Spidsand (Anas acuta)

Spidsanden er en stor svømmeand med en meget lang hals. Vingerne er lange og smalle. Halen er lang og spids, deraf navnet spidsand. Hannens hoved er mørkebrunt med en hvid lodret stribe bagerst. Halsen er hvid. Hunnen er lys og spættet. Spidsanden yngler i Skandinavien og Rusland og overvintrer i Vesteuropa, bl.a. i England og Frankrig.

Spidsanden ses hovedsagelig på trækket i august-november og igen i marts-april når de er på træk mellem ynglestederne og vinterkvartererne.

Spidsanden lever af plantemateriale og tilknyttede smådyr som den finder på lavt vand.

I træktiden ses op til 6000 spidsænder i Danmark. Spidsanden er en fåtallig dansk ynglefugl. Der er ca. 150 par i Danmark.