djævlerokker), havskildpadder, ligesom jeg også så en pigrokke med en hale på ca. 3 meter, samt en masse koralfisk.
    På tilbagevejen gennem mangroven stødte vi på krokodiller, aber og en svalehaleglente.

  • BRØLEABER I COSTA RICA

    Brøleaberne i trætoppen vækkede os om morgenen.
    Brøleaberne i trætoppen vækkede os om morgenen.

    Hver morgen blev vi vækket af brøleaberne i træerne oven vores hytte på Cariblu Ressort i det sydøstlige Costa Rica. Og de bærer deres navn med rette. Gruppens dominerende han starter sin brølen op ved daggry for at markere sit territorium. Dens brølen kan høres på flere kilometers afstand.
    Brøleaberne lever i regnskoven i Mellem- og Sydamerika, og er en af de største aber her. Hannen vejer op til næsten 10 kilo. De lever i grupper på 10 til 20 stykker, men der kan være helt op til 40 stykker i gruppen.
    De lever hovedsagelig af blade, men også frugter og maddiker står på deres menu. Brøleaberne er vigtige frøspredere af regnskoven planter og træer. De er relativt dovne og bruger det meste af dagen på at slappe af, og de kommer sjældent ned fra træerne. De er relativt svære at få øje på i regnskovens tætte løv. Man skal passe på ikke at stå lige under dem, da de for at holde folk væk, tisser på dem.
    På grund af skovrydning er brøleabernes antal faldet med ca. 50% gennem de senere år.

    Du kan høre brøleabernes brølen på ved at klikke på nedenstående billede

  • Inlesøen et unikt natur- og kulturlandskab

    Fisker på Inlesøen i Myanmar
    Fisker på Inlesøen i Myanmar

    Medens vi venter på at, naturen i Vordingborg kommune skal vågne efter en lang hård vinter, kan jeg berette om et unikt natur og kulturlandskab nemlig Inlesøen i  Shanstaten i det østlige Myanmar (tidligere Burma), som jeg lige har besøgt. Søen, der er en af de smukkeste steder i Myanmar,  ligger i ca. 1 kilometers højde. Den er 22 kilometer lang og 11 kilometer bred, og ikke særlig dyb.
    Inlesøen er både et natur- og kulturlandskab, idet Inthafolket her dyrker deres flydende marker. Disse etableres ved at man samler vandplanter i lange bede. Oven på disse planteøer lægger man mudder, som hentes op fra bunden. I mudderet plantes tomater og andre grønsager. Markerne tøjres ved, at man stikker lange bambusstænger ned gennem bedet og ned i bunden. Bedet hæver og sænker sig med vandstanden, som er ca. 1,5 meter højere i regntiden. Ved at dyrke på denne måde, undgår man selvfølgelig at vande, medens vandplanter og mudder giver den gødning, der skal til.
    Intha folket lever i landsbyer ud på søen i huse på pæle, nær deres marker. Al transport foregår pr. båd, også selv om man kun skal besøge naboen.
    Indbyggerne er foruden landbrugere også fiskere, idet de blandt andet fisker mellem markerne. Dette foregår ved at sænke et bur ned til bunden. Ved hjælp af en trefork forsøger fiskerne at spidde eventuelle fisk, der er fanget i buret.
    Der foregår også et fiskeri med net ude i søen. For at kunne have begge hænder fri til at sætte nettet ud og røgte det igen, har Inthafolket udviklet en teknik, hvor de padler sig frem ved hjælp af det ene ben. På søen ser man i øvrigt mange isfugle, hejrer og fiskeørne.

    Se Inle Lake Myanmar (Burma) på et kort

    Har du lyst til at besøge Myanmar og ønsker flere oplysninger er du velkommen til at kontakte mig via min kontaktformular. Jeg har blandt andet kontakt til en turoperatør i Myanmar.

  • Ugens naturfoto – eremitkrebs

    Eremitkrebs

    Eremitkrebsekamp på en strand i Adamaterhavet.

