Cykeltur i Stensby & Langebæk skov.

Udsigt ud over Storstrømmen
Udsigt ud over Storstrømmen

I skovens dybe stille ro, hvor sangerhære bo…..
Sådan indleder Fritz Andersen i 1864 sin hyldest til de danske skove. En cykeltur gennem Stensby- og Langebæk Skov på det sydligste Sjælland lever helt op til den beskrivelse.
Skovene vokser i et dødislandskab. Landskabet der på det højeste punkt i skoven er 36 meter faldet brat ned mod kysten. Skovene er overvejende løvskov med store partier af bøgeskov, der allerede nu lukker sig som et tag over skoven. Jorden er meget kalkholdig, hvilket gør, at her findes sjældne orki-deer, ligesom man også her finder blå anemone og andre planter, der hovedsagelig vokser i natursko-ve.
Lige før kysten går skoven flere steder over i strandeng. Skovene har et rigt fugle- dyre- og insektliv, og på hele turen følges du af fuglesang og skovduernes kurren.
Start i den vestlige ende af Stensby Skov (se kort). Følg skiltene til vandreruten ”Sjællandsleden”. Ved det første vejkryds kan I tage en afstikker ud til kysten, hvor man får et flot kik til Farøbroerne og Tærø.
Fortsæt gennem skoven til det idylliske Petersværft. Her opførte godsejer Peter Johansen, Petersgård i 1777 et skibsværft. Ostindienfareren Cron Princesse Louice Augusta blev bygget her. Fra 1807-14 var værftet flådebase og værft for genopbygning af den danske flåde, som vi mistede til englænderne i 1807.
Fortsæt turen ad den kystnære skovvej videre ind i Langebæk Skov. Også her er der mulighed for at slå et smut ud til kysten. Fremme ved asfaltvejen svinges til højre mod den hyggelige havn ved Langø-dæmningen. Her er borde og bænke til kaffen eller madpakken.
Til tilbagevejen gennem Langebæk Skov kan den lidt nordligere skovvej benyttes tilbage til Petersværft. I Stensby Skov kan man tage vejen op til Stensby Linie, så man også får et kik på skoven ude fra.
Vis Gennem Stensby og Langebæk Skov på et kort