Stålormen – et firben uden ben.

Stålormen fotograferet i Mallings Kløft (Foto: Niels Bangild)
Stålormen fotograferet i Mallings Kløft (Foto: Niels Bangild)

Når man umiddelbart ser på en stålorm, ligner den en slange, men er i virkeligheden i familie med firbenene. Mallings Kløft er et sted, hvor man kan gå en spændende tur på børnenes præmisser, og her være heldig at se stålormen.
Man ser ellers sjældent stålormen, selv om den er rimelig almindelig i hele landet. Den undgår helst solen og foretrække at leve i tilgroede områder, og er specielt glad for at leve i fugtig løvskov, hvorfor Mallings Kløft er et godt sted for den.
Her kan den leve skjult, og den bevæger sig kun lidt omkring når den om natten går på jagt efter insekter, regnorm, larver, snegle, edderkopper og tusindben. Den kan dog også tage firben og sågar også andre mindre stålorme.
Den bliver ca. 45 centimeter lang, og den kan ligesom firbenene miste halen, som udgør over halvdelen af dyret. Halen gror dog ud igen, dog i en kortere form.
Stålormen bevæger sig ligesom en slange, og kan med lethed bore sig ned gennem jorden, ligesom den også kan finde på at bore sig ned i et myrebo, hvor den udnytter varmen i boet, uden at det generer myrerne. Om vinteren går de i dvale, ofte flere sammen i samme hule i jorden. Stålormen er fredet.