    Eremitkrebs tager bolig i tomme sneglehuse, da den har meget blød bagkrop, som den er nød til at beskytte. Efterhånden som den vokser er den nødt til at finde større sneglehuse. Somme tider forsøger den som her, at stjæle et sneglehus fra en anden eremitkrebs. Det er dog svært, for når en Eremitkrebs først har trukket sig ind i et sneglehus, er den næsten umulig at få ud igen.

    Du kan se flere naturbilleder på Flick ved at klikke på billedet

  • Ugens naturfoto – Gaudi Løvfrø

    Gaudi Løvfrø i Tortoguero Costa Rica
    Gaudi Løvfrø i Tortoguero Costa Rica

    Denne løvfrø så vi på Mawamba Lodge, Tortoguero natioanlpark i Costa Rica.
    Om dagen sidder den sammenkrøbet under bladene, og først om natten bliver den aktiv.

  • Thailandsk natur set fra søsiden

    Husbåden tøjret til et udgået træ i søen.
    Husbåden tøjret til et udgået træ i søen.

    Thailand har mange flotte naturscenerier. Et af den kan nu opleves fra en husbåd på Khao Laem søen i Thailand.

    Søen er fremkommet ved et dæmningsbyggeri i 1983 på floden Kwai Noi. Søen er ca. 60 kilometer lang med masser af øer. Den ligger i Khao Laem Nationalpark omgivet af jungle og limstensbjerge. Søen kaldes også de 1000 ørers sø. Den ligger i det nordvestlige Thailand ikke langt fra den Burmesiske grænse.
    Husbåden der ejes af Jysk Rejsebureau har 10 kahytter, restaurant og soldæk. Den bliver trukket rundt på søen af en motorflåde, til et nyt sted hver dag. Turen, der varer 5 dage starter og slutter i Sangkhlaburi. Under sejladsen kan man iagttage den spektakulære natur. Iagttage fiskeørnene på jagt efter bytte eller fiskerne der rygter deres fiskeredskaber.
    Når båden tøjres til et af de udgåede træer i søen, er der mulighed for bade, sejle i kajak langs søbredden, hvor man blandt andet kan se de store isfugle og flere hejrearter, medens man kan høre det fuglekor, der gemmer sig i junglen. Man kan også give sig til at fiske eller bare slappe af på soldækket.
    Der er blandt andet også en tur på elefantryg og raftetur ned ad floden på bambusflåder på programmet. Her kommer man i våd og tæt kontakt med naturen. Ligesom der er en tur gennem junglen op til et af de flotte vandfald, der er rundt om søen.
    I nationalparken skulle der være både elefanter, tigre, bjørne, hjorte og vildsvin, samt mange spændende fugle.

    Se Khao Laem søen i Thailand på et kort

  • På koralrevene er der langt mere liv end på nogen anden biotop.

    Black Spottet Butterflyfish
    Black Spottet Butterflyfish er en af mine yndlingskoralfisk. Her har jeg fotograferet dem i det Røde hav. Klik på fotoet og se flere naturbilleder.

    Der tales i denne tid meget om klimaændringer. Noget af den natur, der bliver allerhårdest ramt af den stigende temperatur er koralrevene. Blot få graders stigning i havtemperaturen vil få katastrofale følger for revene rundt omkring i verden, og koraldyrene vil ikke være i stand til at flytte sig til koldere vande i det tempo, som klimaforandringerne har, så mange af dem vil simpelthen uddø.
    Så sent som i 1998 så vi en såkaldt koralblegning på grund af høj vandtemperatur. Blegningen er udtryk for at mange af koraldyrene er døde.
    Koralrevene er meget komplicerede biotoper, hvor mange dyr lever i symbiose med andre dyr eller planter. Nogle koralhabitater kan rumme op til 2500 slags undersøisk liv.
    Koralrevene findes hovedsageligt i de tropiske farvande med temperaturer, der ligger mellem 18 og 31 grader varmt vand. Mange koralrev har lidt skade ved overfiskning, og fiskeri med dynamit. Man er begyndt at lave forsøg med dyrkning af koraldyr, så man kan udsætte friske koraller på ødelagte rev.
    Det nærmeste område med nogle af de flotteste rev finder man i det Røde Hav. Specielt Sharm El-Shiekh i Egypten er stedet, hvor mange tager hen for at se koralrevet, enten ved at snorkle eller dykke i det Røde Hav.

