Grævlingen uden for sin hule i en skov nord for Vordingborg. Nede i hulen havde hun 3 unger.

I gamle dage sagde man at mødte man en grævling, var det godt at have koks i støvlen, da grævlingen har et særdeles kraftigt bid, og man sagde, at den bidder til det knaser. Sandheden er dog den, at grævlingen er særdeles sky, og vi ser den sjældent, da den som regel kun er aktiv om natten.
Regner man ud fra kommunens areal, og antal grævlinger i Danmark, kommer man frem til at der må være mellem 300 og 400 grævlinger i Vordingborg Kommune.
Det tog mig flere afteners vagt ved grævlingegraven, før det lykkedes mig at få et ordentligt billede af den, og endnu flere aftener før jeg så ungerne, som først kom frem når det var så mørkt, at det var svært at fotografere dem.
Grævlingen er nærsynet, og ser tingene i sort hvidt, men har en lugtesans, som er flere hundrede gange bedre end vores, og den hører også udmærket, så det gælder om at være helt stille, og vinden, som der helst skal være en del af, skal bære væk fra grævlingen, så den ikke kan lugte en. Grævlingen er ellers et af vore mest almindelige rovdyr. Den lever dog hovedsageligt af orme, som den snuser sig frem til i mark og skov, men også insekter, æg og mindre pattedyr står på menuen. Det siges, at den kan finde 10 regnorme i minuttet.
Grævlingeboet har som regel flere udgange, men det pudsige ved grævlingens færden er, at den som oftest går til venstre, når den kommer ud af hulen og på den måde, kan man kende dens indgang fra en rævegrav. Et andet kendetegn er, at grævlingens indgang er oval mod rævens runde hul. Nede i graven laver den et behageligt leje af blade og tørt græs. Dens gravkompleks ligger som regel i skoven nær ved en mark. Når den kommer ud omkring solnedgang, står den lidt og snuser og lytter, inden den giver sig ud på den natlige fødesøgning.
Grævlingen, hører til mårfamilien. Dens pelshår er stive og blev tidligere brugt til barberkoste.

Se grævlingen hente redemateriale på nedenstående filmklip.