Ugens naturfoto – Prærietranen
En sjælden prærietrane fra Nordamerika blev i går opdaget på en mark mellem Vordingborg og Næstved. Den blev dog allerede den 2. januar set på Trellemarken i Vordingborg. Efter ikke at have været set siden blev den torsdag spottet i området omkring Avnø. Ornitologer fra nær og fjern valfartede fredag til området. Selv var jeg derude fra morgenstunden uden at være heldig at se den. Det lykkedes mig dog senere på dagen, hvor den havde slået sig ned på en afhøstet majsmark, at få den at se.
Når det er blevet sådant et tilløbsstykke, er det fordi, det kun er anden gang, at Danmark har besøg af en prærietrane. Den er en smule mindre end vores hjemlige trane, som den dog på afstand ligner den til forveksling. Første gang den har været her, var også i Vordingborg Kommune. I maj 2013 var der en prærietrane der i kort tid holdt til på Møn.