    Se Scharks Bay Sharm El-Shiekh hvor billedet er taget på et kort

  • Ugens Naturfoto – Ung leguan

    Ung leguan i Costa Rica
    Ung leguan i Costa Rica

    Denne unge leguan bode i hækken lige ved siden af vores bungalow på Villa Rio Mar, Dominical ude ved stillehavet i Costa Rica. Legunaer er planteædende øgler, der som voksne lever det meste af deres liv oppe i træerne.

    Se Villa Rio Mar på et kort

  • Når naturen tager over.

    En kørestol er ingen hindring for at se verden. Her er det Yvonna sammen med vores guide i Cambodia.
    En kørestol er ingen hindring for at se verden. Her er det Yvonna sammen med vores guide i Cambodia.

    Hvis vi ikke plejer vores naturområder vil naturen hurtigt tage over, og vil over en årrække springe i skov. Vi kan se hvordan ældre kulturefterladenskaber, også her i Danmark er blevet begravet i sediment, og naturen har taget over.
    Over tilstrækkelig lang tid, kan hele byer begraves af naturen. Et af de mere tydelige eksempeler her på, oplevede vi i Ankor Wat i Cambodia.
    I perioden 802 til 1431 byggede en lang række Kmerkonger på et meget stort område en by med utallige templer og slotte. I 1431 blev området forladt, og kun et enkelt tempel forblev i brug.
    Resten af de fantastiske bygninger forsvandt, idet den tropiske regnskov simpelthen voksede ind over dem. Først i 1850 fandt en fransk munk nogle af templerne. I 1908 satte man ind med bevaring og rekonstruktion.
    Et af templerne nemlig Ta Prohm, besluttede man at lade stå med de kæmpe store træer, der havde overgroet templet, så man kan se, hvad der sker, når naturen tager over. Man måtte dog rydde en del af junglen, for overhovedet at få adgang til stedet. Templet er i øvrigt blevet brugt som kulisse i flere skattejagtfilm.
    Området er i dag optaget på Unescos liste over ”Verdens arv”. Det menes, at der stadig er uopdagede templer i junglen.

    Se Ta Prohm i Ankor Wat på et kort

  • Ugens naturfoto – Flyvende hunde hviler sig.

    Flyvende hunde
    Disse Flyvende Hunde så vi på Chapwani Island (også kaldet Grave Island) ved Zanzibar. Flagermusene overnatter på øen, og flyver i dagtimerne til Zanzibar for at furagere. Der findes en enkelt lille resort på øen.

    Du kan se flere naturbilleder ved et klik på billedet.

    Se Chapwani Island på et kort

  • Se 40.000 traner i Nordtyskland.

    traner-tyskland

    Fouragerende traner på en majsmark ved Hohendorf i Nordtyskland.

    Flere og flere traner yngler rundt omkring i Danmark, flest i Jylland og på Bornholm, men nu også på Sjælland og Falster.
    Vil man se rigtig mange traner skal man dog 150 km og tre en halv time herfra nemlig til Nordtyskland ca. 70 km øst for Rostrok. Her ligger tranecenteret i Gross Mohrdorf, der gerne oplyser, hvor man kan se tranerne, som raster i området midt i oktober på deres træk sydpå til vinterkvarteret i Spanien.
    Selv var jeg der 16. og 17. oktober 2007. Centret fortalte, at der var ca. 39.000 traner i området.
    Tranerne overnatter stående i vandet syd for Øen Zingst. I skumringen flyver de alle ud til vandet, hvor de stiller sig i en stor flok. De kan ses fra fugletårnet nord for Bisdorf.
    Tidlig næste morgen kørte jeg ud til kysten ved den lille by Nisdorf. Mellem klokken syv og otte kom tranerne ind fra vandet. Flok efter flok kom flyvende, og hele tiden havde jeg tranernes trompeteren i ørerne. Det var en fantastiks ubeskrivelig oplevelse.
    Efterfølgende kunne man finde store flokke af traner fouragerende på de afhøste majsmarken inde i landet. Blandt lige før byen Günz og længere fremme lige efter byen Hohendorf.

