• Dybsø Fjord skulle tørlægges

    Dybsø fjord blev foreslået tørlagt. Her med Kostræde Banker i forgrunden
    Dybsø fjord blev foreslået tørlagt. Her med Kostræde Banker i forgrunden. Billedet er taget på en helikoptertur med mine børnebørn

    Det lyder som en obskur tanke, men det var ikke desto mindre, hvad der kunne være sket, hvis man i perioden fra 1940 til 1970 havde fulgt de forslag, der blev fremlagt af landvindingsfolkene. Det skriver Kjeld Hansen i sin bog ”Det tabte land”. Sammen med en lang række andre forslag indgik Dybsø Fjord i det katalog af landvindingssager, som blev præsenteret for Statens Landvindingsudvalg. Mange af disse sager blev ført ud i livet til stor skade for naturen.
    Først nu er man begyndt at rette op på nogle af disse uhyrlige projekter. Skjern å er igen blevet et slynget vandløb, og Filsø, som også var et af projekterne, skal nu genskabes, men det koster mange penge at rette op på de mange fejlslagne projekter.
    I 1940 blev Dybsø Fjord første gang nævnt på en lang listet over mulige landvindingssager. Såvel den lokale befolkning, som jægerne og fiskerne var imod, ligesom Gavnø Gods heller ikke var for ideen, da de ikke vil få noget ud af det. Da bundforholdene ikke var gode, og økonomien ikke kunne holde, blev projektet i første omgang droppet.
    I 1953 opstod en ny situation, da militæret manglede øvelsesplads. I første omgang ville man inddrage jord fra Rosenfeldt Gods ved Vordingborg. Landbrugsministeriet foreslog, at man i stedet for at inddrage landbrugsjord udtørrede Dybsø Fjord. Et udvalg til ”Dybsø Fjords Bevarelse” blev dannet. Udvalget indsamlede underskrifter fra befolkningen, og man henvendte sig til regeringen, og gjorde opmærksom på, at Dybsø Fjord er en af landets skønneste med store landskabelige værdier. Også Avnø indgik i overvejelserne om en øvelsesplads. Først sidst i tresserne faldt afgørelsen, idet forsvaret valgte at etablere øvelsesplads på Kulsbjerg. Dybsø Fjord blev heldigvis bevaret, til glæde for os alle, men en lang række naturperle blev desværre ofret i landvindingens navn.