• Avnø og Verdensrummet

    Astronomibillede
    Allerede om eftermiddagen kunne en del af teleskoperne ses foran hangaren på Avnø

    Avnø er andet end den flotte natur derude, det er også et fantastisk sted at observere stjernehimlen fra. Området bruges derfor også ind imellem af astronomerne.
    I weekenden 8.-10. oktober holdt Astronomisk Selskab sammen med Københavns Astronomiske Forening og Astronomisk Forening for Sydsjælland et fælles træf på Avnø Naturcenter. Ca. 40 amatørastronomer deltog i arrangementet med workshops og foredrag, men ikke mindst masser af stjernekikkeri. Arrangementet nød godt af et fantastiks vejr til stjernekikkeri, med klare skyfrie nætter, og mange fik da heller ikke sovet så meget om natten.
    Jeg var der ude om aftenen med mine børnebørn Lau og Tue, og de fik nogle helt fantastisk flotte kik gennem teleskoperne til blandt andet Jupiter, og 4 af dens måner. Jupiter har 63 kendte måner, men man mener, at der er flere. Når de fleste teleskoper var rettet mod Jupiter, som er den største planet i vores solsystem, skyldtes det, at den lige nu er meget nærmere Jorden end den vil være de næste halve snes år.
    De fik blandt andet også set andromedagalaksen, som er omkring 2,5 lysår væk. Det er en spiralgalakse ligesom vores egen Mælkevej. Også stjernehoben ”De 7 søstre”, der til trods for navnet indeholder mere end 1400 stjerner, og er en af de stjernehobe, der er tættest på Jorden, fik de set i teleskopet.
    Her var teleskoper i prisklassen fra et par tusind kroner til teleskoper på størrelse med kanonerne til udskydning af kanonkonger til omkring 100.000 kr. Fælles for dem alle er, at de giver en helt speciel oplevelse af rummet omkring os.