    SE OG HØR TRANERNE PÅ VEDLAGTE FILMKLIP

    Se Tranetur på et kort

    Klik på billedet, og se flere naturbilleder.

  • Noget af Vietnams flotteste natur kan opleves på 3 sejlture.

    Området omkring Ngo Dong floden, som vi sejlede på, bliver også kaldet Halong på land
    Området omkring Ngo Dong floden, som vi sejlede på, bliver også kaldt “Halong på land”

    Hvis turen går til Vietnam, må man ikke snyde sig for 3 flotte sejlture. Hvis man starter sin Vietnam-rundrejse i Hanoi, skal man tage en tur ud og sejle på Halong bugten. Her kan man sejle imellem 3000 kalkstensøer. Ha Long betyder ”Dragen der stiger ned” og er et af Vietnams mest naturskønne områder. Det er da også blevet erklæret særlig bevaringsværdig (World Natural Heritage) af UNESCO i 1994.
    Fra Halong sejler man ud i udflugtsbåde. Tag en todages tur med overnatning.
    Mange af de mærkelige klippeformationer er navngivet efter legender, eller hvad de ligner f. eks. Svaneklippen eller Tudseklippen. Ude i bugten støder man på små landsbyer bygget på flåder i vandet, hvorfra de fisker eller har små muslinge-perlefarme. Vandet er meget roligt i bugten, da de mange øer beskytter mod havstrømmene i Tonkinbugten.

    ”Halong på land” sådan kaldes landskabet, der ligner Halong bugten blot på land. Dette landskab finder man ca. 100 kilometer syd for Hanoi nær byen Ninh Binh. Her bliver man roet ned ad floden Ngo Dong i en lille båd. Det er kvinderne der har jobbet med at ro ned af floden, hvor man blandt andet sejler gennem 3 grotter. Ind imellem roer kvinderne båden med fødderne. At sejle på floden gennem rismarkerne mellem de flotte klippeformationer er en flot naturoplevelse.

    Den tredje sejltur er i Mekongflodens delta syd for Saigon. Også her bør man tage en todages tur. Vi sejlede fra Cai Be til Can To. Det er en helt speciel oplevelse at side på agterdækket og indtage sine måltider, medens man betragter naturen og livet på og langs floden. Mekonfloden er en vigtig transportvej, og meget forskelligt gods fragtes rundt i deltaet og dets kanaler.
    På andendagen nåede vi om formiddagen frem til Can To, som er deltaets centrum, her sejlede vi i en mindre båd ud til byens flydende marked, hvor folk er travlt beskæftiget med at købe og sælge et stort udvalg af frugt, fisk og grønsager.

    Har man lyst til en fjerde sejltur, kan man blive sejlet ud til Whale Island en lille ø lidt nord for Nha Trang, hvor der ligger en enkelt ressort. Her kan man slappe af i paradisiske omgivelser.

    Se stederne på Vietnamssejlture på et kort

  • Ugens naturfoto – Dovendyr iklæder sig grønne alger.

