Nu myldrer de frem fra gemmerne


Stor vandsalamander

Vinteren har endelig sluppet sit tag. Det er ikke længe siden isen forsvandt fra mine havebassiner. Men nu var det så tid til at rense dem for visent og overflødigt plantemateriel. I den proces kommer salamandre og andet jo også med op. I mit store bassin på 4 m2 fiskede jeg 18 stk. af lille vandsalamander op, samt 1 stor vandsalamander.
I mine små bassiner, som består af 3 murebaljer bundet sammen med rør under jorden, så vandfladen bliver stor nok til, at vandkvaliteten ikke bliver for dårlig, fiskede jeg ikke mindre end 36 små vandsalamandre samt en springfrø op af vandet. De blev selvfølgelig alle sat ud igen. I vandet lægger de deres æg enkeltvis på vandplanterne. Salamanderne er rovdyr. I vandet lever de af dafnier, vandlopper, myggelarver etc.
Efter ynglesæsonen går salamanderne på land. og lever her af insekter, insektlarver, biller etc.. Om vinteren går de i vinterhi under sten, grene, trærødder og lignende.
Salamanderne og specielt den store er gået tilbage i de senere år i takt med at deres vandhuller på markerne er forsvundet. Der er ingen tvivl om, at de mange havebassiner, der er etableret i de senere år er godt for bestanden. For at få salamander i sin havedam, er det dog en forudsætning, at man har få, eller ingen fisk i bassinet.
I havebassinerne har jeg også i mange år haft grøn frø, som også kommer frem i denne tid. Også den grønne frø er gået stærkt tilbage, og på store dele af Fyn og Sjælland er den blevet sjældent forekommende. Hvor jeg tidligere havde 10-12 grønne frøer ved bassinerne, har der de sener år kun været 4 til 5. Også springfrøen ser jeg jævnligt i haven.

I de sener år, har jeg også haft grønbroget tudser i haven. De holder til i min kones blomsterbed. Her kan de gemme sig mellem planterne og inde under de sten, der omkranser det lille bed ved terrassen. Med sit flotte grønne kamuflagemønster, som er forskelligt fra tudse til tudse, kan den være svær at opdage mellem de grønne planter. Også den grønbrogede tudse er gået stærk tilbage. Den findes ikke i Jylland, og på Fyn findes den kun fåtalligt. Her omkring Køng og Kostræde Banker er der dog en del. I halvfemserne skønnede man, at der var 20.000 grønbrogede tudser i Danmark. Heraf levede de 10.000 i Slambassinerne ved den gamle sukkerfabrik i Stege. Ganske uforståeligt udsatte man gedder i bassinerne, og inden længe var halvdelen af den danske bestand udryddet.
Den kaldes også fløjtetudsen, fordi hannen i parringstiden afgiver nogle fløjtetriller, hvilket man på lune forårsaftener, kan høre 1 til 2 kilometer væk. På varme sommeraftener, hvor vores terrassedøren står åben, kan mine grønbrogede tudser godt finde på at komme ind ad døren, og lystigt hoppe rundt langs panelerne.

HØR DEN GRØNNE FRØS KVÆKKEN.




You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.

Comments are closed.