• Handicappede på Camønoen

    Anders skuer ud over engene på Nyord

    Camønoen er jo en vandrerute. En stor del af ruten ligger dog på almindelig landevej, hvorfor handicappede i bil også kan opleve mange af herlighederne.

    Anders Andersen og undertegnede har set på, og besøgt dele af Camønoen, for at se på, hvad der er af oplevelser, der er tilgængelige for handicappede specielt i forhold til naturoplevelser. Vi har fulgt noget af den nordlige rute, og der ud fra taget nogle afstikkere til flotte udsigter og naturområder. Noget kan iagttages fra bilen, andet kan gøres med en kørestol eller en rollator.

    Med udgangspunkt i Stege kørte vi mod Ulvshale. På vejen havde vi den flotte udsigt ud over Stege bugt, med den store rørskov langs kysten. Her er der ofte mange andefugle og gæs. Midt i Ulvshaleskoven tog vi en afstikker ad den handicapvenlige plankesti gennem ellesumpen ud til fugleskjulet ved Gåsesøen. Også her er der et rigt fugleliv, med ænder og gæs. Jeg har også observeret sølvhejre her.

    Vi fortsatte der efter til Nyord Enge. Midt i engen er der ved siden af det store fugletårn, et mindre handicapvenligt et af slagsen. Her fra kan man overskue engene, som er nogle af Danmarks fornemste. Nyord et vigtigt knudepunkt på trækruten mellem overvintringsområderne i syd og yngleområderne i nord. Forår og efterår raster tusindvis af ænder, gæs og andre vandfugle på og ved Nyord. Og ofte kan man iagttage både havørnen og vandrefalken jage over engene. Skov- og Naturstyrelsen har etableret et naturcenter på gården Hyldevang, der ligger for enden af engene, lige før man kører op på den høje del af øen. Her er der også et handicapvenligt fugletårn, foruden legeplads og shelters, som man kan overnatte i.

    Vi slutter turen med at bese Møns Klint. Dette er inden for de sidste år er gjort muligt med en Bordwalk, en handicapvenlig træbelagt sti, der bugter sig sydpå fra GeoCenter Møns Klint til udsigtspunktet Freuchens Pynt, hvorfra man kan se den hvide kridtklint.

    Turen var kun et lille udsnit af den del af Camønoen, som kan gøres i bil. Ved at forbinde vejstrækninger, hvor fra Camønoen kun kan gøres på gåben med hinanden, kan man følge en stor del af Camønoen, og opleve nogle af turens highlights.