    Dovendyr i træerne over vores resort i Costa Rica

    Dovendyret er meget langsom, og må derfor camouflerer sig, for at undgå at blive opdaget af sine fjender eksempelvis jaguaren. I Dovendyret pels gror der grønne alger, hvilket giver dyret samme farve som bladene, og algerne får den fordel, at de på den måde kommer op, hvor der er mere lys.
    Dovendyret tilbringer stort set hele sit liv i træerne. De kommer kun ned en til to gange om ugen, enten for at flytte til et andet træ, eller for at forrette deres nødtørft, som de graver ned i jorden, så det ikke opdages af deres fjender.
    De er tilpasset et liv i trætoppene, hvor de en stor del af tiden hænger eller sidder på en gren og sover. Kun 3-4 timer om natten er den aktiv.
    Jeg var dog heldig at se et bevæge sig, efter at have stået og iagttaget det i over en halv time. De blade som det lever af er meget energifattige, så dovendyret må virkelig spare på energien. Dens bevægelser er uhyre langsomme og velovervejede. Som regel hænger den med ryggen nedad, og når den skal flytte sig flytter den et enkelt arm eller ben af gangen. Det totåede Dovendyr har på arme og ben 2 lange krogede kløer, som den hager sig fast i grenene med.
    Dovendyret er almindelig i den tropiske regnskov i det nordlige Sydamerika og Mellemamerika. Det var let at følge dovendyrene fra dag til dag, da de som regel kun flyttede sig over i det nærmeste træ, med de specielle blade, som de kan lide. I samme område lever også det tretåede dovendyr. De kan være svære at skelne fra hinanden. Det totåedes pels er dog noget længere end det tretåedes.

    Klik på billedet for at se flere naturbilleder på min Flickr photostream

    Vis Dovendyr Costa Rica på et kort

    Se dovendyret i bevægelse neden for.

  • Floderne i Laos har megen flot natur at byde på.

    Vi sejlede på U floden i det nordlige Laos
    Vi sejlede på U floden i det nordlige Laos

    Mekongfloden er en af Asiens vigtigste floder, og har i årtusinder været regionens vigtigste transportvej. Med sin længde på 4.350 km løber den gennem mange lande i Sydøstasien. Sejlads er ikke mulig i hele dens forløb, men man kan f. eks. tage en 2-dages sejltur fra det nordlige Thailand til Luang Prabang, den gamle hovedstad i Laos. Eller man kan, som vi gjorde nøjes med en dags sejlads til Pakbeng, hvorefter vi kørte i bil op til Oufloden i det nordlige Laos.
    Sejlturen ad Mekongfloden byder på storslået natur, ligesom man kan iagttage livet langs med floden, som for mange områders vedkommende er den eneste forbindelse til omverdenen. Da der ikke sejles om natten, overnatter man i Pakbeng på vejen.
    Som sagt tog vi ikke den slagne vej, men kørte op gennem det nordlige Laos til byen Nong Kiaw, der ligger ved Oufloden, som er en biflod til Mekongfloden.
    Det var en spændende og flot køretur. På vejen passerede vi laotiske landsbyer, hvor der sjældent ses turister.
    Fremme ved Nong Kiaw, blev vi installeret på Nong Kiaw Riverside Lodge, hvor vi havde booket plads nogle dage. En Lodge vi varmt kan anbefale. Den bestyres i øvrigt af en dansker. Lodgen ligger med en fantastisk udsigt ud over floden, og det omgivende landskab. Området her betegnes ofte som et af de flotteste i Laos. Herfra kan der fortages spændende vandre eller cykelture. Man kan også foretage bådudflugter længere op ad floden. Efter at have nydt området, sejlede vi ned ad Oufloden til Luang Prabang i en lille båd. En fantastisk flot sejltur som tager ca. 8 timer, inden vi så nåede Luang Prabang.
    Luang Prabang blev grundlagt helt tilbage i 600-tallet. I virkeligheden kan man kalde Luang Prabang for een stor seværdighed. Byen rummer i alt 30 templer, hvor det ene er flottere end det andet. Byen er erklæret World Heritage Site af UNESCO.
    PS: Vi kan i øvrigt skabe kontakt til en Laotisk Turarrangør.

    Vis Nong Kiaw ved Oufloden i Laos på et kort

  • Spøgelser – eller hvad?

