Snorkeltur med hvalkig


Denne pukkelhval med unge så vi i Stillehavet ud for Costa Rica.


Pukkelhvalen er udbredt over hele kloden. Vi får somme tider også besøg af den i de danske farvande. En del pukkelhvaler kommer til kystegnene omkring Mellemamerika for at føde deres unger. Pukkelhvalerne bliver ca. 15 meter lange og kan veje op til 30 tons. Det er en bardehval, der lever mest af smådyr (krill), men den kan også spise fisk.
På en ferie i Costa Rica tog vi ud for at snorkle ved øen Cano, som ligger ca.30 kilometer fra Costa Ricas kyst ude i Stillehavet. På hjemvejen støtte vi på en pukkelhval med en unge.
Normalt dykker hvalerne jo langt ned, og det varer så noget, før de kommer op igen. Men når de har unger dykker de ikke så langt ned. Først kommer ungen op, og derefter moderen. Det var derfor let at have kameraet klar, når de kom op. I ca. 20 minutter fulgte vi parret. Længere er det ikke tilladt at følge dem, da de selvfølgelig ikke må forstyrres for meget.
Ved øen var snorklingen god. Og det selv om havstrømmen El Nino, der sidst i halvfemserne var særlig varm, havde medført en koralblegning. Blandt andet var der mantaer (djævlerokker), havskildpadder, ligesom jeg også så en pigrokke med en hale på ca. 3 meter, samt en masse koralfisk.
På tilbagevejen gennem mangroven stødte vi på krokodiller, aber og en svalehaleglente.




You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.

Comments are closed.