Oreby Skov er en typisk dansk kystskov.

Tidligere redaktør for Ugebladet Niels Bangild på cykeltur i Oreby Skov.
Tidligere redaktør for Ugebladet Niels Bangild på cykeltur i Oreby Skov.

En cykeltur i en kystskov, giver en fin naturoplevelse, hvor man får både vandet og skoven at se.
I Vordingborg køres ud for enden af Orevej. Her fortsætter vejen som en markvej ud gennem det flotte småbakkede morænelandskab langs med vandet. På denne majdag med blå himmel og drivende skyer i den lidt kraftige blæst, var der en flot udsigt ud over Storstrømmen, og man kunne se over til Nordfalster. En flok edderfugle med en børnehave passet af 3 voksne hunner roede af sted langs kysten. På vejen passerer man Jættestuen Troldhøj.
Fremme ved Oreby Skov svinger vejen ind i skoven. Tag den første skovvej til venstre. Man kan nu følge denne skovvej gennem hele skoven. Også inde i skoven støder man på flere gravhøje.
På denne årstid er der rigtig gang fuglestemmerne, og musvågen svæver elegant over skoven.
Cirka midtvejs i skoven fører et lille stykke sti ned til vandet, og man kan få sig et kik langs kysten til begge sider.
Skoven er en blandet skov hovedsagelig med bøgetræer. I skoven findes blandt andet den sjældne bille eremit. I dele af skoven findes gamle træer med hulhedder i stammen, som er vigtig for artens muligheder. I skoven findes ligeledes den sjældne sværdskovlilje.
Har man mod på mere, kan man cykle videre ud til Knudskov, hvor man kan slå et smut ud til Storstrømmen. Er man så heldig som os, ser man måske et par havørne svæver over Knudskov. Tilbagevejen kan gøres af asfaltvejen tilbage mod Rosenfeldt. Lige før godset køres til venstre tilbage til Orevej.

Se Oreby Skov tur på et kort