    Jeg var i 2008 på en dykkertur til Koh Haa øerne ud for Koh Lanta i Thailand. Vi så selvfølgelig mange farvestrålende fisk. Også en havskildpadde og en havslange blev det til.
    Det flotteste der blev set var dog Gost Pipefisk,  som I kan se på billedet. De ligner noget fra en anden verden, men er en fisk. Spøgelsesnålefisk er nok det nærmeste vi kommer navnet på Dansk. De er langt ude i familie med søhestene, men også med den hjemlige fisk tangsnarren og tangnålen.
    Gost Pipe-fiskene lever i tropiske farvande på 10 til 30 meter vand. De står for det meste stille i vandet, ofte tæt på fjerkoraller, hvor de falder i med baggrunden.
    Da mange af dem ikke er meget større end en lillefinger, er de svære at få øje på. Om natten bliver de aktive, og går på jagt efter dyreplankton. De svømmer altid med hovedet nedad, som man ser dem på billedet.
    På grund af den globale opvarmning er koralrevene i fare for at gå til, hvilket også vil medføre, at fisk som Gost Pipefiskene mister deres levesteder.

    Se Koh Haa øerne ud for Kog Lanta i Thailand på et kort

  • I Costa Rica er 27 procent af landet dækket af nationalparker.

    costa_rica
    De hængende broer i regnskoven er ikke helt kørestolsvenlige, det lykkedes os alligevel med besvær at besøge et par stykker.

    Etableringen af en nationalpark på Møn glippede desværre i første omgang. Det var beklageligt udtrykte borgmester Henrik Holmer på et møde med Danmarks Naturfredningsforening for nylig.
    Når vi danskere rejser ud i verden besøger vi i vid udstrækning nationalparkerne i besøgslandet. De turister, der kommer her til landet, ville ligeledes i højere grad have besøgt Møn, hvis øen var omtalt som en nationalpark.
    Anderledes ser det ud i Costa Rica, som vi besøgte for nylig.  Costa Rica ”den rige kyst” kaldte Columbus landet, da han kom hertil i 1502. Det skulle dog senere vise sig, at der ikke var meget guld at komme efter. Til gengæld kan man sige, at landet er meget rig på natur. 27 procent af landet er dækket af nationalparker, såvel offentlig ejede, som privatejede arealer. Og den fantastiske natur tiltrækker mange turister.
    Ordet regnskov skal tages bogstaveligt, idet det regner meget. Et besøg i tågeregnskoven kan være en våd tur. Det er dog en helt speciel oplevelse, at besøge de hængende broer, hvor man går gennem og over trætoppene. Træerne er selvstændige biotoper, hvor der på et enkelt træ kan leve helt op til 1000 plante og dyrearter. Her træffer man blandt andet på brøleaberne, dovendyrene, sjældne fugle såsom Quetzalen, hvis fjer var mere værd for Mayakongerne end guld. Desuden flotte sommerfugle, sjældne padder og meget andet. Der gøres en stor indsats for at bevare biodiversiteten.
    Med kyster både til det Caribiske hav og Stillehavet, er der ligeledes et fantastisk maritimt liv, hvorfor der også er etableret maritime nationalparker. Blandt andet af hensyn til flere skilpaddearter, hvaler, rokker og andre truede havdyr.
    Vi har jo ikke dens slags spændende dyreliv i de danske farvende. Men det kunne være en oplagt ide at lave en maritim nationalpark i farvandet mellem Møn og Sydsjælland.

    Vis Tågeregnskoven i Costa Rica på et kort

  • Naturen under vandet er absolut et besøg værd.

    Lau & Tue i det røde hav
    Tue og Lau i Rødehavet. Vi så 70 forskellige fiskearter ved Scharks Bay Sharm El-Shiekh. Blandt andet en 2,5 meter lang muræne, en ørnerokke, og store napoleonsfisk.

