Fra industriområde til meget speciel bynær natur
Jordbassinerne fra den tidligere sukkerfabrik i Stege er blevet til spændende natur, med både søer og strandenge, og de er blevet en meget betydningsfuld ynglelokalitet, såvel som rastelokalitet for mange fugle. Specielt sent efterår kan man observere flere tusinde troldænder raste i bassinerne.
Sukkerfabrikken blev etableret 1884, og virkede helt frem til 1989, Og den var i alle disse år en vigtig arbejdsplads på Møn.
Sukkerroerne blev leveret med en stor del jord på. For at komme af med jorden blev der etableret bassiner, i hvilken den afvaskede jord kunne ledes ud i. Der blev lavet i alt 16 bassiner vest for fabrikken på et inddæmmet område af skærmet af et dige. De sidste bassiner blev først etableret i 1982, og da man lukkede fabrikken var flere af bassinerne ikke fyldt op.
Området er nu et kunstigt skabt naturområde, og i 1993 blev området fredet.
Jordbassinerne har gennem årerne udviklet sig til et spændende naturområde med en stor biodiversitet. Allerede før fabrikken lukkede var der specielt mange vadefugle på området. Med en stigende vandstand i bassinerne, har de ændret sig til i højere grad at være et optimalt område for andefuglene.
En lang række andefugle yngler på stedet. Og det er specielt et godt sted for lappedykkerne, hvoraf både toppet- gråstrubet- og lille lappedykker yngler her. Området med sin bevoksning af træer og buske er også ynglelokalitet for en lang række småfugle. Blandet andet yngler gul vipstjert i området.
Også padderne har nydt godt af området. På et tidspunkt var der en bestand af op til 10.000 grønbrogede tudser, som også kaldes fløjtetudsen på området, næsten haldelen af den danske bestand på det tidspunkt. Dette fik dog en brat ende, da men beslutte at sætte fisk ud i bassinerne. Bestanden skrumpede hurtig ind til et par kvækkende hanner.
En af de andefugle der også yngler her er troldanden, som er en dykand. Den har sit store udbredelse længere nordpå, men antal ynglefugle i Danmark er stigende, og man skønner, at der er et par tusinde par i Danmark.
Men det er specielt om vinteren, at man kan opleve troldanden i jordbassinerne. Ved et besøg for nylig kunne jeg observere flere tusinde i bassinerne. Den 8. marts i år blev der talt 14.000 i bassinerne. De raster her om dagen, for om aftenen og natten at flyve til søs for at furagere. Her dykker de efter snegle, muslinger og orme, som er dens foretrukne føde. Specielt vandremuslingen er dens livret. Denne musling, som oprindelig kommer fra Rusland, er langsomt på vej sydover, og troldænderne følger efter.