Fiskeørne på træk gennem Danmark


Fiskeørn
Fiskeørn i træ ved Dybsø Fjord.

Efterårets fugletræk gennem Danmark er i gang. Mange fugle såvel fra Skandinavien som fra Danmark trækker i denne tid sydpå til varmere himmelstrøg. Trækket øst for Storebælt foregår hovedsageligt fra Falsterbo i Sydsverige og over mod Stevns klint. Her kan man alt efter vind og vejr se mange fugle komme ind til Stevns.
Det bedste trækvejr er ved højt klart vejr med svag vind fra nord/nordvest og størst lige efter en periode med hårdt og vådt vejr. Fra Stevns spreder fuglene sig ud over det sydlige Sjælland. Nogle søger mod Stigsnæs syd for Skælskør for at trække mod Fyn. Andre drager direkte sydpå, hvor et par af de store udtræksteder er Gedser på Falster og Hyllekrog på Lolland.
Skal man se trækfugle i Vordingborg Kommune, er Østmøn og Nyord enge nogle af de gode steder, idet en del fugle tager den vej over, specielt når vinden kommer fra vest. Den 28. september 2010 blev der ved Møns Fyr opserveret 43 glenter og 90 spurvehøge.
En af de fuglearter, der i øjeblikket trækker gennem Danmark, er fiskeørnen, der overvintrer i Afrika. Som eksempler kan nævnes, at der den 31. august blev set 11 indflyvende fiskeørne på Stevns. Samme dag blev der set 8 på feddet ved Præstø fjord. Da jeg var ved Møns Fyr for nylig så jeg dog kun 1 udtrækkende Fiskeørn.
Fiskeørnen var almindelig forekommende indtil slutningen af 1800-tallet, og i midten af 1800 tallet var der ynglende fiskeørne alle steder, hvor der var skov i nærheden af søer. Der har siden slutningen af 1800-tallet kun  været observeret få spredte ynglepar rundt om i landet, og ifølge Dansk Ornitologisk Forening er der under 10 ynglepar i Danmark.
Man kan dog hele året træffe på enlige fugle, og jeg har flere gange set dem ved Even Sø, som kunne være et oplagt sted for et ynglepar. Det vides ikke hvorfor, der i lighed med udviklingen i bestanden af havørnen ikke er flere par i Danmark.
Fiskeørnen lever af fisk, som den udser sig fra stor højde. Den klapper derefter vingerne sammen, og lander over fisken med et plask. Den griber fisken med sine lange kløer.
I den sidst tid har 2 fiskeørne holdt til ved Dybsø fjord, hvor jeg har set dem fiske i fjorden nær Kostræde Banker, og side i udgåede træer ved fjorden, hvor de har et godt overblik. Men fiskeørnene er sky fugle. Når man kommer i en båd, kommer man dog tættere på dem, end hvis man kommer gående.
De fiskeørnereder, som jeg har set i Sverige, har alle været i toppen af store fyrretræer. Udenlandske erfaringer viser, at fiskeørnebestanden kunne øges ved opsætning af kunstige reder, samt ved at skabe ro omkring disse reder i yngletiden.

Du kan se flere naturbilleder ved at trykke på billedet af fiskeørnen.




You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.

Comments are closed.