Hvorfor vindmøller i den flotteste natur?

De 3 nuværende møller ved Nylands Mose med Dybsø Fjord, Enø og Dybsø i baggrunden. De nye møller skal være ca. 2½ gange så høje.

Som tilhænger af alternativ energi som vindkraft biogas etc. og samtidig glad for den smule natur vi har i Danmark, bliver man gang på gang overrasket over, at politikkerne foreslår disse anlæg placeret ude i den flotteste natur.
Således også, når Næstved Kommune ønsker at placere 3 kæmpevindmøller i Nylands Mose, som ligger ud til Dybsø Fjord. Området, som møllerne skal placeres i, er samtidig et potentielt naturgenopretningsomåde, som beskrevet i et tidligere forslag til Kommuneplanen, og området ligger op til Natura 2000 område, som er særlig beskyttet natur.
Natura 2000 området, der består af Karrebæk Fjord, Fladstrand (ved Gavnø) og Dybsø Fjord, vil af regeringen få tilført midler til at bevare og beskytte naturen. Områderne er udvalgt fordi de er unikke i Europa. Det er derfor uforståeligt, at der skal anbringes kæmpemøller her.
Disse møller vil fuldstændig dominere det flotte lagunelandskab, og selv om der ikke er mange nære naboer, er der mange mennesker, der sætter pris på den uforstyrrede natur rundt om fjordene.
Det gamle Storstrøms Amt har tidligere udpeget Smålandsfarvandet med de nære kystområder til et større uforstyrret landskab, hvor man foreslår, at når de nuværende møller er slidt ned og taget ud af brug, skulle der ikke kunne opstilles nye vindmøller.
Vindmøller er en god ting, men det er ikke nødvendigt at placere dem i de mest naturskønne områder.