Den lokale naturperle ved Kostræde Banker


Kommer jeg ikke ud i naturen 2-3 gange om ugen, får jeg abstinenser. Jeg søger som regel ud til natur, hvor jeg kan få nogle oplevelser, samtidig med at jeg kan få noget motion ved at gå derude i naturen. Ofte må jeg ty til bilen for at komme længere væk. Specielt steder, hvor jeg har mulighed for at observere de lidt sjældne dyr og fugle, og samtidig har mulighed for at fotografere.

Har jeg ikke tid til en længere tur, eller ikke har lyst til køre nogen steder, har vi heldigvis her ved Kostræde Banker, hvor jeg bor en lille naturperle, som rigeligt opfylder mine krav til Naturoplevelse.

Neden for Banken har vi et mose- og vådområde på ca. 40 hektar. Området indgår i den fredning, der i 1988 blev lavet som en bræmme rundt om dybsø Fjord. Det fredede område består af rørsumpe, strandenge og overdrevsarealer.

Her kan jeg få mit ønske om at se de lidt mere spektakulære arter opfyldt. For nylig landede der en tidlig morgen 2 traner dernede. Også for nogle år tilbage har jeg set traner dernede.

Et par dage senere oplevede jeg havørnen runde området, hvad den ofte gør, men næsten samtidig kom en fiskeørn forbi.

I området yngler der, gæs, ænder, blishøns, viber og rødben. Også klyderne har tidligere ynglet her, men vadefuglebestanden er gået meget tilbage i de sener år.

Efter ynglesæsonen raster der mange grågæs i området, ligesom hejren altid ses. Også en sølvhejre har besøgt området.

Af andre vadefugle kan man se både hvid- og sortklire, dobbelt bekkasin og regnspove. Ind imellem yngler rørhøgen her også, og gøgen træffes jævnligt, hvor den benytter sig af småfuglenes reder i rørskoven.

Her finder vi selvfølge også rørspurven, rørsangere. Men også skægmejsen har ynglet her i flere år. Det er ikke så tit man ser dem, men man hører altid deres ringlende sang dernede. Er man tålmodig, vil man også se dem flyve over rørskoven.

Forår og efter gæstes området af mange andefugle, såsom pibeænder, krikænder og troldænder.

Man kan selvfølgelig også se rådyrene her, ligesom ræven ofte lister rundt i området.

En specialitet her er den grønbrogede tudse også kaldet fløjtetudsen, som man kan høre på de stille aftener i april og maj måned.

De udklækkede tudseunger søger mod højere områder, og invaderer haverne i Kostræde Banker i hundredvis, og det gælder om at have havedøren lukket på sommeraftenerne, da man ellers kan træffe dem inde på gulvtæppet.




You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.

Comments are closed.