    I den kolde  vintertid kan man godt give sig hen i drømmen om dejlige varme sommerdage, og drømmen om at komme i vandet kan krydres med de oplevelser, man kan få under vandoverfladen.
    Ved mange af vore klintekyster er det specielt flot at dykke ned under overfladen og betragte dyre- og plantelivet. Mine børnebørn og jeg snorkler en del ved klintekysten syd for Svinø Strand. Ved havets nedbrydning af kysten falder både store og små sten ned på kysten og i vandet. Disse giver ly, så planter og fisk kan trives der.
    Og hvad kan man så se. Ja det er selvfølgelig ikke som ved koralrevene under de varmere himmelstrøg, men der kan faktisk ses en del fisk. Vi ser bl. andet tangnål, tangsnarre, hundestejler, kutlinger og sågar også større fisk som skrubber, rødspætter og endog store havørreder har vi set. Der ud over er der jo selvfølgelig tanglopper, rejer, muslinger, havsnegle og krabber.
    Når børnene skal snorkle er det vigtigt, at de har en kvalitetsmaske der passer dem. Børn der får vand i masken mister hurtigt interessen for snorklingen. En snorkel med en ventil ved mundstykker er også at foretrække, og så skal de selvfølgelig kunne svømme. Skal de snorkle under varmer himmelstrøg, er det godt at give dem en T-shirt på, så de ikke bliver skoldet på ryggen.
    For man kan jo selvfølgelig også tage skridtet fuldt ud og tage til et af de beste snorkle- og dykkerfarvande i verden nemlig Rødehavet med dets fantastiske koralrev og farverige fisk.. Og det skal måske gøres inden det er for sent. Mange koralrev er allerede ødelagt af menneskelig aktivitet. Og resten er truet af den globale opvarmning, som får havtemperaturen til at stige mere end koraldyrerne kan tåle.

    Vis Scharks Bay Sharm El-Shiekh på et kort
    Klik på billedet og se flere naturbilleder på Flickr.

  • Tranerne danser ved Hornborgasøen i Sverige.

    Tranerne ved Hornborgasøen i Sverige
    Tranerne ved Hornborgasøen i Sverige

    Tranerne danser ved Hornborgasøen i Sverige
    Så nærmer tiden sig for tranernes forårstræk. Mønboerne har størst chance for at opleve traner over øen i marts måned, men får vi stærk østenvind kan tranetræk-ket også ses i den vestlige del af kommunen.
    Vil man se tranerne danse, skal man køre op til Hornborgasøen i Sverige den 1. uge i april. Her samles over 10.000 traner på deres træk nordpå til ynglepladserne. Hornborgasøen ligger mellem Skara, Skövde og Falköping et par timers bilkørsel nordøst for Göteborg.
    Søen var omkring 1930 næsten tørlagt, og man dyrkede kartofler på området. Det var dog ikke nogen stor succes. I 1980 påbegyndtes derfor en naturgenopretning af søen.
    På forårs- og efterårstrækket rastede tranerne her, medens de spiste resterne af kartoflerne. Søen er nu genoprettet, og tranerne raster her stadigvæk. De fodres med korn, som bliver skudt ud over området om morgenen, inden tranerne kommer ind fra søen. Hver aften, når de er på vej til deres nattesæde på søen, tæller man dem. Sidste år slog man rekorden med 13.900 traner 1. april.
    Tranedansen ses bedst fra Naturum Trandansen ved Bjurum, som ligger i søens sydlige ende. Her kommer man tæt på tranerne, som ellers er meget sky på deres ynglelokaliteter og overvintringspladser. Ca. 150.000 besøger hvert år området for at se tranedansen. Man kan også besøge Hornborga Naturum, som ligger på søens østlige side. Her er der et opservationstårn og en fin udstilling om søens historie og dens fugleliv. Man ser også mange andre fugle i og omkring søen. Da jeg var der sidst så jeg både kongeørn og fiskeørne over søen. Se mere på www.hornborga.com.

    Vis Hornborgasøen på et kort

  • Safari – den ultimative naturoplevelse.

