En morgenfugletur på Storstrømsbroen


Storstrømsbroen virker som trækrute for småfuglene.

Storstrømsbroen virker som trækrute for småfuglene.

Det må have været en flot sejltur med den første morgenfærge fra Masnedø til Gåbense i 1800tallet. I 1872 flyttede ruten til Overhoved Havn. Fra 1919 til åbningen af Storstrømsbroen sejlede der også en bilfærge fra Vordingborg til Gåbense. I 1937 indviedes den omkring 3,2 kilometer lange Storstrømsbro. Den var i en årrække Europas længste bro, med en gennemsejlingshøjde på 26 meter.
Man kan som bekendt ikke gå på vandet, men man kan tage en gåtur over. På turen over broen har man en fantastisk udsigt til begge sider. Mod vest ses den lille ø Masnedø Kalv, ligesom man kan se ud langs Knudshoved Odde. Ud for Falsters Kyst ligger den lille ø Dyreford. En skarvkoloni har ødelagt træbevoksningen på øen, så nu bygger skarverne deres rede på jorden. En del sæler kan ses på stenene foran øen, jeg talte 25 stk. Til den anden side har man udsigten til Farøbroen og de Sydsjællandske Skove.
Der var mange fugle i luften denne morgen. Vandrefalken jagtede duetrækket, som var på vej over Strømmen. Et syn, man ikke ser hver dag. Mange Gæs og andefugle trak fra Sjælland mod Falster.
Mange specielt småfuglene benytter i stor udstrækning broen som ledetråd for deres træk mellem Sjælland og Falster, og der var mange hundrede af dem. En ornitolog jeg mødte for enden af broen fortalte, at det er et helt godt sted at se fugletræk. Ud over de mange småfugle trak en enkelt glente også langs broen.
Ved brofæstet på Falster kan man gå ned ad en trappe, så man kommer ned  under broen. Her kom en skovmår springende gennem græsset.
For at det skulle være fuldendt manglede blot havørnen. Og så kom den da også på tilbagevejen flyvende og satte sig i et træ på Masnedø Kalv.

Se Storstrømsbroen på et kort




You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.

Comments are closed.