    På vores tur så denne Gnu føde en kalv.
    På vores tur så vi denne Gnu føde sin kalv.

    Den flotteste naturoplevelse i Vordingborg Kommune, er nok en tur til Møns Klint. Ønskes den ultimative naturoplevelse skal man længere væk. Og specielt her i januar og februar er det lidt småt med oplevelserne i den danske natur.
    En safaritur i Afrika hører til de absolut største naturoplevelser. Mange rejser til de varmere lande om vinteren. I stedet for at tage på solferie kunne man tage til f. eks. Tanzania, hvor man kan besøge det sydlige Serengetti. Netop i januar/februar kan man her opleve de enorme store dyreflokke, bestående af gnuer, zebraer og antiloper.
    Serengetti er en stor græsslette med spredte akacietræer. Parken er på størrelse med Sjælland, og grænser yderligere op til andre reservater i Tanzania og Kenya.
    Ca. 1,5 millioner gnuer kommer på dette tidspunkt til det sydlige Se-rengetti for at føde deres kalve. De bliver på deres vandring fulgt af rovdyr, som løver, hyæner, sjakaler etc.. Når gnuen har født, har kalven højst 5 minutter til at komme på benene, og være i stand til at følge sin mor. I modsat fald, er der store changer for, at rovdyrene og gribbene får et let måltid mad.
    Det siges, at gnuerne er for dumme til selv at finde rundt på deres årlige vandringer, og at det er zebraerne der viser vejen. Flokkene bevæger sig i lange rækker, der kan have en længde af op til 40 kilometer.
    På en sådan tur vil man selvfølgelig også se de mange andre dyr, der lever på savannen, såsom elefanter, giraffer, bøfler, flodheste etc. Er man heldig får man også set leoparder og geparder. Turen kan forlænges med en Sol- og badetur til f.eks. til Zanzibar.

    Se Sydlige Serengetti på et kort, der viser hvor Gnuerne føder deres kalve

  • På storketur i Tyskland

    Stork i Bergenhuse
    Stork i Bergenhusen

    Hvorfor har vi ingen storke i Vordingbog Kommune?
    I midten af 1800 tallet var der ca. 10.000 storkepar i Danmark. H.C. Andersen skrev i sin dagbog den 25. maj 1851 ved et besøg på Nysø bl. a. ” Storken knæbrede, det var som der bankedes paa et Søm i Skudderne”.
    I bogen “Storkenen natur- og kulturhistorie” af Hans Skov, står der, at det sidste par storke på Vordingborg-egnen rugede på Skovvængegården i Ornebjerg i 1930,erne. I 1933 var hele fire unger i reden. I disse år ser vi kun få strejfende storke.
    Vil man virkelig se storke, kan man evt. i forbindelse med et besøg ved Dannevirke og den gamle vikingeby Hedeby fortsætte til Bergenshusen  30 kilometer sydvest for Slesvig. Det første vi mødte, da vi kørte ind i den lille by, var en stork der frejdigt vandrede rund på gaden. I Bergenhusen var der i 2007 13 storkepar. I Sydslesvig alene er der flere hundrede storkepar. En af grundene er nok, at man i Tyskland har kvæget på græs, medens man her hjemme i stor udstrækning har kvæget på stald hele året. Man vedligeholder endvidere naturarealer som enge, moser og overdrev i langt højere grad end i Danmark. I disse biotoper lever de padder og insekter, som er fødegrundlag for storkene.
    Men vi kan få storkene til at slå sig ned i Vordingborg Kommune, men det kræver en indsats bl. a. i form af genopretning af nogle vådområder, med tilhørende engearealer. I forbindelse med arbejdet for en Nationalpark Møn, var man bl. a. inde på, at en genskabelse af Maglemose, Gammelsø Mose og Borre Sømose, kunne give grundlag for storke på Møn.
    På Sydsjælland ville en genskabelse af Svinø Nor med omkringliggende enge ligeledes kunne give store muligheder for storkeindvandring.

    Se Storkebyen Bergenhusen på et kort